som den blev optaget i Radio Rosas studie i Valby i dag.
“2009.
Det lyder ikke som noget særligt. Hvad adskiller egentlig 2009 fra den endeløse række af nye år vi alle har oplevet? Det synes allerede at være en menneskealder siden at verden var i panik over, om computere ville kunne håndtere det nærmest magiske, mytiske skift fra at skrive noget der startede med 1 til noget der startede med 2. Om mennesker ville kunne håndtere det.
Det er ikke en overdrivelse at sige at glansen er gået af Sankt Gertrud hvad årstal-skift angår. Bevares, vi hopper ned af stole og falder vildtfremmede mennesker om halsen. Men vi er i den grad forvænte med at ting har et hurtigt, hektisk liv for derefter at gå fuldstændig i glemmebogen.
Også med hensyn til de ting der rent faktisk betyder noget, kan det knibe med at mobilisere interessen.
Som den obligatoriske seksuelle minoritet – som ethvert kontor tilsyneladende bør have én af – måtte jeg for et par uger siden svare på hundredvis af spørgsmål, da Folketinget kort før jul førstebehandlede et lovforslag om ligestilling af hetero- og homoseksuelle par i adoptionssager.
Det slog mig i hvor høj grad vi – både de af os som lovforslaget vil gøre noget både principielt og konkret for, og alle andre – på den ene side er helt oppe på barrikaderne fordi “det er da også totalt urimeligt og skævvridende og uanstændigt”, og på den anden side egentlig er forholdsvis ligeglade med den behandling der bliver nogle borgere til del – både i det daglige og i lovgivningen i Danmark.
“Må homoseksuelle par ikke adoptere? Nå, Gud, det anede jeg ikke.”
“Kan lesbiske med-mødre ikke få barselsorlov? – det er da egentlig mærkeligt.”
… og så tavshed. Og ikke mere. Vi har det jo meget godt, de fleste af os. Ikke bare hvad angår familieforøgelse, men på alle områder.
Og det er et gyldigt argument. At mene at vi ikke ønsker at gøre LGBT’ere – altså Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner og andet godtfolk – til et “socialt tilfælde”, som samfundet skal understøtte med overførselsindkomster, sær-ordninger og hvad deraf kan følge af social marginalisering og negativ opmærksomhed, som de færreste af os har brug for.
En eller anden har på et tidspunkt sagt noget i retning af, at som homoseksuel springer du en lille smule ud hver dag. Hos lægen, i banken, i kantinen, i bussen. Og de fleste af os kæmper netop den modsatte kamp af at være noget særligt, nemlig kampen for at få lov til at være almindelig. Ikke at være “hende den lesbiske”, men at være “hende med brillerne på 4 sal”. Ikke at være “ham der er en pige” men “hende der er vildt dygtig til at få e-mailen til at virke når den gør det dér…”. Hvorfor ønsker vi at henlede opmærksomheden på os selv som noget særligt ved at kræve ændrede regler? Lige adgang til ting? Lige stilling? Ligestilling?
Vi gør det, fordi det starter et sted. Hvis det starter nedefra med accept og ligebehandling i hverdagen, så skal nogen sørge for at det også bliver afspejlet i lovgivningen. Hvis det starter med lovgivning, så skal nogen sørge for at det også bliver udbredt i praksis, i hverdagen. Om ligebehandlingen og accepten siver opad eller nedad, så er der nogen der skal skubbe på processen, råbe folk op, oplyse, tage diskussionen på et seriøst og ikke-skingert niveau. Det er Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pligt. Det er alles pligt, men særligt er det LBL’s pligt at starte. At hjælpe til at bryde så meget af muren ned, at andre føler at de kan medvirke til arbejdet.
Vi gør det fordi LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Vi er ikke alene i en verden der er imod os. Vi er én gruppe blandt mange der oplever diskrimination.
Og vi gør det fordi brede skuldre nu engang kan bære væsentligt mere end de smalle. Vi er mange der er heldige at leve et liv, hvor vi møder bred accept, forståelse, venlighed og imødekommenhed. Det skal vi huske at se som et privilegium. Og hvis Spiderman nogensinde har lært os noget, så er det, at med store privilegier følger et stort ansvar.
Jeg mener personligt at for os der har muligheden, er det vores ansvar at springe ud for så mange mennesker som overhovedet muligt, så enhver kan se hvor fantastisk almindelige og forskellige vi er – lige som alle andre. Går på arbejde, laver mad, samler på frimærker, besøger familien, bliver forelsket, synger i kor, henter børn. Ville ønske at vi dyrkede mere motion og spiste flere grøntsager.
Jo mere almindelige vi insisterer på at være, desto mere springer det i øjnene at fordomme, diskrimination, hatecrimes og alle de områder hvor man burde tænke “det kan vi da umuligt være bekendt” også bliver områder hvor vi – alle sammen, på alle nivauer – også gør noget ved problemerne.
Men den normalisering sker ikke ved at gå i ét med tapetet. Den sker ved at vi utrætteligt gør opmærksom på problemerne, taler om dem, sparker opad i systemet. At vi går med til Prideparaden, bare for at vise hvor almindelige vi er. Og svarer på kollegers, familiemedlemmers, politikeres og alle andres spørgsmål, tålmodigt og sagligt.
LBL er involveret i en såkaldt levevilkårsundersøgelse, der skal afdække hvordan sådan nogen som os rent faktisk har det – med spørgsmål om sundhed, seksualitet, kønsidentitet, accept i samfundet, sociale relationer og så videre. LBL har sammen med World Outgames, Center for alternativ samfundsanalyse, også kaldet CASA, og flere andre interessenter og økonomiske støtter kæmpet for, at denne forskningsorienterede undersøgelse kan blive gennemført, så vi med endnu tungere vægt kan fortsætte det arbejde LBL laver, både politisk, socialt og rådgivningsmæssigt.
Netop World Outgames, der i slutningen af juli måned i år vil sætte København på den anden ende med både sportsbegivenheder, en stor menneskerettighedskonference og et massivt internationalt kulturopbud, er en enestående platform for at råbe samfund og politikere, venner og uvenner, skeptikere og ildsjæle op.
Og forhåbentlig vil begivenheden være med til at give det danske og københavnske foreningsliv et velanbragt spark fremad, så vi kan fortsætte og til stadighed forbedre det gode arbejde som hundredvis af mennesker allerede bruger deres frivillige kræfter på – i LBL, Pan-Idræt, HIV/AIDS-organisationerne og alle de mange andre steder hvor de få trækker læsset for de mange.
LBL har i 2008 gennemgået en stor organisations-ændring, og 2009 er året hvor jeg, sammen med repræsentanter for alle foreningens mange aktiviteter starter på en frisk og vil arbejde videre med vores mange projekter med fornyet styrke og gåpåmod.
2008 var også året hvor LBL fyldte 60 år. En udstilling i anledning af jubilæet gjorde det tydeligt, at vi er nået så langt at man næsten ikke kan forstå det – og på kun en lille menneskealder. Men udstillingen gjorde det også pinligt tydeligt hvad det er for store udfordringer vi står foran, i Danmark og i andre lande. Må 2009 blive året hvor vi lægger fundamentet for et styrket arbejde, et styrket samarbejde og, sammen, arbejder for at fjerne skel og forskelle – og erstatte dem med plads og mangfoldighed.
Godt nytår!”
HC Seidelin
Landsformand, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske
discotango 