Båltale ved LBL’s Sankt Hans-fest 2009

Jeg ved ikke med jer, men jeg er lidt en sucker for den her slags traditioner.

Som formand for en organisation som Landsforeningen for bøsser og lesbiske skal man være varsom med at favorisere nogen på bekostning af andre. Det er for eksempel med nogen angst at jeg synger “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest” for det er stensikkert at jeg har Mortensaften og Fastelavn hængende i røret i morgen.
– Forskelsbehandling på grund af højtid. Det er en kamp som mangler at blive kæmpet…

Men alligevel må jeg hvert år give mig… Vi mødes når året er allerlysest. Og vi tænder bål for at lyset skal vare så længe som overhovedet muligt. Og når gløderne dør og vi til sidst lukker sommernatten ind, så er det med kinder der blusser af eftervarme.
Vi lader kollektivt op. Sommeren er lige om hjørnet og vi får tid til at være sammen med dem der betyder mest for os.

For et par uger siden var jeg med til at præsentere en ny undersøgelse som har kortlagt levevilkårene i Danmark for LGBT-personer, altså lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Undersøgelsen fortæller en masse positive ting, men den fortæller også nogle ting som maner til eftertanke på en aften hvor vi fejrer fællesskabet. Alt for mange LGBT-personer har færre sociale relationer; de har et dårligt netværk, og føler sig ensomme. Særligt blandt unge mennesker er nervøsitet og uro et problem. Et problem som giver lavere selvværd, en følelse af at være anderledes – og et problem som desværre blandt andet manifesterer sig i flere selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Jeg får tit spørgsmålet, hvad LBL overhovedet vil kæmpe for når vi lige om lidt (?!) har fuld ligestilling og får fuld ligebehandling. Jeg har selvfølgelig øvet mig hjemmefra på en håndfuld emner, så jeg kan dreje samtalen over på alle de områder hvor vi stadig kæmper kampen. Men Levevilkårsundersøgelsen har også givet stof til eftertanke… LBL’s mål er ikke kun Christiansborg-politiske – langt fra. Den dag vi har fuld ligebehandling er ikke den dag hvor kampen er slut, det er blot dagen hvor kampen for lige behandling kan kæmpes på lige vilkår.

– Hvordan kan LBL hjælpe til at give unge mennesker nogle ord at sætte på kønsidentitet, så de kan se sig selv og hinanden med mere åbne øjne?
– Hvordan kan LBL hjælpe til at samfundet i højere grad accepterer flere familieformer?
– Hvordan kan LBL være med til at bekæmpe de fordomme der desværre nogle gange kommer til udtryk i vold eller trusler?
– Hvordan kan LBL være med til at hjælpe personer hvis identitet har fået blå mærker af ikke at blive accepteret af arbejdskolleger, af familie eller af et system som ikke giver plads til andre måder at opfatte sig selv på.

Det er blandt andet angst, ensomhed og fremmedhed som er de indre dæmoner vi maner væk når vi tænder bål sammen. Det er de hekse og trolde, som vi holder fra livet med Glædesblus ifølge Drachmann. Og det er dette “vi” som er vigtigt. Ikke alene, men sammen kan vi holde dæmonerne på afstand. Det er når vi ikke er alene at det indre Sankt Hans-bål brænder.

…….

Det rigtig dejlige ved at holde tale til LBL’s Sankt Hans-fest er, at det ikke bare er en båltale men også en SKÅLtale. Grunden til at LBL fejrer Sankt Hans er fordi den 23. juni er LBLs fødselsdag.

“Forbundet af 1948” hed det dengang, og med lidt hovedregning bliver det til 61 år i dag.

Min far (uden relation i øvrigt) fyldte 60 forleden – jeg overvejede om jeg kunne slippe afsted med bare at holde den samme tale to gange – og noget der gik igen i talerne til ham var at man bruger et jubilæumsår på at gøre status, tænke sig om, lægge langsigtede planer osv.
For mig lød det som om de opfordrede til at man generelt begynder at sætte tempoet lidt ned efter de tres… Men jeg kan fortælle ham – med erfaring fra LBL – at man som 61-årig er i fuld sving.

– De af jer som er medlemmer af LBL kan se frem til at Panbladet igen vil finde vej til postkassen som trykt medlemsmagasin.
– LBL besluttede sidste år – endelig – at inkludere transpersoner i sit arbejde – og både det sociale og det politiske arbejde på det område er kommet godt fra start.
– Efter sommerferien tager vi hul på at formulere et nyt politisk program for hele foreningen.
– Og forhåbentlig kan vi i løbet af 2009 også komme frem til et navn for foreningen som reflekterer at vi er en landsforening for bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle – og alle andre som føler diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

Disse mange ting sker mens rådgivningsarbejdet og aktiviteterne i LBL’s sociale grupper kører for fuld damp.

… og ikke mindst er vi alle sammen i gang med at geare op til en umådeligt aktiv sommer.World Outgames er forhåbentlig på alles læber – og når de om godt en måned sætter København på den anden ende med sport, kultur og menneskerettigheder, så er LBL en aktiv del af dét, som Uffe Elbæk plejer at kalde “En fest på en alvorlig baggrund”. Og det bliver ubeskriveligt spændende at deltage i det kulturmøde og den folkefest som det bliver når verden mødes i København. Jeg håber at alle vil tage aktivt del i det store arrangement, som i meget høj grad er baseret på frivillige kræfter.

Hvis du ikke kan deltage som frivillig så brug byen i Outgames-ugen. Vær en aktiv del af den store Pride-parade som afslutter hele ugen og vær med til at vise at der er en kamp at kæmpe, og at vi i Danmark er så mange som aldrig før der vil kæmpe kampen for dem der har brug for det – både i Danmark og i udlandet.

Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.

En sædemand gik ud at så…

Gratisavisen 24 Timer har i dagens udgave en fin artikel om lesbiske kvinders manglende mulighed til at blive insemineret i offentligt regi med sæd fra en såkaldt åben donor, altså en person som kvinden selv har valgt.

Artiklen fokuserer måske lidt ensidigt på det problem at en bøsse ikke kan levere sæden, mens problemet i sin essens er, at loven kræver at den biologiske mor og den åbne donor er i parforhold.

LBL’s talsperson, den alvidende Søren Laursen, siger kloge ting

“Det er et enormt vigtigt valg at træffe, om et barn skal kende begge sine biologiske forældre. Det valg bør forældrene selv, og ikke politikerne, træffe.”

mens DF’s familieordfører René Christensen er forarget (!):

“Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor en homoseksuel vil have børn, hvis han ikke har lyst til at have sex med en kvinde eller at bo sammen med hende. Det er helt forrykt.”

Anette fra kontoret konstaterede blot, at René Christensens største problem tilsyneladende er at forstå konceptet “lesbisk”; “de lesbiske kvinder jeg kender vil hellere end gerne have sex med en kvinde og bo sammen med hende”. Fnis.

Undertastede er i vælten som historiens “menneskelige vinkel”. Og for engangs skyld har journalisten formået at koble mit personlige engagement med mit professionelle; først hvordan problemstillingen berører mig som person og dernæst et LBL-relateret appendix.

Og mit navn er stavet som jeg gerne vil have det. Uden at jeg måtte bede om det. Min sjæl, hvad vil du mer´?

Nytårstale

som den blev optaget i Radio Rosas studie i Valby i dag.

“2009.

Det lyder ikke som noget særligt. Hvad adskiller egentlig 2009 fra den endeløse række af nye år vi alle har oplevet? Det synes allerede at være en menneskealder siden at verden var i panik over, om computere ville kunne håndtere det nærmest magiske, mytiske skift fra at skrive noget der startede med 1 til noget der startede med 2. Om mennesker ville kunne håndtere det.
Det er ikke en overdrivelse at sige at glansen er gået af Sankt Gertrud hvad årstal-skift angår. Bevares, vi hopper ned af stole og falder vildtfremmede mennesker om halsen. Men vi er i den grad forvænte med at ting har et hurtigt, hektisk liv for derefter at gå fuldstændig i glemmebogen.

Også med hensyn til de ting der rent faktisk betyder noget, kan det knibe med at mobilisere interessen.

Som den obligatoriske seksuelle minoritet – som ethvert kontor tilsyneladende bør have én af – måtte jeg for et par uger siden svare på hundredvis af spørgsmål, da Folketinget kort før jul førstebehandlede et lovforslag om ligestilling af hetero- og homoseksuelle par i adoptionssager.
Det slog mig i hvor høj grad vi – både de af os som lovforslaget vil gøre noget både principielt og konkret for, og alle andre – på den ene side er helt oppe på barrikaderne fordi “det er da også totalt urimeligt og skævvridende og uanstændigt”, og på den anden side egentlig er forholdsvis ligeglade med den behandling der bliver nogle borgere til del – både i det daglige og i lovgivningen i Danmark.

“Må homoseksuelle par ikke adoptere? Nå, Gud, det anede jeg ikke.”
“Kan lesbiske med-mødre ikke få barselsorlov? – det er da egentlig mærkeligt.”

… og så tavshed. Og ikke mere. Vi har det jo meget godt, de fleste af os. Ikke bare hvad angår familieforøgelse, men på alle områder.

Og det er et gyldigt argument. At mene at vi ikke ønsker at gøre LGBT’ere – altså Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner og andet godtfolk – til et “socialt tilfælde”, som samfundet skal understøtte med overførselsindkomster, sær-ordninger og hvad deraf kan følge af social marginalisering og negativ opmærksomhed, som de færreste af os har brug for.

En eller anden har på et tidspunkt sagt noget i retning af, at som homoseksuel springer du en lille smule ud hver dag. Hos lægen, i banken, i kantinen, i bussen. Og de fleste af os kæmper netop den modsatte kamp af at være noget særligt, nemlig kampen for at få lov til at være almindelig. Ikke at være “hende den lesbiske”, men at være “hende med brillerne på 4 sal”. Ikke at være “ham der er en pige” men “hende der er vildt dygtig til at få e-mailen til at virke når den gør det dér…”. Hvorfor ønsker vi at henlede opmærksomheden på os selv som noget særligt ved at kræve ændrede regler? Lige adgang til ting? Lige stilling? Ligestilling?

Vi gør det, fordi det starter et sted. Hvis det starter nedefra med accept og ligebehandling i hverdagen, så skal nogen sørge for at det også bliver afspejlet i lovgivningen. Hvis det starter med lovgivning, så skal nogen sørge for at det også bliver udbredt i praksis, i hverdagen. Om ligebehandlingen og accepten siver opad eller nedad, så er der nogen der skal skubbe på processen, råbe folk op, oplyse, tage diskussionen på et seriøst og ikke-skingert niveau. Det er Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pligt. Det er alles pligt, men særligt er det LBL’s pligt at starte. At hjælpe til at bryde så meget af muren ned, at andre føler at de kan medvirke til arbejdet.

Vi gør det fordi LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Vi er ikke alene i en verden der er imod os. Vi er én gruppe blandt mange der oplever diskrimination.

Og vi gør det fordi brede skuldre nu engang kan bære væsentligt mere end de smalle. Vi er mange der er heldige at leve et liv, hvor vi møder bred accept, forståelse, venlighed og imødekommenhed. Det skal vi huske at se som et privilegium. Og hvis Spiderman nogensinde har lært os noget, så er det, at med store privilegier følger et stort ansvar.

Jeg mener personligt at for os der har muligheden, er det vores ansvar at springe ud for så mange mennesker som overhovedet muligt, så enhver kan se hvor fantastisk almindelige og forskellige vi er – lige som alle andre. Går på arbejde, laver mad, samler på frimærker, besøger familien, bliver forelsket, synger i kor, henter børn. Ville ønske at vi dyrkede mere motion og spiste flere grøntsager.

Jo mere almindelige vi insisterer på at være, desto mere springer det i øjnene at fordomme, diskrimination, hatecrimes og alle de områder hvor man burde tænke “det kan vi da umuligt være bekendt” også bliver områder hvor vi – alle sammen, på alle nivauer – også gør noget ved problemerne.
Men den normalisering sker ikke ved at gå i ét med tapetet. Den sker ved at vi utrætteligt gør opmærksom på problemerne, taler om dem, sparker opad i systemet. At vi går med til Prideparaden, bare for at vise hvor almindelige vi er. Og svarer på kollegers, familiemedlemmers, politikeres og alle andres spørgsmål, tålmodigt og sagligt.

LBL er involveret i en såkaldt levevilkårsundersøgelse, der skal afdække hvordan sådan nogen som os rent faktisk har det – med spørgsmål om sundhed, seksualitet, kønsidentitet, accept i samfundet, sociale relationer og så videre. LBL har sammen med World Outgames, Center for alternativ samfundsanalyse, også kaldet CASA, og flere andre interessenter og økonomiske støtter kæmpet for, at denne forskningsorienterede undersøgelse kan blive gennemført, så vi med endnu tungere vægt kan fortsætte det arbejde LBL laver, både politisk, socialt og rådgivningsmæssigt.

Netop World Outgames, der i slutningen af juli måned i år vil sætte København på den anden ende med både sportsbegivenheder, en stor menneskerettighedskonference og et massivt internationalt kulturopbud, er en enestående platform for at råbe samfund og politikere, venner og uvenner, skeptikere og ildsjæle op.
Og forhåbentlig vil begivenheden være med til at give det danske og københavnske foreningsliv et velanbragt spark fremad, så vi kan fortsætte og til stadighed forbedre det gode arbejde som hundredvis af mennesker allerede bruger deres frivillige kræfter på – i LBL, Pan-Idræt, HIV/AIDS-organisationerne og alle de mange andre steder hvor de få trækker læsset for de mange.

LBL har i 2008 gennemgået en stor organisations-ændring, og 2009 er året hvor jeg, sammen med repræsentanter for alle foreningens mange aktiviteter starter på en frisk og vil arbejde videre med vores mange projekter med fornyet styrke og gåpåmod.

2008 var også året hvor LBL fyldte 60 år. En udstilling i anledning af jubilæet gjorde det tydeligt, at vi er nået så langt at man næsten ikke kan forstå det – og på kun en lille menneskealder. Men udstillingen gjorde det også pinligt tydeligt hvad det er for store udfordringer vi står foran, i Danmark og i andre lande. Må 2009 blive året hvor vi lægger fundamentet for et styrket arbejde, et styrket samarbejde og, sammen, arbejder for at fjerne skel og forskelle – og erstatte dem med plads og mangfoldighed.

Godt nytår!”

HC Seidelin
Landsformand, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske

Boybands og nye udgivelser

<meta> Nærværende blog nåede en levetid på under fem måneder før forfatteren må erkende at der – også retrospektivt – mangler et homo-tag. Tilgiv mig den – især for min nye position som landsformand for både bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner, queers og andre mere eller mindre eksotiske kønsdefineringer – store mangel på inklusion i udtrykket. </meta>

Edit: tagget “homo” nu indsat på 8 posts. Inklusiv 3 hvor “gay” i forvejen var angivet.

Nå, dagens tema er boybands og nye udgivelser…

Hvad der præcis adskiller Boyzone’s nys udsendte Greatest Hits-album “Back Again… No Matter What” fra “By Request“, deres greatest-album fra 1999 har jeg ikke undersøgt, men som det længe har været tradition/salgstrick i branchen er der naturligvis to-tre nye numre på kompilationen, hvilket muliggør airplay, salg, opmærksomhed, turné etc. Jeg tilstår at Boyzone aldrig har været mit favorit-ensemble inden for genren, men ikke desto mindre er de uomgængelige hvis man vil have smægtende boybandballader fra 90’erne.

Første single, “Love You Anyway”, lyder mest bare som “Picture Of You” 10 år senere (nu med … skal det lyde som en theremin?), eller som en fattigmands-udgave af Take That’s “Shine”, komplet med det tætteste man kommer dansende varité-piger i badehætter uden at begå copyright-brud:

(se evt klippet i høj kvalitet – jeg kan ikke finde ud af at linke direkte)

“Better”, gruppens anden single er et cover af singer/songwriter Tom Baxter fra januar 2008 (!). Boyzone har skabt et mindre medie-skvulp på baggrund af musikvideoen, hvor gruppens fem medlemmer optræder i hver sin sort/hvide “vi taler ikke sammen mere – hvad er der galt i vores forhold?”-opstilling – og hvor Stephen Gately, der sprang ud som bøsse i 1999, optræder sammen med en anden mand.

Nogle pedanter vil sikkert mene at der aldrig har eksisteret en ikke-svanset boyband-musikvideo (øhh, fx “Do What You Like” eller “Pray“), men jeg tror faktisk at åben signalering af homoseksualitet er et lille gennembrud. Og er det bare mig eller er Stephen Gately blevet en del pænere med årene?

Hvis jeg tager fejl, og Boyzone i virkeligheden er totalt band wagon på “se, også bøsser kan have kærlighedsproblemer”, så lad mig det lige vide. Jeg er faktisk ikke så stærk i musikvideoer…

Jeg snakkede i telefonen med min søster under fabrikationen af denne post, og kunne ikke rigtig formulere min holdning til at et superkendt ensemble udgiver en mindre kendt kunstners hit samme år som det er lavet. Måske er det fantasiløsheden og u-originaliteten der slår mig som det værste. Især efter at have set musikvideoen til Tom Baxter’s version:

Nå, nok om homoer (og Boyzone). Take That udkommer på mandag den 1. december med deres nye album “Circus” (hør singlen “Greatest Day” her). Take That har i mine øjne faktisk klaret transitionen til at være et “voksen-boyband” ret godt. Nu er det bare standard god popmusik, og der er fire fyre i videoen i stedet for én… Og så er Mark Owen altså rimelig nuttet, og holder tilsyneladende aldrig rigtig op med at ligne en pige (lidt lige som Flemming Poulsen).

Edit: Hører fra pålidelig (homo-)kilde at Britney’s nye album udkommer 2. december og hedder… wait for it … “Circus”. Nogen pladeselskaber har brug for at tale (mere) sammen.

Hmm. Måske er det i virkeligheden på sin plads at øse af min nicheviden…

Boybands og homoer – en quickguide med links

Boyzone
Boyzone udgav deres Greatest Hits “By Request” i 1999. Gruppen har siden ikke produceret nyt materiale før i 2008, hvor et nyt greatest-album, “Back Again… No Matter What” blev udgivet. Ronan Keating er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Stephen Gately sprang ud i juni 1999.
Han udgav i 2000 et solo-album (“New Beginning”), og har siden bl.a. spillet i musicals i Londons West End (Chitty Chitty Bang Bang, Joseph And The Incredibly Long And Silly Title, Wizard of Oz m.fl).

Westlife

Westlife udgav deres Greatest Hits (“Unbreakable, Vol 1, 2002) efter tre plader (1999, 2000, 2001). Gruppen – uden Bryan McFadden – har siden udgivet 3 albums med (hovedsageligt) originalt materiale foruden tema-udgivelsen “Love” med hjerte-smerte-covers og ikke mindst det forfærdelige “vi når ikke Frank Sinatra til sokkeholderne, men vi kan stadig maltraktere hans sange iført ubundne butterflies”-album (“Allow Us To Be Frank”, julesalg 2004).
Homo: Mark Feehily sprang ud i august 2005.
Det er ham der klynker (mest) og har store fortænder.

*Nsync

*Nsync udgav deres Greatest Hits (2005) efter tre plader (1998, 2000, 2001 – Home For Christmas (1998) tæller ikke). Gruppen er ikke gendannet. Justin Timberlake er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Lance Bass sprang ud i juli 2006
Lance har siden boyband-tiden lavet forskelligt underholdningsindustri-arbejde. Desuden er han certificeret både af det amerikanske og russiske rumprogram som kosmonaut (!), men har dog ikke været på aktiv mission.

Der er ingen bekræftede homoer i Backstreet Boys, Take That, New Kids On The Block eller Nik & Jay. For sidstnævntes vedkommende kan det skyldes at der endnu ikke er udgivet et Greatest-Blå-Kings-og-Rødvin-album hvilket, jf. ovenstående, synes at være om ikke nødvendigt så i hvert fald en god start 😉

…

Torsdag aften. Første friaften siden i lørdags – og så kan det godt være at jeg har mega-travlt, men jeg har altså brug for en slapper…

Så jeg har nørdet med min nye telefon, der foreløbig driver mig til vanvid, men jeg skal nok få skovlen under den.

Og jeg har prøvesmagt det nye thai-sted, Noodles and Poodles, (“I Kina spiser de hunde”, anyone?) på hjørnet af Østrigsgade og Holmbladsgade (formerly Leanje Sol).

Jeg hjembragte et menukort på vej fra arbejde og vidste efter 3 sekunder, at jeg naturligvis MÅTTE prøve deres nummer 18: Gay Fat King.

Seriøst, nummer 18 hedder “Gai Phat Khing”. Jeg kommer aldrig til at bestille andet. Det sku da lige være en Nummer 17: “Phat Pet” – a pro pos pudler…

Proposition 8

[baggrundsinfo]

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har personligt lidt svært ved at forstå de dér amerikanere. Jeg formoder at det er noget kristendoms-tjuhej (eller andre religioner, bevares; I’m not judging) der gør at alle afvigelser fra den kernesunde heteronormativitet skal dæmoniseres på en måde der får vores problemer i Danmark til at ligne en højsommerdag med blå himmel og små (adopterede) børn der leger med deres fædre.

Jeg føler at jeg, som en god bøsse, må gribe til det eneste jeg kan finde ud af at gribe til, nemlig hovedrysten – her i form af et citat fra bloggen Rottin’ in Denmark:

“[…] can we just take a moment to appreciate that America is now a country where minorities have to do their own work discouraging the tyranny of the majority?”

– og humor:

Forbitret må jeg blive en anden dag…

Vær dig selv … på nettet

I min søgen efter alternativer til et programmel som jeg dårligt nok kan beskrive (det er heldigvis en dejlig nem opgave), stødte jeg på Stephen Downes. Han er selvudråbt specialist i nye medier og så’n.

Downes skriver i “Seven Habits of Highly Connected People“:

People who use online communications “only for business” – or worse, feel that other people shouldn’t be posting cat photos or playing Scrabble on Facebook – are employing only a small part of the communications capacity of the Internet.

Det jeg hører ham sige er, at man skal være accepterende og åben for, at to brugere af samme online-service har to forskellige måder at bruge servicen på. Og at den ene har lige så meget “ret” til at være der som den anden.

Min yndlings-aversion du jour er naturligvis facebook.com og de mange tåbeligheder man må udsættes for dér, men faktisk kom jeg allerførst til at tænke på flickr.com. De fleste bruger flickr til at dele billeder med andre, hvor kvaliteten og den fototekniske kunnen er en prioritet, hvorimod jeg selv og de fleste af mine kontakter bruger flickr som en form for billedbaseret blog eller moblog. Billederne er i svingende opløsning og ofte taget i øjeblikket. Her er det motivet og den bagvedliggende historie, de interne vitser og relationen til andres brugeres privat- og netliv der er i fokus.

Faktisk har jeg fremført Downes’ synspunkt – uden at vide at jeg havde en specialist i nye medier at læne mig op ad – i min tid på boyfriend.dk. Da der er tale om kontakt mellem homoseksuelle (etc) mænd, er der (selvfølgelig) ofte tale om sex. Når jeg har snakket med brugere der ledte efter dates og kærester har de ofte været trætte af alle dem der bruger stedet til at finde sex… “læs HELE min profiltekst før du skriver”, “arj, han er lissom 25 år ældre end mig, hvad tror han selv?!”.
Selv profiler der søger sex gør ofte et stort nummer ud af at belære andre brugere om, hvad de anser for at være korrekt opførsel. Jeg skal spare den kyske læser for detaljer, men kan berette at det hurtigt bliver meget tydeligt at boyfriend.dk’s brugere er ret ligeglade med Downes postulat om, at de ved at være online “only for business” afskærer sig selv fra at udnytte nettets fulde potentiale.

Vi må med andre ord tolerere indholdsløse blogs (ikke ulig undertastedes), tåbelige applikationer på facebook, mænd der bare vil knalde og folk der tilsyneladende ikke kan kende forskel på deres fornavn og efternavn på linkedin.com. Alt sammen i web 2.0’s hellige navn. Amen.

Én til, så skal jeg nok stoppe…

Fjollet, men i det mindste gennemført fjollet 🙂

Tak til brorsan for linket.

But… He’s gay!

Et stykke med Freudiansk Fortalelse, tak 🙂

Tak til Jesper Laugesen for linket.

En dag med blandet…

Lang dag. Noget var godt. Noget var mindre godt.

Jeg dumpede min køreprøve, hvilket var noget biks men ikke den største overraskelse i verden. Der var ikke noget entydigt galt… det var bare lissom ikke godt nok noget af det. Så jeg forsøger igen når jeg kan komme til det. Rimelig irriterende at ventiderne snildt er to måneder, selv når man booker prøver i Holbæk, som det var tilfældet i dag…

Overvejer i mellemtiden at tage konsekvensen af at min kørelærer er rimelig dårlig til at metakommunikere og få et par lektioner hos en anden lærer… Er det totalt no-go? Findes kørelærer-utroskab?

Efter arbejde tog jeg til Fælledparken for at kaste min krop ud i DHL-stafet-helvede. Jeg er jo sport-hader og har gamle gymnastiktime-traumer, men totalt gruppepres på arbejdet gjorde at jeg alligevel fandt mig stående som løber nr 1 med stafet, KU-bordeaux løbetrøje og en startpistol for panden… og 26 minutter senere var min fem-kilometers-løbe-mødom så taget (nej, jeg tror faktisk aldrig tidligere at jeg har gennemført så lang en distance i løb). Og 26 minutter er jo næsten så pæn en tid at man er nødt til at gøre det igen… Damn.

Direkte fra Fælledparken til Islands Brygge hvor *Nstant Boys havde generalprøve før koncerten på lørdag, og så ellers hjem under bruseren og hen på sofadet til en velfortjent flaske vand og til nyheden om at Nyhedsavisen lukker. I den forbindelse vil jeg gerne understrege at jeg jo er et godt og rummeligt menneske der sagtens kan acceptere at en chefredaktør har et aldeles utåleligt og utilstedeligt syn på homoseksuelle, men jeg vover sgu alligevel et: “Så kan I fucking lære det, spassere!”

Har gået en rum tid og overvejet i hvilken form jeg skulle blogge det læserbrev som jeg for et par uger siden skrev til det nu lukkede dagblad på baggrund af (endnu) en omgang letkøbte holdninger om homoseksuelle. Nu er jeg næsten helt ærgerlig over ikke at få lov at udøse af min galde her… Indlægget er både skarpt og surt og sarkastisk og … umami. Hvad er den femte ting?

Vil se frem til at se Simon Andersen sidde i Godmorgen Danmark i morgen og ævle om at “det er fordi bøsserne tager penge fra Københavns nedslidte skoler og de stakkels ældre”. Og jeg kan kun sige: “Ja, klart. Don’t fuck with us; we’ll ruin Kansas!”

</fryd>