Det lykkedes mig fredag morgen at bryde vanen, da jeg i fjerde forsøg rent faktisk præsterede at bestå min køreprøve. Forud for denne længe ventede sejr over de små højresving og det manglende trafikale overblik nåede der at gå næsten et halvt år fra jeg var til min første teoritime i slutningen af maj, havde trafikrelateret førstehjælpskursus (med Hanne, ex-percussionist i *Nstant Boys – det var på mange måder beroligende at simulere Heimlich-manøvrer på nogen jeg kendte i forvejen), havde utallige køretimer, bestod teoriprøven i første forsøg, var på glatbane (og dræbte mange små kegleformede børn)… og havde et HAV! af køretimer før og efter de dumpede køreprøver.
Jeg kan se tilbage på et forløb, hvor jeg tidligt i forløbet burde have gennemskuet at min i øvrigt utroligt flinke kørelærer ikke lærte mig det jeg havde brug for. Men først da to motorsagkyndige i træk havde kritiseret fundamentale ting ved min kørsel, som ikke var blevet hverken påtalt eller rettet i undervisningen, måtte jeg se konflikten i øjnene og finde en anden kørelærer. Al mit opsparede mandsmod viste sig dog overflødigt da han med dags varsel skiftede job, men dog tilbød at jeg kunne fortsætte hos ham. Jeg vævede lidt… og ringede fluks til en anden, som jeg havde fået at vide var langt mere fascistisk.
Det viste sig at være korrekt – på godt og ondt. Godt, fordi læringskurven pludselig blev uhyggeligt stejl. Ondt, fordi læringskurven pludselig blev uhyggeligt stejl. Det er således ikke super-motiverende at komme hjem fra en kørelektion og være blevet heglet gennem 850 villakvarters-manøvrer uden at få en eneste positiv tilkendegivelse. Både til min sidste køretime og til selve køreprøven havde jeg den bitre smag af adrenalin bagest på tungen.
Men det viste sig naturligvis at give pote. Motorsagkyndigen, hvis gennemtrængende herreduft nu for evigt vil minde mig om højre vigepligt i villakvarteret omkring Kastruplundgade, havde i hvert fald ingen kommentarer. Jeg overvejede at bede om eventuel kritik, men droppede det i frygt for at han skulle skifte mening…
Nu har jeg lånt fars bil (og parkeret den, så parallelt med fortovet på Badensgade at jeg måtte juble højlydt (og flickre, jf. ovenfor)) mens han er på bogmesse. Har – alene af denne grund – sagt ja til at være kirkesangerafløser i Hellerup i morgen, hvilket jeg ellers tidligere på ugen pure afviste at kunne hjælpe med. Men nu kan jeg jo køre derud 😀
discotango 