Med udgangspunkt i at jeg er lidt en sucker for James Bond-sange, både ældre og nyere, seriøse og decideret fjollede, stramme eller overproducerede, så vil jeg sige at Quantum Of Solace’s på overfladen lidt aparte sammensætning af Jack White og Alicia Keys faktisk er vokset på mig ved flere gennemlytninger. Døm selv…
De første par gange syntes jeg at den meget lange intro var rodet (jeg kunne fx ikke finde ud af at tælle den), og jeg synes fortsat at præsentationen af (mindst) fire temaer før første vers er liiige i overkanten, men på den anden side også meget blæret…
Det er ingen hemmelighed at jeg er småforelsket i den tyngde og alvor som David Arnold har leveret som score-komponist siden Tomorrow Never Dies. Hans indblanding som komponist og arrangør på titelsangene har været et løft til især Chris Cornell’s rimelig røv-rockede “You Know My Name“, som i titelsekvensens orkestrering er spot-on. Spot-on som en ny start for Daniel Craig og Bond-filmenes stil generelt, og som en tiltrængt modvægt til Madonnas über-overproducerede “Die Another Day” i særdeleshed. Det er ellers et ualmindeligt lækkert stryger-riff…
Uhh, det føles godt at nedfælde sin entusiasme. Eller bare smide den ud i internettets uendelighed… Lyt således, om du vil, til
Sheryl Crow, der måske ikke er en musiker man forbinder med stort orkester og hemioler, og selv om Tomorrow Never Dies ikke er på min personlige favoritliste, så er intromaterialet og cello-intermezzoet (chill-out-stykket, som vi siger i *Nstant Boys) dog et lyt værd i ny og næ. Jeg er af flere årsager meget mere vild med k. d. lang’s “Surrender”, skrevet i klassisk John Barry-stil af David Arnold selv…
Bono & The Edge: Goldeneye. Jeg er ikke i øvrigt meget vild med U2, men med Goldeneye viser komponisterne perfekt forståelse for genre og udtryk, lige som de i øvrigt gjorde ca samtidig med “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me”. Og så kan man mene hvad man vil om Tina Turner, men sangen passer perfekt til hende.
Hmm. Så er der David Arnold/Propellerheads’ On Her Majesty’s Secret Service’-remix, Moby’s James Bond Theme og Parodi/Fair’s udgave af samme – som uvægerligt giver mindelser til Adam Clayton og Larry Mullen Jr.’s Mission: Impossible-nu-i-fire-fjerdedele-tema fra 1996. Ihh, og a pro pos ingenting, så gå lige i barndom til den her!
PS: Angående titlen, hvad sker der så lige?! Live, die – die, live… Ryst dog posen! 😀
Another Way To Die
Die Another Day
The Living Daylights
You Only Live Twice
Live and Let Die
Tomorrow Never Dies
…
discotango 