Efterårssysler – eller mangel på samme

Jeg havde min årligt tilbagevendende efterårs-fornægtelse i morges. Den hvor jeg vågner til normal tid, men hvor det pludselig er blevet mørkt udenfor, og jeg tænker “nej, dette kan absolut umuligt have sin rimelighed”.

Har nu officielt startet nedtællingen mod april.
Hvilket er unfair for jeg kan egentlig godt lide efterår og vinter.
Og hvilket er løgn, fordi jeg i virkeligheden tæller ned til en måneds ferie i USA i hele december. Ganske vist er der efter sigende pissekoldt i Boston, New York City og D.C. på den årstid, men jeg ser godt ud i skijakke og uldent undertøj…

Men ikke desto mindre oplever jeg år efter år at jeg bliver i dårligere humør af årstiden. Mindre energi; jeg får mindre fra hånden, særligt på hjemmefronten. Jeg er sikker på at der er mange ting man kunne gøre ved den sag, men nu har jeg besluttet mig for at forfølge hvad en kammerat har anbefalet i tusind år: terapi.

Hvilket selvfølgelig som automatreaktion får alting til at vende sig i mig. Men forleden tog jeg mig sammen og spurgte min psykolog-ven (kan man leve uden sådan én?) hvad det er med det dér kognitiv terapi og ikke mindst: hvordan i alverden finder man én? Eller, det er jo ikke svært at finde en. Men hvordan finder man den rigtige? Svaret var lige så forudsigeligt som det var skuffende, at det selvfølgelig er svært og noget af et chancerytteri. Han havde dog et par gode pointer til ting man kan lede efter og spørge om…

Således opmuntret og med hjælp til hjælp til selvhjælp i tornystret håber jeg A) at kunne mønstre energien til at gå videre med projektet og B) at projektet er værd at blogge om. Ellers er det bare at vente på feriebillederne fra USA…

Make ’em laugh – aka “møgknæ!”

Jeg må nu officielt ikke løbe for min læge: mit løberknæ skal genoptrænes, og det skal ske mens jeg i øvrigt ikke belaster knæet med løb. Ikke ligefrem hylende morsomt synes jeg, men min læge fik sig dog alligevel et billigt grin…

Kort tid efter DHL-stafetten 2009 (5 km, 24 minutter) begyndte jeg at få knæsmerter efter ca 3 km løb. Jeg holdt op med at forsøge at løbe regelmæssigt (det var ikke svært), men hen over foråret og sommeren har jeg forsøgt at komme i gang igen. Med samme resultat. Møgknæ!

Op til DHL-stafetten 2010 fandt jeg ud af to ting:

1: Man skal gå til en løbebutik og blive filmet og vejledt. Så finder man nemlig ud af, at ens løbesko er slidte, skæve og at man i øvrigt godt kunne bruge en lille smule støtte på indersiden af foden.

2: Man skal lade være med at vente til 2 uger før stafetten med at gøre ovenstående.

Jeg besluttede mig naturligvis for alligevel at gennemføre DHL – i mormor-stil (korte skridt, kun lidt over gå-tempo). Men da jeg først var ude på banen kunne jeg jo ikke helt lade være alligevel… Omkring 4-km-mærket bemærkede mine knæ småfornærmet at de troede vi havde en aftale og resignerede som Madonna: “You took my love for granted, why oh why? The show is over, say goodbye”.
Gående over målstregen blev tiden således 28.30. Langt bedre end forventet, men bestemt ikke behageligt.

Nå, jeg måtte altså for første gang i mit liv til lægen med et sportsrelateret problem. Hun konstaterede “løberknæ” og har sendt mig hjem med et genoptræningsprogram for knæene som involverer mange fine ting. Men ingen løb!

En af anbefalingerne i genoptræningen er at få motion ved at svømme. Jeg fortalte lægen om mine (manglende) svømme-evner og hvordan jeg har det med at drukne når jeg ikke kan bunde… Hun konstaterede herefter opmuntrende at jeg måske kan kombinere min genoptræning med at tage entré-indtægter.

Det er jo en ganske uskyldig kommentar og jeg smågrinede da også høfligt. Mit problem er, at det langt fra er første gang at jeg får det skudsmål. Ikke én men to fitnessinstruktører samt diverse koreografer har uafhængigt af hinanden konstateret at jeg kunne gøre mine forsøg på at koordinere min krop til en levevej.

På den ene side er det altid godt at kunne få andre til at smile. Som underviser og oplægsholder er det en grundregel at man altid skal kunne lave sjov med sig selv og skal være uhyre forsigtig med at gøre det om andre. Så jeg vil mene at jeg har den store selvironi på plads.

På den anden side: STFU! Vi er faktisk nogen som prøver at komme os over vores dybt indgroede krops-skam… Og hvis jeg ligner en spasser mens jeg forsøger at lære din øvelse med at bevæge arme og ben uafhængigt af hinanden, så skulle du måske skrue ned for koordinationsniveauet.

Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at jeg faktisk ikke var helt tåbelig til at løbe. Lange stænger og ikke utåleligt dårlig generel kondition… Skal jeg virkelig ud hvor jeg ikke kan bunde – bogstaveligt talt?

Møgknæ!

Tale ved Copenhagen Pride 2010

Jeg er single. Og når man er single og gerne vil holde op med at være det, kan man prøve lykken på et af utallige dating-websites. Et af dem skriver på forsiden, at deres website er CO2-neutralt. På et datingsite? Klima-bevidsthed er godt, men det stikker lidt i øjnene, synes jeg… Jeg diskuterede det med en kammerat som er fairtrade-aktivist og som hader når firmaer udvander hans hjerteblod med sådan en form for helt umotiveret og enkeltstående klima-sminkning. Han kalder det Green-washing.

På samme måde oplever LGBT-miljøet i disse år en form for Pink-washing, hvor firmaer, organisationer og enkeltpersoner søger at pynte sig med vores sag, men hvor vi kan blive i tvivl om engagementet stikker dybere end nogle pæne ord om plads til forskellighed eller giver dem en kant i deres markedsføring.

Jeg hedder Hans Christian Seidelin og jeg er Landsforperson i LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Landsforeningen uddeler hvert år under Copenhagen Pride en pris til nogen som vi synes styrker arbejdet for LGBT-rettigheder. Nogen hvis arbejde foregår under stor modstand, hvor de svømmer mod strømmen. Vi kalder prisen “Årets Laks”.

Der har i år været en del polemik om, hvorvidt *alle* skal have lov til at deltage i Priden. Nogen mener at LGBT-miljøet bliver udsat for Pink-washing når nogen deltager, selv om de – i vores optik – ikke hører til, men prøver at score nogle point på vores bekostning. På at blive set i Priden sammen med os.

Det er helt tydeligt at Pride-paraden står mange menneesker meget nært. Og det er godt. Og jeg kan sagtens se, at det føles fornedrende for os, for vores pride, at nogen slår plat på noget som vi selv tager seriøst. Når de misbruger priden.

Men når noget bliver mainstream sådan som bøsser og lesbiske er blevet det, så mister vi kontrollen med det. Sko-reklamer, rejseselskaber, politiske partier. Pink-washing? Vi kan ikke vide det.

Vores lille klub holder op med at være eksklusiv. Vi kan på den ene side glæde os over synligheden, men vi kan også hurtigt føle at vi bliver for brede. Føle at det signal som *jeg* vil sende bliver slået i hartkorn med det signal som alkohol-firmaet der har hyret et dusin gogo-boys i små shorts vil sende.

Selvfølgelig skal vi diskutere med folk som helt tydeligt ikke går ind for ligebehandling hvorfor de går med i en parade som handler om netop ligebehandling. Men vi er nødt til at indse, at *vi også* skal ligebehandle. Vi kan ikke tillade os at ekskludere nogen, selv om vi ikke kan lide dem og de ret tydeligt heller ikke kan lide os. Hvorfor går de med? Vi ved det ikke, men hvis vi forskelsbehandler i dag, hvad er så vores argument for at de ikke må i morgen?

Der er nødt til at være højt til loftet i vores fællesskab.

::::::

“Hvorfor er Landsforeningen holdt op med at tale bøssernes sag?” Det er et spørgsmål jeg får med jævne mellemrum, særligt fra mænd der kan huske nogle år tilbage i miljøet.

Men hvad er “bøssesagen”? Hvad er “de lesbiskes sag”? Jeg ved det stadig ikke. Er sandheden ikke, at ingen af os ønsker nogen særstatus? Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner; vi vil gerne bare behandles lige!

Jeg ved godt at nogle politikere, inkl nogle som er gået med i dag, mener at bøsser og lesbiske er blevet nogle rettighedsfascister, som har fået det de skal have og nu bare kræver mere. Men det skældsord, rettighedsfascist, vil jeg godt samle op og tage på som en medalje. For det er nemlig helt rigtigt set. Ligebehandling handler om lige rettigheder – menneskerettigheder – og dem skal vi ikke skamme os over at vi gerne vil have.

Jeg ved godt at det ord, menneskerettigheder, er et stort ord, som normalt er forbeholdt steder i verden hvor krænkelser af rettigheder berører folks liv helt anderledes konkret, nedværdigende, frihedstruende, måske endda livstruende. Men jeg synes ikke vi skal være bange for at sige det: LGBT-rettigheder er menneskerettigheder.

LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Og når det gælder i Danmark, så gælder det også udenfor. Vi har lige vandret gennem København i tusindtal med folk der vinkede fra vinduer og balkoner og stilladser. Lige på den anden side af Østersøen blev Baltic Pride i år gennemført i Litauen, den første Pride-parade i landet nogensinde. Det skete under massivt politiopbud, med voldsomme moddemonstrationer og i skyggen af, at landet har vedtaget en lov der forbyder al information om homoseksualitet til børn og unge. En endnu mere ekstrem lov er undervejs i Uganda i Østafrika, hvor LGBT-personer i værste fald risikerer dødsstraf.

Her kan ingen være i tvivl om, at LGBT-rettigheder *er* menneskerettigheder. Og en af de organisationer der har været mest synlige i kampen for rettigheder i de dele af verden hvor LGBT-personer har det sværest er Amnesty International. I årevis har Amnesty været en bærende kraft i at udpege forskelsbehandling og diskrimination, råbe politikere i hele verden op, indsamle underskrifter – og ikke mindst er Amnesty International massivt tilstede med frivillige aktivister til pride-parader i de lande hvor det er sværest at være åben om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet, for eksempel i Litauen.

Det gør mig stolt, at Amnesty i Danmark fokuserer på LGBT-rettigheder i Uganda, skaber opmærksomhed om sagen – også uden for LGBT-miljøet, og støtter de lokale LGBT-organisationer der arbejder under meget svære forhold. Amnesty i Danmark er en værdifuld samarbejdspartner i kampen for LGBT-rettigheder – menneskerettigheder – i hele verden. Det er som at svømme imod strømmen, og jeg er stolt over i år at kunne uddele “Årets Laks” til Amnesty International.

Giv en stor hånd til kampagneleder for Amnesty Internationals antidiskriminationskampagne Helle Jacobsen.

Tale ved LGBT Danmarks Sankt Hans-fest 2010

Kan nogen af jer huske World Outgames?
Vi har sammen og hver især forhåbentlig mange gode minder fra sommeren 2009. Om det var at stå i silende regn (som man et naivt øjeblik troede var glimmer der faldt ned) og føle samhørighed med kammerater fra hele verden, eller om det var en kort, hed affære med en bowlingspiller fra Dubrovnik…

Jeg må krybe til det usympatiske og selvtilstrækkelige kors og sige, at én af de ting der virkelig har ætset sig i min hukommelse er følelsen af at være sådan lidt homo-normativ. På den totalt politisk ukorrekte måde. Der var jo flest af OS lige pludselig!
Se, et regnbueflag over Københavns Rådhus, over Københavns Universitet, over Københavns Domkirke.
Se, der er en pige og en fyr der kysser hinanden. Ad…

Der er sket meget siden vi sidst fejrede midsommer sammen. Det, som vi alle sammen har lært at kende og elske som “Landsforeningen for bøsser og lesbiske” har skiftet navn, og signalerer nu endelig foreningens bredde, seksuel orientering og kønsidentitet, i sit nye navn, LGBT Danmark.
Et nyt logo, som har premiere i aften – tag pænt imod det – symboliserer en enhed, en samhørighed trods det, at vi er en sammensat og forskelligartet størrelse. Der er mere der forener os end skiller os ad. Det gælder i Landsforeningen såvel som i hele miljøet.
World Outgames gav os alle sammen en oplevelse af, at LGBT-miljøet kan samles om noget helt specielt. Og opnå noget – helt specielt. Outgames’ frontmand Uffe Elbæk gentog for mig dusinvis af gange, at sommeren 2009 blot skulle være begyndelsen på noget større. Og et af Uffes forhåbentlig blivende aftryk på LGBT-miljøet i København er det LGBT community house som foreningerne i miljøet lige nu arbejder på at skaffe. Momentumet og den politiske bevågenhed er der ikke for evigt. Vi skal handle nu, hvis vi skal have et LGBT-hus.

Men skal vi det?

I forbindelse med Outgames sidste sommer mødtes jeg nogle gange med Axel Axgil, grundlæggeren af det som dengang fik navnet “Forbundet af 1948”. Der gik lidt tid – jeg er ikke så hurtig til tal – før jeg kom til at tænke på, at hvis man trækker Landsforeningens alder fra Axels alder, så var han sådan cirka lige så gammel som jeg er nu, da han var med til at starte en meget kontroversiel forening, og kæmpede de første mange hårde sværdslag i et samfund hvor homoseksualitet ansås for at være både sygeligt og strafbart.
Og det giver naturligvis stof til eftertanke når jeg – og vi alle sammen – står hér i 2010, på skuldrene af over 60 års kampe mod overgreb. For accept. For ligebehandling… Vi har været rigtig gode til at kæmpe kampene og vi er nået rigtig langt. Så langt faktisk, at der er mange blandt os der ikke længere kan se et formål med at kæmpe. For hvad er der tilbage at vinde? Et kirkebryllup her. En stedbarnsadoptions der… Når jeg står her og forsøger at bære arven videre fra Axel og hans generation, så er det jo med et klart billede af, at bøsser og lesbiske efterhånden er så mainstream at vi nærmest er kedelige. Hvad er fremtiden så for os? Kan vi overhovedet tale om at “miljøet”, dette så forhadte ord ”miljøet”, har nogen berettigelse?

Svaret er, at det har det! Det, som narrer os er, at kampen ikke længere ligner den som vi har fået for vane at kigge efter.
Jo, der er stadig lovgivning i Danmark som ikke behandler LGBT-personer lige. Og på mange måder ligner den kamp, som transpersoner kæmper i dag den kamp, som bøsser og lesbiske kæmpede for flere årtier siden. Der sker stadig hadforbrydelselser. Der sker stadig marginalisering.
Men vores arbejde er ikke længere altid at tage offerrollen, skille os ud for at slippe for mistænksomme eller hadske blikke og danne fællesskaber i trods. For langt de fleste af os er et sådant negativt defineret fællesskab heldigvis unødvendigt, ja helt utænkeligt.
Jeg er personligt ikke sikker på at miljøets – og LGBT Danmarks – rolle skal blive ved med at være så forholdsvis indadrettet og medlemsfokuseret. Vi er, langt de fleste af os, en ressourcestærk del af samfundet, og det er i langt højere grad ad den vej vi har en mulighed for at vise vores styrker, vores individuelle interesser, vores diversitet – at vi er enestående. Og dybt, dybt trivielle.
Vi skal bidrage aktivt, gennem inklusion og synlighed, til MERE inklusion og synlighed. Ikke for os der ikke har brug for det. Men for dem der har brug for det. Det gælder både i Uganda og hos Underboen. Det gælder både juleaften og i justitsministeriet.

Og det er dét vi kan bruge et LGBT-hus til. Ikke kun til kaffeklub for en lille udvalgt skare, men som et samlingspunkt for kultur, mangfoldighed, dialog og aktivisme. Et udstillingsvindue for en positiv historie og en mulighed for at bringe LGBT-miljøet ud af usynligheden og ud i byen. Men det sker ikke af sig selv – og det sker ikke ved at jeg står her og snakker. LGBT-miljøet har et kolossalt efterslæb når det handler om at aktivere frivillige og skabe projekter der kommer os alle til gode. Vi kan ikke lave de mange ting vi gerne vil med de få frivillige kræfter vi har. Vi er på den ene side nødt til at blive mere professionelle. Og på den anden side er du – og du og du – NØDT til at hjælpe til. Støt det. Vær synlig. Gå med. Deltag. Meld dig ind. Kritisér. Engagér. Gør noget!
Det behøver ikke at være Outgames altid. Og det er nok meget sundt ikke at være alt for meget i flertal hele tiden – det kunne jo blive en vane. Men vi har et enormt potentiale. Hjælp mig – hjælp miljøet – med at skabe en ny platform for frivilligt arbejde i LGBT-miljøet.

Jeg vil gerne sige et stort og glødende tak til Copenhagen Pride for at ville holde fast i den gode tradtition med at holde Sankt Hans sammen med LGBT Danmark. Tak til Peder Holk Svendsen og Jan Mikkelsen for at have stået for hele organiseringen og planlægningen. Tak til alle de frivillige, tak til sponsorer og samarbejdspartnere – og tak til alle jer som fejrer midsommer på Amager Strand – og er med til at gøre LGBT Danmarks, den gamle Landsforenings, fødselsdag til en fest hvert år.

Hav en dejlig aften. Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.

Jeg har tabt mig…

… tøjet hænger helt løst på mig.
(“Jeg har tabt mig”, Det Brune Punktum, “Helbredelsen…”, 2003)

Der er så mange sandheder i livet man kan henføre på Det Brune Punktum. I mit tilfælde er det dog ikke kærestesorg men forår der er årsagen.

Jeg havde den store glæde at bryde min arbejdsdag op med en cykeltur (til lægen i Amagercentret og tilbage på arbejde, men det er ved siden af pointen), og måtte allerede efter et par minutter indse at overtøjet var mere til besvær end til gavn. Mens jeg kørte forbi Børsen, hvor de sidste kulsorte snedynger sveder smeltevand ud over vejbanen i stride strømme, kom en trompetsolo frem over mine læber. Da jeg endelig nåede til omkvædet (som jeg nogle gange må vente på at komme frem til for at kunne huske hvilken sang jeg er i gang med – kender du det?) blev jeg helt gammeldags overstrømmet af glæde, for sangen passede perfekt til forårsdagen:

“Vinterfrakken over armen ned ad Strøget
Mens den sorte sne forsvinder langs en fortovskant
[…]
Det’ godt det du’r – Jens Olsens Verdensur.
Det tikker om de gode tider
– dem som der gik
og dem som vi får
– hvis og hvornår.”
(“Jens Olsens Verdensur”, Shu-bi-dua, “Shu-bi-dua 8”, 1982)

Åh, forår!
Åh, (snarligt kommende Påske-) ferie!
Åh, fjoget smil om munden…

Men hvad har det at gøre med at tabe sig spørger den opmærksomme læser, og det er et helt relevant spørgsmål.

Sagen er ganske enkelt den at jeg som konsekvens af, at der nu er udsigt til plusgrader døgnet rundt, har besluttet at smide vinterpelsen, det blå lag skiundertøj der har dækket mig fra anklerne til halskraven siden november. Jeg har ganske enkelt tabt mig omtrent 400 gram – i blå uld.
Ikke at man skal være ked af at have en blå periode (“midnatsblå, changerende over i en koboltblå” – mere Det Brune Punktum), men hver ting til sin tid.

Nu gælder det i nogle måneder atter at have ét lag tøj på, kunne passe mine stramme jeans, lave mad af ting der ikke er hentet frem fra under et halm-skjul, kunne lide børn og den slags overskuds-agtige ting.

… og som bonus-historie:

Det var først da jeg kom tilbage på arbejde at jeg fik lejlighed til at smide de lange underbukser. Dette foregik anstændigvis på handicaptoilettet med døren låst. Mens jeg stod dér med flere lag bukser nede om anklerne blev der taget i håndtaget og en stemme sagde “… der er nogen derude”. Jeg tog dette som et signal om at blive færdig i en fart, så jeg pakkede sammen, gik ud (der stod ikke nogen og ventede) og tog elevatoren op på første. Her var døren til mit storrumskontor låst (usædvanligt) og lokalet var helt tomt (meget usædvanligt). Det var først da jeg begyndte at rumstere med dør-mekanikken at jeg bed mærke i at den irriterende alarm i det fjerne kom indefra bygningen… og ganske rigtigt: Da jeg atter trådte udenfor i solskinnet på Frue Plads mødte jeg alle mine kolleger der holdt brandalarms-pause.

Nu er uld jo kendt for at være brandhæmmende, så jeg havde nok klaret frisag. Alligevel ville jeg måske en anden gang foretrække en mindre forlegen tilgang til andre folks toiletvaner. For eksempel at man ved brand og brandøvelser ikke nøjes med at konstatere at nogen er på toilettet, men fx ved høflig samtale gennem den lukkede dør gør toiletgængerne opmærksomme på at de med fordel kan færdiggøre deres ærinde og få røven (!) med sig.

Copenhagen Pride 2009 – Speech

As most of you know, there was an incident on Tuesday where one spectator thought it’d be a good idea to go to one of the Outgames sporting events and throw fireworks onto the field. A few of them exploded and an American runner was injured.

Now… The problem with insulting gay athletes is that they’re athletes. A couple of them ran after him and held him down until police arrived. He’s now detained by the police, the sports events continued and the runner was already back the next day to participate.

You know, one of the first messages of the gay rights movement was ‘We’re Here, We’re Queer, Get Used to It’. After this week, I’m looking forward to seeing the banners saying ‘We’re Here, We’re Queer, and We Can Run Faster Than You.’

It’s been an amazing week, and I want to thank the OutGames, The Copenhagen Pride, GLISA and everyone else who came together to organize this truly astounding, diverse and magic week. I also want to thank all of the athletes, fans, friends and allies, not least The Copenhagen Municipality who came out to make this a historic event for all of us and for Copenhagen.

A special thanks goes to the Copenhagen Police. You have been absolutely amazing during the recent months and especially during this past week.

My name’s HC Seidelin, and I’m the president of the LBL – The Danish LGBT Organization. I’m here this afternoon to give out two awards from our organization to people advancing gay rights around the world and here in Denmark.

But before I do that, I just want to quickly say something about what the OutGames means for Denmark and for me personally.

In October 2009 Denmark celebrates its 20th anniversary as the first country in the world to let same-sex couples enter a civil union. Last weekend we paid honor to Axel Axgil, the founder of our organization and the first man ever to get married to another man. Axel’s presence here really demonstrated to me that we’re all a part of something larger.

And that LGBT people and activists have been way before I was just a skinny boy in Jutland—realizing I fancied other skinny boys in Jutland. But it also made me realize that there are a lot more Axel Axgils out there, waiting for the world to tell them that the future has room for them too.

Events like the OutGames are a way for us to deliver that message. The OutGames is special because it’s an event where lesbians, gays, bisexuals and transgender people can come together and represent not how we love, but what we love. The OutGames lets the world know that we really are everywhere. We’re in your families, we’re at your workplace, we’re on your sports field and yes, we’re in your locker rooms.

People are always talking about ‘the gay community’. But sometimes ‘the gay community’ is hard to see. You know, for a group defined by the term ‘homo’, we’re a pretty diverse bunch.

Some of us are from small towns, others from big cities. Some of us work in fashion or theater, others are plumbers and electricians. Some of us get up early every morning to go swimming, others think the backstroke is something you get at a massage parlor.

What I’m trying to say is, we’re here to celebrate not what makes us different, but what makes us the same.

It’s important for us to acknowledge that the gay community also includes a lot of people who couldn’t join us this week. And I’m not just talking about the members of our community who live in places where it’s illegal or unsafe to be out and open. No matter where you go, whether it’s Moldova or Massachusetts, you’ll find people struggling to be themselves, people who need to hear that the rest of the world supports them.

The OutGames sets an example to LGBT people around the world. It also sends a message to all the straight people: We are everywhere. We are united. And we can run faster than you.

—

Every year, the LBL – The Danish LGBT Organization gives an award to people who have advanced LGBT rights in Denmark and around the world. Over the years the awards have been presented to a wide range of politicians and activists, doctors as well as bakers, straight and gay alike. Our first award today is The LGBT Person of the Year.

This year the award goes to two people who were instrumental in getting the OutGames to Copenhagen. Any event that goes as smoothly as this one did has the feeling of being inevitable, like it had to be here. Trust me, this is far from the case, and a lot of hard work went into bringing this event to Copenhagen.
We at LBL feel incredibly privileged to participate in this event, and our award for LGBT Persons of the year go to the OutGames Campaign Manager and Sports Manager Ole Udsholt and Tommy Kristoffersen.

Our second award is the ‘Salmon’ award. Every year we give this award to someone who we think is swimming against the stream, and working hard for LGBT rights where it will really make a difference.
All the advances in LGBT rights we’ve seen in the last few years are the product of an incredible amount of work by lawyers, lawmakers and activists. Every same-sex marriage is signed on the shoulders of hundreds of hours of research and lobbying, not to mention thousands of pages of paperwork. Every single right and recognition that our community has earned we’ve worked incredibly hard for. And that work continues. This year we wanted to honor somebody who is intimately involved in that work, and this year’s Salmon Award goes to Sophie in t’Veld.

Mrs. In t’Veld is a member of the European Parliament, and the vice president of the Intergroup on LGBT rights. She has introduced a number of LGBT initiatives and has been instrumental in bringing up the issue time and again before the European Commission. She has also attended Pride celebrations just like this one in some of the most difficult parts of the world. For this work and more, she receives this year’s Salmon Award.

—
Last week I had the privilege of attending a speech where the great Israeli politician and activist Ayel Dayan addressed the question “Where do we go from here?”
And her answer was as simple as it is true: “Remember that the road ahead of you is always longer than the one behind you.” There’s so much more work to be done. The Human Rights Conference highlighted problems right now in Burundi, Uganda, The United States and Europe’s own Lithuania. We all face challenges; in this country, in your countries and all over the world. But this week has shown us how strong we are as a community and how much we can achieve when we come together in a love of freedom and freedom to love.

I thank you all for coming. Have a great night.

Tale ved åbning af aktiviteter på Københavns Hovedbibliotekt, World Outgames 2009

Jeg elsker biblioteker!

Der er en tryghed i at vide at jeg kan finde det jeg mangler, lige meget hvad det er. Men det rigtigt fede ved biblioteket er at vide at lige meget hvad det er jeg ved, så er der hyldevis, etagevis af ting som jeg ikke ved endnu.

Jeg elsker at kunne fortabe mig i alle mulige og umulige emner.
Jeg elsker at biblioteket altid gør mig klogere på det jeg kom efter – og på alt det jeg ikke kom efter.
— Jeg elsker at biblioteket har indført e-mail-advarsler så jeg ikke får så mange bøder.
Og jeg elsker at biblioteket favner meget meget bredere end konkret, boglig envejs-viden.

Jeg hedder HC Seidelin og jeg er formand for Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Jeg er rigtig stolt af at kunne åbne dette kulturprogram og denne udstilling som er en del af et samarbejde mellem Københavns Kommunes biblioteker og Landsforeningen.

Biblioteket kontaktede os for nogle måneder siden med en ambition om at give et bidrag til den i forvejen store kulturbegivenhed som World Outgames er. Og jeg må sige at jeg er overrasket over det store arbejde som alle parter har lagt i projektet – og den bredde som aktiviteterne har fået. I løbet af en uge vil der være udlån – i papirform såvel som fra et levende bibliotek – musik, guidet filmfremvisning – og ikke mindst den udstilling som jeg har fået lov at åbne i dag.

Jeg vil gerne takke biblioteket, særligt Christina og Allan, for det samarbejde vi har indledt og jeg vil særligt gerne takke Michael Kjeldsen fra LBL for det store arbejde han har lagt i sagen.

Kunstarterne – om det er musik, billedkunst, film, installationer eller litteratur – har en evne til at skabe et rum. Et rum hvor vi kan se nogle sammenhænge som ellers er skjulte for os. Hvor vi kan sige noget med andre ord end dem vi bruger til daglig. Virkemidlerne kan pludselig være vildt overdrevne uden at miste troværdigheden eller helt subtile uden at vi misser dem. Komiske uden at være platte eller alvorlige uden at være nedslående.

Nogle går ind i rummet for at mærke og interagere. Andre nøjes måske med at kigge ind gennem vinduet for at se hvad der foregår.

I må undskylde de mange hus-metaforer; jeg er i gang med at renovere køkken…

Men først og fremmest skal rummet være tilgængeligt for folk. Derfor er det så fantastisk at udstillingen og alle de andre aktiviteter finder sted her på Hovedbiblioteket, midt i hjertet af København, midt i mylderet af mennesker som ellers måske ikke ville have set det. Fået oplevelsen. Fået tankerne sat i sving.

Jeg håber at rigtig mange – københavnere og turister, gamle og unge, mænd og kvinder – eller hvordan vi vælger at definere os – vil bruge muligheden for at komme forbi, kigge ind i rummet og få sat ord og billeder på “køn” og “kønsidentitet”. Gennem musik, billedkunst, film – og bøger.
Og jeg har lovet at sige fra de menneskelige bøger, dem som man kan låne i vores fordoms-bibliotek, at de gerne vil være fri for æselører og noter i margenen.

Nyd udstillingen. Nyd København under Outgames. Og nyd biblioteket. Jeg elsker biblioteket – det er en kærlighed som alle kan opleve – uanset køn eller kønsidentitet.

Du skylder mig…

Til Fona-pigen: Jeg skal afhente en billet på min søsters telefonnummer.
Fona-pigen: Hmm. Jeg kan ikke se en reservation. Hvad er billetten til?
Jeg (skæver til den lange kø af mennesker): [mumle-mumle]
Fona-pigen: Hvad?
Jeg (lavmælt gennem tænderne): mitney mears.
Fona-pigen (alt for højt): Nååh. BRITNEY SPEARS! Den koncert er til salg gennem billetNET, ikke billetLUGEN. Du skal en tur på posthuset.

Tak for lort, Søster Lystig. Jeg er nu stemplet som både dum og med dårlig musiksmag.
Du skylder mig 410 kr – og min anstændighed tilbage!

Klar!

Klar!, originally uploaded by HC Seidelin.

Det er blevet en tradition for mig at bage pølsehorn til de brave folk der bruger en ekstra nat i Roskilde for at finde plads til Komfortlejren.

I år var jeg ekstra opgraderet med på forhånd anskaffet armbånd så jeg, sammen med de andre der havde stået i fredagskø i Tivoli, kunne gå direkte ind i venteområdet og være totalt klar.

Men ak! Produktionen af pølsehorn tog tid og således kom jeg først fra København hen under lørdag aften. Hvad der skulle have været et triumftog for “Komfortlejr 2009” blev således med et slag forvandlet til en rullende tragedie da HC, siddende i toget sammen med hundredevis af andre Roskildefarere modtog følgende opkald fra Tine:

Kan du høre hvad det her er?

[den umiskendelige lyd af tusindvis af mennesker der finder ud af at hegnet er væltet og stormer frem mod camping-området]

Der vil sandsynligvis følge et bittert blog-indlæg om Roskildes mangel på evne til at håndtere åbningen af Camping-området. Her skal det blot nævnes at pølsehornene var overdrevet gode, at H53 er et superfedt Camping-område (!) og at jeg i det mindste fik anledning til at ringe op til Thomas og fortælle ham nyheden – lidt for højt – så jeg kunne nyde at være ham der bragte dårlig stemning til hele tog-kupeen. Schadenfreude er nu ikke det værste man har…

Båltale ved LBL’s Sankt Hans-fest 2009

Jeg ved ikke med jer, men jeg er lidt en sucker for den her slags traditioner.

Som formand for en organisation som Landsforeningen for bøsser og lesbiske skal man være varsom med at favorisere nogen på bekostning af andre. Det er for eksempel med nogen angst at jeg synger “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest” for det er stensikkert at jeg har Mortensaften og Fastelavn hængende i røret i morgen.
– Forskelsbehandling på grund af højtid. Det er en kamp som mangler at blive kæmpet…

Men alligevel må jeg hvert år give mig… Vi mødes når året er allerlysest. Og vi tænder bål for at lyset skal vare så længe som overhovedet muligt. Og når gløderne dør og vi til sidst lukker sommernatten ind, så er det med kinder der blusser af eftervarme.
Vi lader kollektivt op. Sommeren er lige om hjørnet og vi får tid til at være sammen med dem der betyder mest for os.

For et par uger siden var jeg med til at præsentere en ny undersøgelse som har kortlagt levevilkårene i Danmark for LGBT-personer, altså lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Undersøgelsen fortæller en masse positive ting, men den fortæller også nogle ting som maner til eftertanke på en aften hvor vi fejrer fællesskabet. Alt for mange LGBT-personer har færre sociale relationer; de har et dårligt netværk, og føler sig ensomme. Særligt blandt unge mennesker er nervøsitet og uro et problem. Et problem som giver lavere selvværd, en følelse af at være anderledes – og et problem som desværre blandt andet manifesterer sig i flere selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Jeg får tit spørgsmålet, hvad LBL overhovedet vil kæmpe for når vi lige om lidt (?!) har fuld ligestilling og får fuld ligebehandling. Jeg har selvfølgelig øvet mig hjemmefra på en håndfuld emner, så jeg kan dreje samtalen over på alle de områder hvor vi stadig kæmper kampen. Men Levevilkårsundersøgelsen har også givet stof til eftertanke… LBL’s mål er ikke kun Christiansborg-politiske – langt fra. Den dag vi har fuld ligebehandling er ikke den dag hvor kampen er slut, det er blot dagen hvor kampen for lige behandling kan kæmpes på lige vilkår.

– Hvordan kan LBL hjælpe til at give unge mennesker nogle ord at sætte på kønsidentitet, så de kan se sig selv og hinanden med mere åbne øjne?
– Hvordan kan LBL hjælpe til at samfundet i højere grad accepterer flere familieformer?
– Hvordan kan LBL være med til at bekæmpe de fordomme der desværre nogle gange kommer til udtryk i vold eller trusler?
– Hvordan kan LBL være med til at hjælpe personer hvis identitet har fået blå mærker af ikke at blive accepteret af arbejdskolleger, af familie eller af et system som ikke giver plads til andre måder at opfatte sig selv på.

Det er blandt andet angst, ensomhed og fremmedhed som er de indre dæmoner vi maner væk når vi tænder bål sammen. Det er de hekse og trolde, som vi holder fra livet med Glædesblus ifølge Drachmann. Og det er dette “vi” som er vigtigt. Ikke alene, men sammen kan vi holde dæmonerne på afstand. Det er når vi ikke er alene at det indre Sankt Hans-bål brænder.

…….

Det rigtig dejlige ved at holde tale til LBL’s Sankt Hans-fest er, at det ikke bare er en båltale men også en SKÅLtale. Grunden til at LBL fejrer Sankt Hans er fordi den 23. juni er LBLs fødselsdag.

“Forbundet af 1948” hed det dengang, og med lidt hovedregning bliver det til 61 år i dag.

Min far (uden relation i øvrigt) fyldte 60 forleden – jeg overvejede om jeg kunne slippe afsted med bare at holde den samme tale to gange – og noget der gik igen i talerne til ham var at man bruger et jubilæumsår på at gøre status, tænke sig om, lægge langsigtede planer osv.
For mig lød det som om de opfordrede til at man generelt begynder at sætte tempoet lidt ned efter de tres… Men jeg kan fortælle ham – med erfaring fra LBL – at man som 61-årig er i fuld sving.

– De af jer som er medlemmer af LBL kan se frem til at Panbladet igen vil finde vej til postkassen som trykt medlemsmagasin.
– LBL besluttede sidste år – endelig – at inkludere transpersoner i sit arbejde – og både det sociale og det politiske arbejde på det område er kommet godt fra start.
– Efter sommerferien tager vi hul på at formulere et nyt politisk program for hele foreningen.
– Og forhåbentlig kan vi i løbet af 2009 også komme frem til et navn for foreningen som reflekterer at vi er en landsforening for bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle – og alle andre som føler diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

Disse mange ting sker mens rådgivningsarbejdet og aktiviteterne i LBL’s sociale grupper kører for fuld damp.

… og ikke mindst er vi alle sammen i gang med at geare op til en umådeligt aktiv sommer.World Outgames er forhåbentlig på alles læber – og når de om godt en måned sætter København på den anden ende med sport, kultur og menneskerettigheder, så er LBL en aktiv del af dét, som Uffe Elbæk plejer at kalde “En fest på en alvorlig baggrund”. Og det bliver ubeskriveligt spændende at deltage i det kulturmøde og den folkefest som det bliver når verden mødes i København. Jeg håber at alle vil tage aktivt del i det store arrangement, som i meget høj grad er baseret på frivillige kræfter.

Hvis du ikke kan deltage som frivillig så brug byen i Outgames-ugen. Vær en aktiv del af den store Pride-parade som afslutter hele ugen og vær med til at vise at der er en kamp at kæmpe, og at vi i Danmark er så mange som aldrig før der vil kæmpe kampen for dem der har brug for det – både i Danmark og i udlandet.

Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.