Make ’em laugh – aka “møgknæ!”

Jeg må nu officielt ikke løbe for min læge: mit løberknæ skal genoptrænes, og det skal ske mens jeg i øvrigt ikke belaster knæet med løb. Ikke ligefrem hylende morsomt synes jeg, men min læge fik sig dog alligevel et billigt grin…

Kort tid efter DHL-stafetten 2009 (5 km, 24 minutter) begyndte jeg at få knæsmerter efter ca 3 km løb. Jeg holdt op med at forsøge at løbe regelmæssigt (det var ikke svært), men hen over foråret og sommeren har jeg forsøgt at komme i gang igen. Med samme resultat. Møgknæ!

Op til DHL-stafetten 2010 fandt jeg ud af to ting:

1: Man skal gå til en løbebutik og blive filmet og vejledt. Så finder man nemlig ud af, at ens løbesko er slidte, skæve og at man i øvrigt godt kunne bruge en lille smule støtte på indersiden af foden.

2: Man skal lade være med at vente til 2 uger før stafetten med at gøre ovenstående.

Jeg besluttede mig naturligvis for alligevel at gennemføre DHL – i mormor-stil (korte skridt, kun lidt over gå-tempo). Men da jeg først var ude på banen kunne jeg jo ikke helt lade være alligevel… Omkring 4-km-mærket bemærkede mine knæ småfornærmet at de troede vi havde en aftale og resignerede som Madonna: “You took my love for granted, why oh why? The show is over, say goodbye”.
Gående over målstregen blev tiden således 28.30. Langt bedre end forventet, men bestemt ikke behageligt.

Nå, jeg måtte altså for første gang i mit liv til lægen med et sportsrelateret problem. Hun konstaterede “løberknæ” og har sendt mig hjem med et genoptræningsprogram for knæene som involverer mange fine ting. Men ingen løb!

En af anbefalingerne i genoptræningen er at få motion ved at svømme. Jeg fortalte lægen om mine (manglende) svømme-evner og hvordan jeg har det med at drukne når jeg ikke kan bunde… Hun konstaterede herefter opmuntrende at jeg måske kan kombinere min genoptræning med at tage entré-indtægter.

Det er jo en ganske uskyldig kommentar og jeg smågrinede da også høfligt. Mit problem er, at det langt fra er første gang at jeg får det skudsmål. Ikke én men to fitnessinstruktører samt diverse koreografer har uafhængigt af hinanden konstateret at jeg kunne gøre mine forsøg på at koordinere min krop til en levevej.

På den ene side er det altid godt at kunne få andre til at smile. Som underviser og oplægsholder er det en grundregel at man altid skal kunne lave sjov med sig selv og skal være uhyre forsigtig med at gøre det om andre. Så jeg vil mene at jeg har den store selvironi på plads.

På den anden side: STFU! Vi er faktisk nogen som prøver at komme os over vores dybt indgroede krops-skam… Og hvis jeg ligner en spasser mens jeg forsøger at lære din øvelse med at bevæge arme og ben uafhængigt af hinanden, så skulle du måske skrue ned for koordinationsniveauet.

Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at jeg faktisk ikke var helt tåbelig til at løbe. Lange stænger og ikke utåleligt dårlig generel kondition… Skal jeg virkelig ud hvor jeg ikke kan bunde – bogstaveligt talt?

Møgknæ!

Tale ved Copenhagen Pride 2010

Jeg er single. Og når man er single og gerne vil holde op med at være det, kan man prøve lykken på et af utallige dating-websites. Et af dem skriver på forsiden, at deres website er CO2-neutralt. På et datingsite? Klima-bevidsthed er godt, men det stikker lidt i øjnene, synes jeg… Jeg diskuterede det med en kammerat som er fairtrade-aktivist og som hader når firmaer udvander hans hjerteblod med sådan en form for helt umotiveret og enkeltstående klima-sminkning. Han kalder det Green-washing.

På samme måde oplever LGBT-miljøet i disse år en form for Pink-washing, hvor firmaer, organisationer og enkeltpersoner søger at pynte sig med vores sag, men hvor vi kan blive i tvivl om engagementet stikker dybere end nogle pæne ord om plads til forskellighed eller giver dem en kant i deres markedsføring.

Jeg hedder Hans Christian Seidelin og jeg er Landsforperson i LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Landsforeningen uddeler hvert år under Copenhagen Pride en pris til nogen som vi synes styrker arbejdet for LGBT-rettigheder. Nogen hvis arbejde foregår under stor modstand, hvor de svømmer mod strømmen. Vi kalder prisen “Årets Laks”.

Der har i år været en del polemik om, hvorvidt *alle* skal have lov til at deltage i Priden. Nogen mener at LGBT-miljøet bliver udsat for Pink-washing når nogen deltager, selv om de – i vores optik – ikke hører til, men prøver at score nogle point på vores bekostning. På at blive set i Priden sammen med os.

Det er helt tydeligt at Pride-paraden står mange menneesker meget nært. Og det er godt. Og jeg kan sagtens se, at det føles fornedrende for os, for vores pride, at nogen slår plat på noget som vi selv tager seriøst. Når de misbruger priden.

Men når noget bliver mainstream sådan som bøsser og lesbiske er blevet det, så mister vi kontrollen med det. Sko-reklamer, rejseselskaber, politiske partier. Pink-washing? Vi kan ikke vide det.

Vores lille klub holder op med at være eksklusiv. Vi kan på den ene side glæde os over synligheden, men vi kan også hurtigt føle at vi bliver for brede. Føle at det signal som *jeg* vil sende bliver slået i hartkorn med det signal som alkohol-firmaet der har hyret et dusin gogo-boys i små shorts vil sende.

Selvfølgelig skal vi diskutere med folk som helt tydeligt ikke går ind for ligebehandling hvorfor de går med i en parade som handler om netop ligebehandling. Men vi er nødt til at indse, at *vi også* skal ligebehandle. Vi kan ikke tillade os at ekskludere nogen, selv om vi ikke kan lide dem og de ret tydeligt heller ikke kan lide os. Hvorfor går de med? Vi ved det ikke, men hvis vi forskelsbehandler i dag, hvad er så vores argument for at de ikke må i morgen?

Der er nødt til at være højt til loftet i vores fællesskab.

::::::

“Hvorfor er Landsforeningen holdt op med at tale bøssernes sag?” Det er et spørgsmål jeg får med jævne mellemrum, særligt fra mænd der kan huske nogle år tilbage i miljøet.

Men hvad er “bøssesagen”? Hvad er “de lesbiskes sag”? Jeg ved det stadig ikke. Er sandheden ikke, at ingen af os ønsker nogen særstatus? Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner; vi vil gerne bare behandles lige!

Jeg ved godt at nogle politikere, inkl nogle som er gået med i dag, mener at bøsser og lesbiske er blevet nogle rettighedsfascister, som har fået det de skal have og nu bare kræver mere. Men det skældsord, rettighedsfascist, vil jeg godt samle op og tage på som en medalje. For det er nemlig helt rigtigt set. Ligebehandling handler om lige rettigheder – menneskerettigheder – og dem skal vi ikke skamme os over at vi gerne vil have.

Jeg ved godt at det ord, menneskerettigheder, er et stort ord, som normalt er forbeholdt steder i verden hvor krænkelser af rettigheder berører folks liv helt anderledes konkret, nedværdigende, frihedstruende, måske endda livstruende. Men jeg synes ikke vi skal være bange for at sige det: LGBT-rettigheder er menneskerettigheder.

LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Og når det gælder i Danmark, så gælder det også udenfor. Vi har lige vandret gennem København i tusindtal med folk der vinkede fra vinduer og balkoner og stilladser. Lige på den anden side af Østersøen blev Baltic Pride i år gennemført i Litauen, den første Pride-parade i landet nogensinde. Det skete under massivt politiopbud, med voldsomme moddemonstrationer og i skyggen af, at landet har vedtaget en lov der forbyder al information om homoseksualitet til børn og unge. En endnu mere ekstrem lov er undervejs i Uganda i Østafrika, hvor LGBT-personer i værste fald risikerer dødsstraf.

Her kan ingen være i tvivl om, at LGBT-rettigheder *er* menneskerettigheder. Og en af de organisationer der har været mest synlige i kampen for rettigheder i de dele af verden hvor LGBT-personer har det sværest er Amnesty International. I årevis har Amnesty været en bærende kraft i at udpege forskelsbehandling og diskrimination, råbe politikere i hele verden op, indsamle underskrifter – og ikke mindst er Amnesty International massivt tilstede med frivillige aktivister til pride-parader i de lande hvor det er sværest at være åben om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet, for eksempel i Litauen.

Det gør mig stolt, at Amnesty i Danmark fokuserer på LGBT-rettigheder i Uganda, skaber opmærksomhed om sagen – også uden for LGBT-miljøet, og støtter de lokale LGBT-organisationer der arbejder under meget svære forhold. Amnesty i Danmark er en værdifuld samarbejdspartner i kampen for LGBT-rettigheder – menneskerettigheder – i hele verden. Det er som at svømme imod strømmen, og jeg er stolt over i år at kunne uddele “Årets Laks” til Amnesty International.

Giv en stor hånd til kampagneleder for Amnesty Internationals antidiskriminationskampagne Helle Jacobsen.