Efterårssysler – eller mangel på samme

Jeg havde min årligt tilbagevendende efterårs-fornægtelse i morges. Den hvor jeg vågner til normal tid, men hvor det pludselig er blevet mørkt udenfor, og jeg tænker “nej, dette kan absolut umuligt have sin rimelighed”.

Har nu officielt startet nedtællingen mod april.
Hvilket er unfair for jeg kan egentlig godt lide efterår og vinter.
Og hvilket er løgn, fordi jeg i virkeligheden tæller ned til en måneds ferie i USA i hele december. Ganske vist er der efter sigende pissekoldt i Boston, New York City og D.C. på den årstid, men jeg ser godt ud i skijakke og uldent undertøj…

Men ikke desto mindre oplever jeg år efter år at jeg bliver i dårligere humør af årstiden. Mindre energi; jeg får mindre fra hånden, særligt på hjemmefronten. Jeg er sikker på at der er mange ting man kunne gøre ved den sag, men nu har jeg besluttet mig for at forfølge hvad en kammerat har anbefalet i tusind år: terapi.

Hvilket selvfølgelig som automatreaktion får alting til at vende sig i mig. Men forleden tog jeg mig sammen og spurgte min psykolog-ven (kan man leve uden sådan én?) hvad det er med det dér kognitiv terapi og ikke mindst: hvordan i alverden finder man én? Eller, det er jo ikke svært at finde en. Men hvordan finder man den rigtige? Svaret var lige så forudsigeligt som det var skuffende, at det selvfølgelig er svært og noget af et chancerytteri. Han havde dog et par gode pointer til ting man kan lede efter og spørge om…

Således opmuntret og med hjælp til hjælp til selvhjælp i tornystret håber jeg A) at kunne mønstre energien til at gå videre med projektet og B) at projektet er værd at blogge om. Ellers er det bare at vente på feriebillederne fra USA…

Advertisements

Jeg har tabt mig…

… tøjet hænger helt løst på mig.
(“Jeg har tabt mig”, Det Brune Punktum, “Helbredelsen…”, 2003)

Der er så mange sandheder i livet man kan henføre på Det Brune Punktum. I mit tilfælde er det dog ikke kærestesorg men forår der er årsagen.

Jeg havde den store glæde at bryde min arbejdsdag op med en cykeltur (til lægen i Amagercentret og tilbage på arbejde, men det er ved siden af pointen), og måtte allerede efter et par minutter indse at overtøjet var mere til besvær end til gavn. Mens jeg kørte forbi Børsen, hvor de sidste kulsorte snedynger sveder smeltevand ud over vejbanen i stride strømme, kom en trompetsolo frem over mine læber. Da jeg endelig nåede til omkvædet (som jeg nogle gange må vente på at komme frem til for at kunne huske hvilken sang jeg er i gang med – kender du det?) blev jeg helt gammeldags overstrømmet af glæde, for sangen passede perfekt til forårsdagen:

“Vinterfrakken over armen ned ad Strøget
Mens den sorte sne forsvinder langs en fortovskant
[…]
Det’ godt det du’r – Jens Olsens Verdensur.
Det tikker om de gode tider
– dem som der gik
og dem som vi får
– hvis og hvornår.”
(“Jens Olsens Verdensur”, Shu-bi-dua, “Shu-bi-dua 8”, 1982)

Åh, forår!
Åh, (snarligt kommende Påske-) ferie!
Åh, fjoget smil om munden…

Men hvad har det at gøre med at tabe sig spørger den opmærksomme læser, og det er et helt relevant spørgsmål.

Sagen er ganske enkelt den at jeg som konsekvens af, at der nu er udsigt til plusgrader døgnet rundt, har besluttet at smide vinterpelsen, det blå lag skiundertøj der har dækket mig fra anklerne til halskraven siden november. Jeg har ganske enkelt tabt mig omtrent 400 gram – i blå uld.
Ikke at man skal være ked af at have en blå periode (“midnatsblå, changerende over i en koboltblå” – mere Det Brune Punktum), men hver ting til sin tid.

Nu gælder det i nogle måneder atter at have ét lag tøj på, kunne passe mine stramme jeans, lave mad af ting der ikke er hentet frem fra under et halm-skjul, kunne lide børn og den slags overskuds-agtige ting.

… og som bonus-historie:

Det var først da jeg kom tilbage på arbejde at jeg fik lejlighed til at smide de lange underbukser. Dette foregik anstændigvis på handicaptoilettet med døren låst. Mens jeg stod dér med flere lag bukser nede om anklerne blev der taget i håndtaget og en stemme sagde “… der er nogen derude”. Jeg tog dette som et signal om at blive færdig i en fart, så jeg pakkede sammen, gik ud (der stod ikke nogen og ventede) og tog elevatoren op på første. Her var døren til mit storrumskontor låst (usædvanligt) og lokalet var helt tomt (meget usædvanligt). Det var først da jeg begyndte at rumstere med dør-mekanikken at jeg bed mærke i at den irriterende alarm i det fjerne kom indefra bygningen… og ganske rigtigt: Da jeg atter trådte udenfor i solskinnet på Frue Plads mødte jeg alle mine kolleger der holdt brandalarms-pause.

Nu er uld jo kendt for at være brandhæmmende, så jeg havde nok klaret frisag. Alligevel ville jeg måske en anden gang foretrække en mindre forlegen tilgang til andre folks toiletvaner. For eksempel at man ved brand og brandøvelser ikke nøjes med at konstatere at nogen er på toilettet, men fx ved høflig samtale gennem den lukkede dør gør toiletgængerne opmærksomme på at de med fordel kan færdiggøre deres ærinde og få røven (!) med sig.

Boybands og nye udgivelser

<meta> Nærværende blog nåede en levetid på under fem måneder før forfatteren må erkende at der – også retrospektivt – mangler et homo-tag. Tilgiv mig den – især for min nye position som landsformand for både bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner, queers og andre mere eller mindre eksotiske kønsdefineringer – store mangel på inklusion i udtrykket. </meta>

Edit: tagget “homo” nu indsat på 8 posts. Inklusiv 3 hvor “gay” i forvejen var angivet.

Nå, dagens tema er boybands og nye udgivelser…

Hvad der præcis adskiller Boyzone’s nys udsendte Greatest Hits-album “Back Again… No Matter What” fra “By Request“, deres greatest-album fra 1999 har jeg ikke undersøgt, men som det længe har været tradition/salgstrick i branchen er der naturligvis to-tre nye numre på kompilationen, hvilket muliggør airplay, salg, opmærksomhed, turné etc. Jeg tilstår at Boyzone aldrig har været mit favorit-ensemble inden for genren, men ikke desto mindre er de uomgængelige hvis man vil have smægtende boybandballader fra 90’erne.

Første single, “Love You Anyway”, lyder mest bare som “Picture Of You” 10 år senere (nu med … skal det lyde som en theremin?), eller som en fattigmands-udgave af Take That’s “Shine”, komplet med det tætteste man kommer dansende varité-piger i badehætter uden at begå copyright-brud:

(se evt klippet i høj kvalitet – jeg kan ikke finde ud af at linke direkte)

“Better”, gruppens anden single er et cover af singer/songwriter Tom Baxter fra januar 2008 (!). Boyzone har skabt et mindre medie-skvulp på baggrund af musikvideoen, hvor gruppens fem medlemmer optræder i hver sin sort/hvide “vi taler ikke sammen mere – hvad er der galt i vores forhold?”-opstilling – og hvor Stephen Gately, der sprang ud som bøsse i 1999, optræder sammen med en anden mand.

Nogle pedanter vil sikkert mene at der aldrig har eksisteret en ikke-svanset boyband-musikvideo (øhh, fx “Do What You Like” eller “Pray“), men jeg tror faktisk at åben signalering af homoseksualitet er et lille gennembrud. Og er det bare mig eller er Stephen Gately blevet en del pænere med årene?

Hvis jeg tager fejl, og Boyzone i virkeligheden er totalt band wagon på “se, også bøsser kan have kærlighedsproblemer”, så lad mig det lige vide. Jeg er faktisk ikke så stærk i musikvideoer…

Jeg snakkede i telefonen med min søster under fabrikationen af denne post, og kunne ikke rigtig formulere min holdning til at et superkendt ensemble udgiver en mindre kendt kunstners hit samme år som det er lavet. Måske er det fantasiløsheden og u-originaliteten der slår mig som det værste. Især efter at have set musikvideoen til Tom Baxter’s version:

Nå, nok om homoer (og Boyzone). Take That udkommer på mandag den 1. december med deres nye album “Circus” (hør singlen “Greatest Day” her). Take That har i mine øjne faktisk klaret transitionen til at være et “voksen-boyband” ret godt. Nu er det bare standard god popmusik, og der er fire fyre i videoen i stedet for én… Og så er Mark Owen altså rimelig nuttet, og holder tilsyneladende aldrig rigtig op med at ligne en pige (lidt lige som Flemming Poulsen).

Edit: Hører fra pålidelig (homo-)kilde at Britney’s nye album udkommer 2. december og hedder… wait for it … “Circus”. Nogen pladeselskaber har brug for at tale (mere) sammen.

Hmm. Måske er det i virkeligheden på sin plads at øse af min nicheviden…

Boybands og homoer – en quickguide med links

Boyzone
Boyzone udgav deres Greatest Hits “By Request” i 1999. Gruppen har siden ikke produceret nyt materiale før i 2008, hvor et nyt greatest-album, “Back Again… No Matter What” blev udgivet. Ronan Keating er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Stephen Gately sprang ud i juni 1999.
Han udgav i 2000 et solo-album (“New Beginning”), og har siden bl.a. spillet i musicals i Londons West End (Chitty Chitty Bang Bang, Joseph And The Incredibly Long And Silly Title, Wizard of Oz m.fl).

Westlife

Westlife udgav deres Greatest Hits (“Unbreakable, Vol 1, 2002) efter tre plader (1999, 2000, 2001). Gruppen – uden Bryan McFadden – har siden udgivet 3 albums med (hovedsageligt) originalt materiale foruden tema-udgivelsen “Love” med hjerte-smerte-covers og ikke mindst det forfærdelige “vi når ikke Frank Sinatra til sokkeholderne, men vi kan stadig maltraktere hans sange iført ubundne butterflies”-album (“Allow Us To Be Frank”, julesalg 2004).
Homo: Mark Feehily sprang ud i august 2005.
Det er ham der klynker (mest) og har store fortænder.

*Nsync

*Nsync udgav deres Greatest Hits (2005) efter tre plader (1998, 2000, 2001 – Home For Christmas (1998) tæller ikke). Gruppen er ikke gendannet. Justin Timberlake er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Lance Bass sprang ud i juli 2006
Lance har siden boyband-tiden lavet forskelligt underholdningsindustri-arbejde. Desuden er han certificeret både af det amerikanske og russiske rumprogram som kosmonaut (!), men har dog ikke været på aktiv mission.

Der er ingen bekræftede homoer i Backstreet Boys, Take That, New Kids On The Block eller Nik & Jay. For sidstnævntes vedkommende kan det skyldes at der endnu ikke er udgivet et Greatest-Blå-Kings-og-Rødvin-album hvilket, jf. ovenstående, synes at være om ikke nødvendigt så i hvert fald en god start 😉

Torsdag aften. Første friaften siden i lørdags – og så kan det godt være at jeg har mega-travlt, men jeg har altså brug for en slapper…

Så jeg har nørdet med min nye telefon, der foreløbig driver mig til vanvid, men jeg skal nok få skovlen under den.

Og jeg har prøvesmagt det nye thai-sted, Noodles and Poodles, (“I Kina spiser de hunde”, anyone?) på hjørnet af Østrigsgade og Holmbladsgade (formerly Leanje Sol).

Jeg hjembragte et menukort på vej fra arbejde og vidste efter 3 sekunder, at jeg naturligvis MÅTTE prøve deres nummer 18: Gay Fat King.

Seriøst, nummer 18 hedder “Gai Phat Khing”. Jeg kommer aldrig til at bestille andet. Det sku da lige være en Nummer 17: “Phat Pet” – a pro pos pudler…

Ting jeg ville skrive…

… hvis jeg havde tid.

– Et kuriosum over hvordan virkeligheden overhalede mine ønsker og tanker til min it-situation og mudrede situationen i almindelighed, min dømmekraft i særdeleshed og gør at jeg nu har købt både ny computer og ny telefon (men ikke har nogen af dem i hænde endnu)

– En post om Marie Key Band. Fordi jeg var til koncert i Pumpehuset for snart en måned siden, og oplevelsen stadig sidder i kroppen

– En post om boybands… og noget med homo. Det skal nok arbejdes lidt på…

Nogen der kender nogen gode koffeinpiller?

Vær dig selv … på nettet

I min søgen efter alternativer til et programmel som jeg dårligt nok kan beskrive (det er heldigvis en dejlig nem opgave), stødte jeg på Stephen Downes. Han er selvudråbt specialist i nye medier og så’n.

Downes skriver i “Seven Habits of Highly Connected People“:

People who use online communications “only for business” – or worse, feel that other people shouldn’t be posting cat photos or playing Scrabble on Facebook – are employing only a small part of the communications capacity of the Internet.

Det jeg hører ham sige er, at man skal være accepterende og åben for, at to brugere af samme online-service har to forskellige måder at bruge servicen på. Og at den ene har lige så meget “ret” til at være der som den anden.

Min yndlings-aversion du jour er naturligvis facebook.com og de mange tåbeligheder man må udsættes for dér, men faktisk kom jeg allerførst til at tænke på flickr.com. De fleste bruger flickr til at dele billeder med andre, hvor kvaliteten og den fototekniske kunnen er en prioritet, hvorimod jeg selv og de fleste af mine kontakter bruger flickr som en form for billedbaseret blog eller moblog. Billederne er i svingende opløsning og ofte taget i øjeblikket. Her er det motivet og den bagvedliggende historie, de interne vitser og relationen til andres brugeres privat- og netliv der er i fokus.

Faktisk har jeg fremført Downes’ synspunkt – uden at vide at jeg havde en specialist i nye medier at læne mig op ad – i min tid på boyfriend.dk. Da der er tale om kontakt mellem homoseksuelle (etc) mænd, er der (selvfølgelig) ofte tale om sex. Når jeg har snakket med brugere der ledte efter dates og kærester har de ofte været trætte af alle dem der bruger stedet til at finde sex… “læs HELE min profiltekst før du skriver”, “arj, han er lissom 25 år ældre end mig, hvad tror han selv?!”.
Selv profiler der søger sex gør ofte et stort nummer ud af at belære andre brugere om, hvad de anser for at være korrekt opførsel. Jeg skal spare den kyske læser for detaljer, men kan berette at det hurtigt bliver meget tydeligt at boyfriend.dk’s brugere er ret ligeglade med Downes postulat om, at de ved at være online “only for business” afskærer sig selv fra at udnytte nettets fulde potentiale.

Vi må med andre ord tolerere indholdsløse blogs (ikke ulig undertastedes), tåbelige applikationer på facebook, mænd der bare vil knalde og folk der tilsyneladende ikke kan kende forskel på deres fornavn og efternavn på linkedin.com. Alt sammen i web 2.0’s hellige navn. Amen.

Dejlig gris – min fascination af Eurests kommunikationsstrategi

Dejlig gris, originally uploaded by HC Seidelin.

Læsere (?) af min moblog vil vide, at jeg har et nært forhold til kantine-virksomheden Eurests sprogblomster. Jeg føler at de kommer bedre til deres ret som billeder fremfor som genfortællinger – og desuden er mobilkameraet, og dermed mobloggen, jo efterhånden en ældre sag, mens nærværende medie knapt er tør bag ørerne.

Nåmmen inspireret af dagens snapshot har jeg aggregeret et Eurest-sæt fra både KUA og fra Nørregade, med hele samlingen af fantastiske formuleringer, kulinariske kommunikations-klamphuggerier, braisseret bogstavforvirring, sprødstegte sprogblomster, tastefejls-tærter osv… Velbekomme.