Jeg havde min årligt tilbagevendende efterårs-fornægtelse i morges. Den hvor jeg vågner til normal tid, men hvor det pludselig er blevet mørkt udenfor, og jeg tænker “nej, dette kan absolut umuligt have sin rimelighed”.
Har nu officielt startet nedtællingen mod april.
Hvilket er unfair for jeg kan egentlig godt lide efterår og vinter.
Og hvilket er løgn, fordi jeg i virkeligheden tæller ned til en måneds ferie i USA i hele december. Ganske vist er der efter sigende pissekoldt i Boston, New York City og D.C. på den årstid, men jeg ser godt ud i skijakke og uldent undertøj…
Men ikke desto mindre oplever jeg år efter år at jeg bliver i dårligere humør af årstiden. Mindre energi; jeg får mindre fra hånden, særligt på hjemmefronten. Jeg er sikker på at der er mange ting man kunne gøre ved den sag, men nu har jeg besluttet mig for at forfølge hvad en kammerat har anbefalet i tusind år: terapi.
Hvilket selvfølgelig som automatreaktion får alting til at vende sig i mig. Men forleden tog jeg mig sammen og spurgte min psykolog-ven (kan man leve uden sådan én?) hvad det er med det dér kognitiv terapi og ikke mindst: hvordan i alverden finder man én? Eller, det er jo ikke svært at finde en. Men hvordan finder man den rigtige? Svaret var lige så forudsigeligt som det var skuffende, at det selvfølgelig er svært og noget af et chancerytteri. Han havde dog et par gode pointer til ting man kan lede efter og spørge om…
Således opmuntret og med hjælp til hjælp til selvhjælp i tornystret håber jeg A) at kunne mønstre energien til at gå videre med projektet og B) at projektet er værd at blogge om. Ellers er det bare at vente på feriebillederne fra USA…
discotango 