Båltale ved LBL’s Sankt Hans-fest 2009

Jeg ved ikke med jer, men jeg er lidt en sucker for den her slags traditioner.

Som formand for en organisation som Landsforeningen for bøsser og lesbiske skal man være varsom med at favorisere nogen på bekostning af andre. Det er for eksempel med nogen angst at jeg synger “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest” for det er stensikkert at jeg har Mortensaften og Fastelavn hængende i røret i morgen.
– Forskelsbehandling på grund af højtid. Det er en kamp som mangler at blive kæmpet…

Men alligevel må jeg hvert år give mig… Vi mødes når året er allerlysest. Og vi tænder bål for at lyset skal vare så længe som overhovedet muligt. Og når gløderne dør og vi til sidst lukker sommernatten ind, så er det med kinder der blusser af eftervarme.
Vi lader kollektivt op. Sommeren er lige om hjørnet og vi får tid til at være sammen med dem der betyder mest for os.

For et par uger siden var jeg med til at præsentere en ny undersøgelse som har kortlagt levevilkårene i Danmark for LGBT-personer, altså lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Undersøgelsen fortæller en masse positive ting, men den fortæller også nogle ting som maner til eftertanke på en aften hvor vi fejrer fællesskabet. Alt for mange LGBT-personer har færre sociale relationer; de har et dårligt netværk, og føler sig ensomme. Særligt blandt unge mennesker er nervøsitet og uro et problem. Et problem som giver lavere selvværd, en følelse af at være anderledes – og et problem som desværre blandt andet manifesterer sig i flere selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Jeg får tit spørgsmålet, hvad LBL overhovedet vil kæmpe for når vi lige om lidt (?!) har fuld ligestilling og får fuld ligebehandling. Jeg har selvfølgelig øvet mig hjemmefra på en håndfuld emner, så jeg kan dreje samtalen over på alle de områder hvor vi stadig kæmper kampen. Men Levevilkårsundersøgelsen har også givet stof til eftertanke… LBL’s mål er ikke kun Christiansborg-politiske – langt fra. Den dag vi har fuld ligebehandling er ikke den dag hvor kampen er slut, det er blot dagen hvor kampen for lige behandling kan kæmpes på lige vilkår.

– Hvordan kan LBL hjælpe til at give unge mennesker nogle ord at sætte på kønsidentitet, så de kan se sig selv og hinanden med mere åbne øjne?
– Hvordan kan LBL hjælpe til at samfundet i højere grad accepterer flere familieformer?
– Hvordan kan LBL være med til at bekæmpe de fordomme der desværre nogle gange kommer til udtryk i vold eller trusler?
– Hvordan kan LBL være med til at hjælpe personer hvis identitet har fået blå mærker af ikke at blive accepteret af arbejdskolleger, af familie eller af et system som ikke giver plads til andre måder at opfatte sig selv på.

Det er blandt andet angst, ensomhed og fremmedhed som er de indre dæmoner vi maner væk når vi tænder bål sammen. Det er de hekse og trolde, som vi holder fra livet med Glædesblus ifølge Drachmann. Og det er dette “vi” som er vigtigt. Ikke alene, men sammen kan vi holde dæmonerne på afstand. Det er når vi ikke er alene at det indre Sankt Hans-bål brænder.

…….

Det rigtig dejlige ved at holde tale til LBL’s Sankt Hans-fest er, at det ikke bare er en båltale men også en SKÅLtale. Grunden til at LBL fejrer Sankt Hans er fordi den 23. juni er LBLs fødselsdag.

“Forbundet af 1948” hed det dengang, og med lidt hovedregning bliver det til 61 år i dag.

Min far (uden relation i øvrigt) fyldte 60 forleden – jeg overvejede om jeg kunne slippe afsted med bare at holde den samme tale to gange – og noget der gik igen i talerne til ham var at man bruger et jubilæumsår på at gøre status, tænke sig om, lægge langsigtede planer osv.
For mig lød det som om de opfordrede til at man generelt begynder at sætte tempoet lidt ned efter de tres… Men jeg kan fortælle ham – med erfaring fra LBL – at man som 61-årig er i fuld sving.

– De af jer som er medlemmer af LBL kan se frem til at Panbladet igen vil finde vej til postkassen som trykt medlemsmagasin.
– LBL besluttede sidste år – endelig – at inkludere transpersoner i sit arbejde – og både det sociale og det politiske arbejde på det område er kommet godt fra start.

– Efter sommerferien tager vi hul på at formulere et nyt politisk program for hele foreningen.
– Og forhåbentlig kan vi i løbet af 2009 også komme frem til et navn for foreningen som reflekterer at vi er en landsforening for bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle – og alle andre som føler diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

Disse mange ting sker mens rådgivningsarbejdet og aktiviteterne i LBL’s sociale grupper kører for fuld damp.

… og ikke mindst er vi alle sammen i gang med at geare op til en umådeligt aktiv sommer.World Outgames er forhåbentlig på alles læber – og når de om godt en måned sætter København på den anden ende med sport, kultur og menneskerettigheder, så er LBL en aktiv del af dét, som Uffe Elbæk plejer at kalde “En fest på en alvorlig baggrund”. Og det bliver ubeskriveligt spændende at deltage i det kulturmøde og den folkefest som det bliver når verden mødes i København. Jeg håber at alle vil tage aktivt del i det store arrangement, som i meget høj grad er baseret på frivillige kræfter.

Hvis du ikke kan deltage som frivillig så brug byen i Outgames-ugen. Vær en aktiv del af den store Pride-parade som afslutter hele ugen og vær med til at vise at der er en kamp at kæmpe, og at vi i Danmark er så mange som aldrig før der vil kæmpe kampen for dem der har brug for det – både i Danmark og i udlandet.

Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.

Advertisements

Er LBL regeringsmoden?

LBL, Landsforeningen for bøsser og lesbiske, har i mange år haft en såkaldt landsledelse som mellem landsmøderne er øverste myndighed. På sit seneste landsmøde vedtog foreningen at oprette et Strategisk Forum, forkortet SF.

SF, Socialistisk Folkeparti, oprettede på sit seneste landsmøde en såkaldt Landsledelse…

Konspirationsteoretikere, sæt igang! 😉

“Magtfuld lobby” er mit mellemnavn

Uagtet at overskriften lyver (på mere end én måde; dels hedder jeg faktisk ingen af de nævnte ting og dels er “magtfuld lobby” ikke ét men to mellemnavne med mindre man indsætter en bindestreg), så ranker jeg i disse dage ryggen på samme måde som da Pia Kjærsgaard i et interview med Bjarne Lundis udtalte

»Jeg vil sige specielt de aktive i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Dem, synes jeg, er meget militante,« (citeret fra den nu hedengangne (ha!) Nyhedsavisen).

I en leder for nylig i Kristeligt Dagblad så redaktionen sig på lederplads kaldet til at give sin uforbeholdne mening om kirkelig vielse af bøsser og lesbiske til kende. Den er ikke positiv. For selv om folkekirken er

en af verdens allermest tolerante kirker over for seksuelle minoriteter

, så er problemet ifølge lederskribenten

at de homoseksuelle kræver noget, som end ikke biologien eller historien kan give dem. De forskelle, som ønskes udvisket mellem ægteskab og registreret partnerskab, kan og vil ikke forsvinde. Ægteskab, familieliv, børneopdragelse og selv adoption vil – med eller uden kirkens velsignelse – fortsat være præget af, at kønnene er fundamentalt forskellige.

Da dette krav er et udtryk for et “rethaverisk mindretalshysteri” konkluderes det, at

folkekirken tjener altså de fleste bedst ved fortsat at mene, at ægteskabet før som nu er for én mand og én kvinde.

Anledningen til lederen er velsagtens en art kulmination på, at Statsministeren i et samråd sparkede selvsamme problemstilling til hjørne ved at sige, at han ikke vil lovgive på området før folkekirken beder ham om det. Da folkekirken – i mangel af et kirkeråd med reel beslutningskompetence – kun kan bede om den slags ved at biskopperne laver en udtalelse, og da Københavns stift står for at skulle vælge ny biskop, var det vel uuindgåeligt at bispekandidaterne ville blive stillet spørgsmål om deres syn på emnet (se deres svar her) og at Himmeltidende og andre toneangivende medier ville hoppe på vognen også.

Man kan mene hvad man vil om Statsministerens lidt omvendte holdning til lovgivningen; på hvor mange andre områder venter regeringen på at fx alle landets borgmestre eller alle bankdirektører laver en udtalelse før man gennemfører eller fjerner anlægslofter i kommunerne og udformer eller dropper bankpakker? Nej vel?
Kunne partnerskabsloven være blevet gennemført så snart LBL fremsendte Dansk Giftefoged-laugs accept af borgerlige vielser af samkønnede par? Ville Sammenslutningen Af Lesbiske Der Vil Insemineres Af Læger På Statens Regning kunne have vundet slaget om retten til insemination  ved at indhente en anbefaling fra Lægeforeningen? Vi lader billedet stå et øjeblik…

Man kan også mene hvad man vil om Kristeligt Dagblads diskussion af vielses-problematikken. Ligesom det er svært at diskutere Israel-Palæstina-konflikten fordi man aldrig kan medtage hele konfliktens omfang, historie og kompleksitet i en enkelt sætning, så skal man tilsyneladende være stået tidligt op (evt. tidsnok til at have deltaget i kirkemødet i Nikæa i 325) for at kunne følge med når der argumenteres på lederpladsen i KD.

Jeg hæfter mig for eksempel ved, hvor argumentationen om at “at de homoseksuelle kræver noget, som end ikke biologien eller historien kan give dem” kommer fra. Når par af samme køn ønsker at kunne blive gift i en kirke på lige fod med par af forskelligt køn, så er det ganske korrekt, at det kan hverken biologien eller historien give dem. Det er kirken der skal give dem det. Og hvorfor den ikke kan det melder argumentationen ikke noget om.

“De forskelle, som ønskes udvisket mellem ægteskab og registreret partnerskab, kan og vil ikke forsvinde”. Er det bare mig, eller er fx den norske lov om kønsneutralt ægteskab ikke netop et vidnesbyrd om, at de omtalte forskelle rent faktisk udviskes ved et lovindgreb?

“Ægteskab, familieliv, børneopdragelse og selv adoption vil – med eller uden kirkens velsignelse – fortsat være præget af, at kønnene er fundamentalt forskellige”. Det ku ellers være sjovt hvis kønnene i stedet blev fundamentalt ens ved at kirken velsignede dem. Homos, homos everywhere 😀

Nej, nu ordkløver jeg bare. Undskyld.
Min pointe er at KD’s argumenter er selvopfundne og selvopfyldende. Særligt finurligt er afslutningssvadaen med at folkekirken “tjener de fleste bedst” ved at udelukke homoseksulle fra at kunne blive gift i kirken. Tjener dem hvordan?, tænker jeg – og med hvilket formål?

Suk. Jeg er ikke teolog. Jeg kan ikke bibel-bashe godt nok til at vinde diskussionen. Så lad mig i stedet vende tilbage til mit udgangspunkt, den ranke ryg og det mærkelige mellemnavn. For det, som gør mig “Pia Kjærsgaard kaldte mig militant”-glad er, at KD’s leder nævner “den magtfulde lobby for homoseksuelles ligestilling i Danmark”. Der menes naturligvis ikke kun Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, men velsagtens også hele oppositionen og andre fjolser derude for hvem ligebehandling betragtes som noget så tossegodt som en basal menneskeret. Men jeg tillader mig dog at formode at LBL var i tankerne hos lederskribenten… og er der så noget at sige til at jeg går med rank ryg?

Jeg er jo landsformand for LBL – en tilsyneladende “meget militant” og “magtfuld lobby”!

Hvad kan jeg sige andet end: Det kan I bande på!* Pas bare på derude, eller vi starter en bandekrig på Nørrebro (tjek), forårsager en depressionslignende økonomisk krise over hele den vestlige verden (tjek) og nedkalder en sværm af græshopper over Indre Mission – bare for at vise at vi også er gammeltestamentelige blasfemister.

Jeg må ha nye visitkort…

PS: Bliv militant og magtfuld her

*eller lade være, alt efter religiøs overbevisning. I’m not judging.

En sædemand gik ud at så…

Gratisavisen 24 Timer har i dagens udgave en fin artikel om lesbiske kvinders manglende mulighed til at blive insemineret i offentligt regi med sæd fra en såkaldt åben donor, altså en person som kvinden selv har valgt.

Artiklen fokuserer måske lidt ensidigt på det problem at en bøsse ikke kan levere sæden, mens problemet i sin essens er, at loven kræver at den biologiske mor og den åbne donor er i parforhold.

LBL’s talsperson, den alvidende Søren Laursen, siger kloge ting

“Det er et enormt vigtigt valg at træffe, om et barn skal kende begge sine biologiske forældre. Det valg bør forældrene selv, og ikke politikerne, træffe.”

mens DF’s familieordfører René Christensen er forarget (!):

“Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor en homoseksuel vil have børn, hvis han ikke har lyst til at have sex med en kvinde eller at bo sammen med hende. Det er helt forrykt.”

Anette fra kontoret konstaterede blot, at René Christensens største problem tilsyneladende er at forstå konceptet “lesbisk”; “de lesbiske kvinder jeg kender vil hellere end gerne have sex med en kvinde og bo sammen med hende”. Fnis.

Undertastede er i vælten som historiens “menneskelige vinkel”. Og for engangs skyld har journalisten formået at koble mit personlige engagement med mit professionelle; først hvordan problemstillingen berører mig som person og dernæst et LBL-relateret appendix.

Og mit navn er stavet som jeg gerne vil have det. Uden at jeg måtte bede om det. Min sjæl, hvad vil du mer´?

Nytårstale

som den blev optaget i Radio Rosas studie i Valby i dag.

“2009.

Det lyder ikke som noget særligt. Hvad adskiller egentlig 2009 fra den endeløse række af nye år vi alle har oplevet? Det synes allerede at være en menneskealder siden at verden var i panik over, om computere ville kunne håndtere det nærmest magiske, mytiske skift fra at skrive noget der startede med 1 til noget der startede med 2. Om mennesker ville kunne håndtere det.
Det er ikke en overdrivelse at sige at glansen er gået af Sankt Gertrud hvad årstal-skift angår. Bevares, vi hopper ned af stole og falder vildtfremmede mennesker om halsen. Men vi er i den grad forvænte med at ting har et hurtigt, hektisk liv for derefter at gå fuldstændig i glemmebogen.

Også med hensyn til de ting der rent faktisk betyder noget, kan det knibe med at mobilisere interessen.

Som den obligatoriske seksuelle minoritet – som ethvert kontor tilsyneladende bør have én af – måtte jeg for et par uger siden svare på hundredvis af spørgsmål, da Folketinget kort før jul førstebehandlede et lovforslag om ligestilling af hetero- og homoseksuelle par i adoptionssager.
Det slog mig i hvor høj grad vi – både de af os som lovforslaget vil gøre noget både principielt og konkret for, og alle andre – på den ene side er helt oppe på barrikaderne fordi “det er da også totalt urimeligt og skævvridende og uanstændigt”, og på den anden side egentlig er forholdsvis ligeglade med den behandling der bliver nogle borgere til del – både i det daglige og i lovgivningen i Danmark.

“Må homoseksuelle par ikke adoptere? Nå, Gud, det anede jeg ikke.”
“Kan lesbiske med-mødre ikke få barselsorlov? – det er da egentlig mærkeligt.”

… og så tavshed. Og ikke mere. Vi har det jo meget godt, de fleste af os. Ikke bare hvad angår familieforøgelse, men på alle områder.

Og det er et gyldigt argument. At mene at vi ikke ønsker at gøre LGBT’ere – altså Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner og andet godtfolk – til et “socialt tilfælde”, som samfundet skal understøtte med overførselsindkomster, sær-ordninger og hvad deraf kan følge af social marginalisering og negativ opmærksomhed, som de færreste af os har brug for.

En eller anden har på et tidspunkt sagt noget i retning af, at som homoseksuel springer du en lille smule ud hver dag. Hos lægen, i banken, i kantinen, i bussen. Og de fleste af os kæmper netop den modsatte kamp af at være noget særligt, nemlig kampen for at få lov til at være almindelig. Ikke at være “hende den lesbiske”, men at være “hende med brillerne på 4 sal”. Ikke at være “ham der er en pige” men “hende der er vildt dygtig til at få e-mailen til at virke når den gør det dér…”. Hvorfor ønsker vi at henlede opmærksomheden på os selv som noget særligt ved at kræve ændrede regler? Lige adgang til ting? Lige stilling? Ligestilling?

Vi gør det, fordi det starter et sted. Hvis det starter nedefra med accept og ligebehandling i hverdagen, så skal nogen sørge for at det også bliver afspejlet i lovgivningen. Hvis det starter med lovgivning, så skal nogen sørge for at det også bliver udbredt i praksis, i hverdagen. Om ligebehandlingen og accepten siver opad eller nedad, så er der nogen der skal skubbe på processen, råbe folk op, oplyse, tage diskussionen på et seriøst og ikke-skingert niveau. Det er Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pligt. Det er alles pligt, men særligt er det LBL’s pligt at starte. At hjælpe til at bryde så meget af muren ned, at andre føler at de kan medvirke til arbejdet.

Vi gør det fordi LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Vi er ikke alene i en verden der er imod os. Vi er én gruppe blandt mange der oplever diskrimination.

Og vi gør det fordi brede skuldre nu engang kan bære væsentligt mere end de smalle. Vi er mange der er heldige at leve et liv, hvor vi møder bred accept, forståelse, venlighed og imødekommenhed. Det skal vi huske at se som et privilegium. Og hvis Spiderman nogensinde har lært os noget, så er det, at med store privilegier følger et stort ansvar.

Jeg mener personligt at for os der har muligheden, er det vores ansvar at springe ud for så mange mennesker som overhovedet muligt, så enhver kan se hvor fantastisk almindelige og forskellige vi er – lige som alle andre. Går på arbejde, laver mad, samler på frimærker, besøger familien, bliver forelsket, synger i kor, henter børn. Ville ønske at vi dyrkede mere motion og spiste flere grøntsager.

Jo mere almindelige vi insisterer på at være, desto mere springer det i øjnene at fordomme, diskrimination, hatecrimes og alle de områder hvor man burde tænke “det kan vi da umuligt være bekendt” også bliver områder hvor vi – alle sammen, på alle nivauer – også gør noget ved problemerne.
Men den normalisering sker ikke ved at gå i ét med tapetet. Den sker ved at vi utrætteligt gør opmærksom på problemerne, taler om dem, sparker opad i systemet. At vi går med til Prideparaden, bare for at vise hvor almindelige vi er. Og svarer på kollegers, familiemedlemmers, politikeres og alle andres spørgsmål, tålmodigt og sagligt.

LBL er involveret i en såkaldt levevilkårsundersøgelse, der skal afdække hvordan sådan nogen som os rent faktisk har det – med spørgsmål om sundhed, seksualitet, kønsidentitet, accept i samfundet, sociale relationer og så videre. LBL har sammen med World Outgames, Center for alternativ samfundsanalyse, også kaldet CASA, og flere andre interessenter og økonomiske støtter kæmpet for, at denne forskningsorienterede undersøgelse kan blive gennemført, så vi med endnu tungere vægt kan fortsætte det arbejde LBL laver, både politisk, socialt og rådgivningsmæssigt.

Netop World Outgames, der i slutningen af juli måned i år vil sætte København på den anden ende med både sportsbegivenheder, en stor menneskerettighedskonference og et massivt internationalt kulturopbud, er en enestående platform for at råbe samfund og politikere, venner og uvenner, skeptikere og ildsjæle op.
Og forhåbentlig vil begivenheden være med til at give det danske og københavnske foreningsliv et velanbragt spark fremad, så vi kan fortsætte og til stadighed forbedre det gode arbejde som hundredvis af mennesker allerede bruger deres frivillige kræfter på – i LBL, Pan-Idræt, HIV/AIDS-organisationerne og alle de mange andre steder hvor de få trækker læsset for de mange.

LBL har i 2008 gennemgået en stor organisations-ændring, og 2009 er året hvor jeg, sammen med repræsentanter for alle foreningens mange aktiviteter starter på en frisk og vil arbejde videre med vores mange projekter med fornyet styrke og gåpåmod.

2008 var også året hvor LBL fyldte 60 år. En udstilling i anledning af jubilæet gjorde det tydeligt, at vi er nået så langt at man næsten ikke kan forstå det – og på kun en lille menneskealder. Men udstillingen gjorde det også pinligt tydeligt hvad det er for store udfordringer vi står foran, i Danmark og i andre lande. Må 2009 blive året hvor vi lægger fundamentet for et styrket arbejde, et styrket samarbejde og, sammen, arbejder for at fjerne skel og forskelle – og erstatte dem med plads og mangfoldighed.

Godt nytår!”

HC Seidelin
Landsformand, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske

Formand…

aka Travlhed overstået; ny travlhed kan begynde…

I går afholdt Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) sit årlige Landsmøde. Foreningen har været igennem en forandring siden Landsmødet i november 2007, hvor bestyrelsens beretning ikke blev godkendt (!), og det blev klart at der var problemer med økonomien og økonomistyringen. Jeg skal ikke kede læseren med detaljer, men blot nå frem til, at dette udgangspunkt – omend på mange måder noget man gerne ville have været foruden – gav anledning til et forandringsarbejde vedrørende foreningens struktur.

Jeg blev således valgt til LBL’s Landsledelse på et ekstraordinært landsmøde i februar i år, da det var blevet etableret, at der var tale om en “brændende platform” (a la Kotter) snarere end en synkende skude. Min første ambition var at få styr på de administrative procedurer efter at foreningen måtte overgå til udelukkende at blive drevet af frivillige, men jeg blev også inddraget i et mere strategisk arbejde med at ændre foreningens overordnede struktur. Arbejdet blev positivt modtaget, men det blev anset for værende meget ambitiøst at ville nå at få en strukturændring klar til Landsmødet 2008. Efterhånden som vi snakkede med afdelingsbestyrelser og foreningens aktive medlemmer blev det imidlertid klart at ingen IKKE ønskede disse ændringer gennemført, og at der derfor var al mulig grund til at forsøge at nå målet i år. Resultatet blev en samling forslag til en ret gennemgribende ændring af foreningen, som altså i går på Landsmødet blev vedtaget.

Jeg ser det som en stor sejr for foreningen, at der efter en tid med usikkerhed (og en længere periode med en foreningsstruktur der ikke ligefrem har været en katalysator for foreningens gode arbejde) nu bliver sat øget fokus på samarbejde, videndeling og opkvalificering af det vigtige arbejde foreningen laver, både vedrørende politik, socialt arbejde og rådgivning. Ambitionen er at LBL atter får sit primære fokus på dette arbejde snarere end på økonomisk konsolidering og andet rod.

Landsmødet valgte en ny Landsledelse, heriblandt et genvalg af Landskasseren (undskyld til hans kæreste på for- og efterhånd) – og søreme om ikke undertastede blev valgt som Landsformand for foreningen – i kampvalg endda.

Så nu ved jeg hvad jeg skal lave de næste par år… Kan man gå både ydmygt, målrettet og ambitiøst til værks?

Proposition 8

[baggrundsinfo]

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har personligt lidt svært ved at forstå de dér amerikanere. Jeg formoder at det er noget kristendoms-tjuhej (eller andre religioner, bevares; I’m not judging) der gør at alle afvigelser fra den kernesunde heteronormativitet skal dæmoniseres på en måde der får vores problemer i Danmark til at ligne en højsommerdag med blå himmel og små (adopterede) børn der leger med deres fædre.

Jeg føler at jeg, som en god bøsse, må gribe til det eneste jeg kan finde ud af at gribe til, nemlig hovedrysten – her i form af et citat fra bloggen Rottin’ in Denmark:

“[…] can we just take a moment to appreciate that America is now a country where minorities have to do their own work discouraging the tyranny of the majority?”

– og humor:

sinfest.net 2008-11-13

Forbitret må jeg blive en anden dag…