Jeg har tabt mig…

… tøjet hænger helt løst på mig.
(“Jeg har tabt mig”, Det Brune Punktum, “Helbredelsen…”, 2003)

Der er så mange sandheder i livet man kan henføre på Det Brune Punktum. I mit tilfælde er det dog ikke kærestesorg men forår der er årsagen.

Jeg havde den store glæde at bryde min arbejdsdag op med en cykeltur (til lægen i Amagercentret og tilbage på arbejde, men det er ved siden af pointen), og måtte allerede efter et par minutter indse at overtøjet var mere til besvær end til gavn. Mens jeg kørte forbi Børsen, hvor de sidste kulsorte snedynger sveder smeltevand ud over vejbanen i stride strømme, kom en trompetsolo frem over mine læber. Da jeg endelig nåede til omkvædet (som jeg nogle gange må vente på at komme frem til for at kunne huske hvilken sang jeg er i gang med – kender du det?) blev jeg helt gammeldags overstrømmet af glæde, for sangen passede perfekt til forårsdagen:

“Vinterfrakken over armen ned ad Strøget
Mens den sorte sne forsvinder langs en fortovskant
[…]
Det’ godt det du’r – Jens Olsens Verdensur.
Det tikker om de gode tider
– dem som der gik
og dem som vi får
– hvis og hvornår.”
(“Jens Olsens Verdensur”, Shu-bi-dua, “Shu-bi-dua 8”, 1982)

Åh, forår!
Åh, (snarligt kommende Påske-) ferie!
Åh, fjoget smil om munden…

Men hvad har det at gøre med at tabe sig spørger den opmærksomme læser, og det er et helt relevant spørgsmål.

Sagen er ganske enkelt den at jeg som konsekvens af, at der nu er udsigt til plusgrader døgnet rundt, har besluttet at smide vinterpelsen, det blå lag skiundertøj der har dækket mig fra anklerne til halskraven siden november. Jeg har ganske enkelt tabt mig omtrent 400 gram – i blå uld.
Ikke at man skal være ked af at have en blå periode (“midnatsblå, changerende over i en koboltblå” – mere Det Brune Punktum), men hver ting til sin tid.

Nu gælder det i nogle måneder atter at have ét lag tøj på, kunne passe mine stramme jeans, lave mad af ting der ikke er hentet frem fra under et halm-skjul, kunne lide børn og den slags overskuds-agtige ting.

… og som bonus-historie:

Det var først da jeg kom tilbage på arbejde at jeg fik lejlighed til at smide de lange underbukser. Dette foregik anstændigvis på handicaptoilettet med døren låst. Mens jeg stod dér med flere lag bukser nede om anklerne blev der taget i håndtaget og en stemme sagde “… der er nogen derude”. Jeg tog dette som et signal om at blive færdig i en fart, så jeg pakkede sammen, gik ud (der stod ikke nogen og ventede) og tog elevatoren op på første. Her var døren til mit storrumskontor låst (usædvanligt) og lokalet var helt tomt (meget usædvanligt). Det var først da jeg begyndte at rumstere med dør-mekanikken at jeg bed mærke i at den irriterende alarm i det fjerne kom indefra bygningen… og ganske rigtigt: Da jeg atter trådte udenfor i solskinnet på Frue Plads mødte jeg alle mine kolleger der holdt brandalarms-pause.

Nu er uld jo kendt for at være brandhæmmende, så jeg havde nok klaret frisag. Alligevel ville jeg måske en anden gang foretrække en mindre forlegen tilgang til andre folks toiletvaner. For eksempel at man ved brand og brandøvelser ikke nøjes med at konstatere at nogen er på toilettet, men fx ved høflig samtale gennem den lukkede dør gør toiletgængerne opmærksomme på at de med fordel kan færdiggøre deres ærinde og få røven (!) med sig.

Advertisements

Du skylder mig…

Til Fona-pigen: Jeg skal afhente en billet på min søsters telefonnummer.
Fona-pigen: Hmm. Jeg kan ikke se en reservation. Hvad er billetten til?
Jeg (skæver til den lange kø af mennesker): [mumle-mumle]
Fona-pigen: Hvad?
Jeg (lavmælt gennem tænderne): mitney mears.
Fona-pigen (alt for højt): Nååh. BRITNEY SPEARS! Den koncert er til salg gennem billetNET, ikke billetLUGEN. Du skal en tur på posthuset.

Tak for lort, Søster Lystig. Jeg er nu stemplet som både dum og med dårlig musiksmag.
Du skylder mig 410 kr – og min anstændighed tilbage!

Klar!

Klar!, originally uploaded by HC Seidelin.

Det er blevet en tradition for mig at bage pølsehorn til de brave folk der bruger en ekstra nat i Roskilde for at finde plads til Komfortlejren.

I år var jeg ekstra opgraderet med på forhånd anskaffet armbånd så jeg, sammen med de andre der havde stået i fredagskø i Tivoli, kunne gå direkte ind i venteområdet og være totalt klar.

Men ak! Produktionen af pølsehorn tog tid og således kom jeg først fra København hen under lørdag aften. Hvad der skulle have været et triumftog for “Komfortlejr 2009” blev således med et slag forvandlet til en rullende tragedie da HC, siddende i toget sammen med hundredevis af andre Roskildefarere modtog følgende opkald fra Tine:

Kan du høre hvad det her er?

[den umiskendelige lyd af tusindvis af mennesker der finder ud af at hegnet er væltet og stormer frem mod camping-området]

Der vil sandsynligvis følge et bittert blog-indlæg om Roskildes mangel på evne til at håndtere åbningen af Camping-området. Her skal det blot nævnes at pølsehornene var overdrevet gode, at H53 er et superfedt Camping-område (!) og at jeg i det mindste fik anledning til at ringe op til Thomas og fortælle ham nyheden – lidt for højt – så jeg kunne nyde at være ham der bragte dårlig stemning til hele tog-kupeen. Schadenfreude er nu ikke det værste man har…

Jul, jul, jul…

Mens vi venter på fars retur fra plejehjemmet hvor han – by public demand – har afholdt to (!) tjenester vil jeg påbegynde den årlige liste af julede ting du kan underholde dig med på de lange vinteraftener. Havde måske nok været på sin plads at poste før juleaftensdag, men ikke desto mindre…

Goldfrapp’s hyggelige elektro-juleknas (med udvidet tonalitet) er perfekt i selskab med Mike der skriver Rottin’ in Denmark.

Jeg har ledt efter The Muppets og John Denver’s “The Twelve Days of Christmas”, og fandt til overflod:

Donkey’s The Twelve Days Of Christmas
The Twelve STI’s Of Christmas
– og flere andre mere eller mindre fantasifulde fremførsler, hvoraf jeg kan nævne følgende highlights:
“Six Happy Meals”
“Three mp3’s”
“Five Point Palm Exploding Heart Techniques” (as featured in Kill Bill)
“And an X-box Three-Sixty”

Det her er en tilbagevendende klassiker

Lissom den her… Styr rensdyret hen under bouncy-julemanden.

Nå, Ebeltoft og madlavning til en mindre hær med søskende og mor kalder. Klædelig jul alle sammen 🙂

Ting jeg ville skrive…

… hvis jeg havde tid.

– Et kuriosum over hvordan virkeligheden overhalede mine ønsker og tanker til min it-situation og mudrede situationen i almindelighed, min dømmekraft i særdeleshed og gør at jeg nu har købt både ny computer og ny telefon (men ikke har nogen af dem i hænde endnu)

– En post om Marie Key Band. Fordi jeg var til koncert i Pumpehuset for snart en måned siden, og oplevelsen stadig sidder i kroppen

– En post om boybands… og noget med homo. Det skal nok arbejdes lidt på…

Nogen der kender nogen gode koffeinpiller?

Six degrees of 007 Title Songs

Med udgangspunkt i at jeg er lidt en sucker for James Bond-sange, både ældre og nyere, seriøse og decideret fjollede, stramme eller overproducerede, så vil jeg sige at Quantum Of Solace’s på overfladen lidt aparte sammensætning af Jack White og Alicia Keys faktisk er vokset på mig ved flere gennemlytninger. Døm selv…

De første par gange syntes jeg at den meget lange intro var rodet (jeg kunne fx ikke finde ud af at tælle den), og jeg synes fortsat at præsentationen af (mindst) fire temaer før første vers er liiige i overkanten, men på den anden side også meget blæret…

Det er ingen hemmelighed at jeg er småforelsket i den tyngde og alvor som David Arnold har leveret som score-komponist siden Tomorrow Never Dies. Hans indblanding som komponist og arrangør på titelsangene har været et løft til især Chris Cornell’s rimelig røv-rockede “You Know My Name“, som i titelsekvensens orkestrering er spot-on. Spot-on som en ny start for Daniel Craig og Bond-filmenes stil generelt, og som en tiltrængt modvægt til Madonnas über-overproducerede “Die Another Day” i særdeleshed. Det er ellers et ualmindeligt lækkert stryger-riff…

Uhh, det føles godt at nedfælde sin entusiasme. Eller bare smide den ud i internettets uendelighed… Lyt således, om du vil, til

Sheryl Crow, der måske ikke er en musiker man forbinder med stort orkester og hemioler, og selv om Tomorrow Never Dies ikke er på min personlige favoritliste, så er intromaterialet og cello-intermezzoet (chill-out-stykket, som vi siger i *Nstant Boys) dog et lyt værd i ny og næ. Jeg er af flere årsager meget mere vild med k. d. lang’s “Surrender”, skrevet i klassisk John Barry-stil af David Arnold selv…

Bono & The Edge: Goldeneye. Jeg er ikke i øvrigt meget vild med U2, men med Goldeneye viser komponisterne perfekt forståelse for genre og udtryk, lige som de i øvrigt gjorde ca samtidig med “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me”. Og så kan man mene hvad man vil om Tina Turner, men sangen passer perfekt til hende.

Hmm. Så er der David Arnold/Propellerheads’ On Her Majesty’s Secret Service’-remix, Moby’s James Bond Theme og Parodi/Fair’s udgave af samme – som uvægerligt giver mindelser til Adam Clayton og Larry Mullen Jr.’s Mission: Impossible-nu-i-fire-fjerdedele-tema fra 1996. Ihh, og a pro pos ingenting, så gå lige i barndom til den her!

PS: Angående titlen, hvad sker der så lige?! Live, die – die, live… Ryst dog posen! 😀

Another Way To Die
Die Another Day
The Living Daylights
You Only Live Twice
Live and Let Die
Tomorrow Never Dies

Veni, vidi, mini-midi, vici

Så fik jeg det ENDELIG til at virke!
Efter i flere ombæringer at have været på randen af retur-til-Thomann har jeg nu fået mit lillebitte usb-midi-keyboard til at snakke med XP.
Både XP og M-Audio Evolution eKeys 37 (sexet navn) prøvede ellers både i skrift og dialogbokse at forklare mig at ingen drivere var nødvendige for at få skidtet til at interagere med musikprogrammer. Hvilket var en gammel løgn! Men efter talrige forgæves forsøg på at tvangsfodre Enhedshåndteringen med drivere lykkedes det i dag! Kan ikke huske hvordan, men det virker.
Ingen vægtning, ingen trykfølsomhed, ingen lyde. Bare 37 tangenter, strøm via usb og en totalt overflødig blå diode som kan lyse hele stuen op. Forventningerne til nodeindtastnings-hastigheden (og dermed overskudet og kreativiteten) er stor! Første projekt bliver femstemmigt a capella-arrangement af to Westlife-numre. Projektet er stemplet tophemmeligt, men det er selvfølgelig *Nstant Boys der skal i vælten…
Edit: Havde lige et “projekt nul” der skulle hurtigt afsted. Det viser sig til min store forbavselse at Madness’ “Our House” kun skifter mellem C-dur i vers og D-dur og H-dur i omkvædene. Har altid troet at nummeret nåede cirka hele kvintcirklen igennem… Snedigt.