Efterårssysler – eller mangel på samme

Jeg havde min årligt tilbagevendende efterårs-fornægtelse i morges. Den hvor jeg vågner til normal tid, men hvor det pludselig er blevet mørkt udenfor, og jeg tænker “nej, dette kan absolut umuligt have sin rimelighed”.

Har nu officielt startet nedtællingen mod april.
Hvilket er unfair for jeg kan egentlig godt lide efterår og vinter.
Og hvilket er løgn, fordi jeg i virkeligheden tæller ned til en måneds ferie i USA i hele december. Ganske vist er der efter sigende pissekoldt i Boston, New York City og D.C. på den årstid, men jeg ser godt ud i skijakke og uldent undertøj…

Men ikke desto mindre oplever jeg år efter år at jeg bliver i dårligere humør af årstiden. Mindre energi; jeg får mindre fra hånden, særligt på hjemmefronten. Jeg er sikker på at der er mange ting man kunne gøre ved den sag, men nu har jeg besluttet mig for at forfølge hvad en kammerat har anbefalet i tusind år: terapi.

Hvilket selvfølgelig som automatreaktion får alting til at vende sig i mig. Men forleden tog jeg mig sammen og spurgte min psykolog-ven (kan man leve uden sådan én?) hvad det er med det dér kognitiv terapi og ikke mindst: hvordan i alverden finder man én? Eller, det er jo ikke svært at finde en. Men hvordan finder man den rigtige? Svaret var lige så forudsigeligt som det var skuffende, at det selvfølgelig er svært og noget af et chancerytteri. Han havde dog et par gode pointer til ting man kan lede efter og spørge om…

Således opmuntret og med hjælp til hjælp til selvhjælp i tornystret håber jeg A) at kunne mønstre energien til at gå videre med projektet og B) at projektet er værd at blogge om. Ellers er det bare at vente på feriebillederne fra USA…

Make ’em laugh – aka “møgknæ!”

Jeg må nu officielt ikke løbe for min læge: mit løberknæ skal genoptrænes, og det skal ske mens jeg i øvrigt ikke belaster knæet med løb. Ikke ligefrem hylende morsomt synes jeg, men min læge fik sig dog alligevel et billigt grin…

Kort tid efter DHL-stafetten 2009 (5 km, 24 minutter) begyndte jeg at få knæsmerter efter ca 3 km løb. Jeg holdt op med at forsøge at løbe regelmæssigt (det var ikke svært), men hen over foråret og sommeren har jeg forsøgt at komme i gang igen. Med samme resultat. Møgknæ!

Op til DHL-stafetten 2010 fandt jeg ud af to ting:

1: Man skal gå til en løbebutik og blive filmet og vejledt. Så finder man nemlig ud af, at ens løbesko er slidte, skæve og at man i øvrigt godt kunne bruge en lille smule støtte på indersiden af foden.

2: Man skal lade være med at vente til 2 uger før stafetten med at gøre ovenstående.

Jeg besluttede mig naturligvis for alligevel at gennemføre DHL – i mormor-stil (korte skridt, kun lidt over gå-tempo). Men da jeg først var ude på banen kunne jeg jo ikke helt lade være alligevel… Omkring 4-km-mærket bemærkede mine knæ småfornærmet at de troede vi havde en aftale og resignerede som Madonna: “You took my love for granted, why oh why? The show is over, say goodbye”.
Gående over målstregen blev tiden således 28.30. Langt bedre end forventet, men bestemt ikke behageligt.

Nå, jeg måtte altså for første gang i mit liv til lægen med et sportsrelateret problem. Hun konstaterede “løberknæ” og har sendt mig hjem med et genoptræningsprogram for knæene som involverer mange fine ting. Men ingen løb!

En af anbefalingerne i genoptræningen er at få motion ved at svømme. Jeg fortalte lægen om mine (manglende) svømme-evner og hvordan jeg har det med at drukne når jeg ikke kan bunde… Hun konstaterede herefter opmuntrende at jeg måske kan kombinere min genoptræning med at tage entré-indtægter.

Det er jo en ganske uskyldig kommentar og jeg smågrinede da også høfligt. Mit problem er, at det langt fra er første gang at jeg får det skudsmål. Ikke én men to fitnessinstruktører samt diverse koreografer har uafhængigt af hinanden konstateret at jeg kunne gøre mine forsøg på at koordinere min krop til en levevej.

På den ene side er det altid godt at kunne få andre til at smile. Som underviser og oplægsholder er det en grundregel at man altid skal kunne lave sjov med sig selv og skal være uhyre forsigtig med at gøre det om andre. Så jeg vil mene at jeg har den store selvironi på plads.

På den anden side: STFU! Vi er faktisk nogen som prøver at komme os over vores dybt indgroede krops-skam… Og hvis jeg ligner en spasser mens jeg forsøger at lære din øvelse med at bevæge arme og ben uafhængigt af hinanden, så skulle du måske skrue ned for koordinationsniveauet.

Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at jeg faktisk ikke var helt tåbelig til at løbe. Lange stænger og ikke utåleligt dårlig generel kondition… Skal jeg virkelig ud hvor jeg ikke kan bunde – bogstaveligt talt?

Møgknæ!

Jeg har tabt mig…

… tøjet hænger helt løst på mig.
(“Jeg har tabt mig”, Det Brune Punktum, “Helbredelsen…”, 2003)

Der er så mange sandheder i livet man kan henføre på Det Brune Punktum. I mit tilfælde er det dog ikke kærestesorg men forår der er årsagen.

Jeg havde den store glæde at bryde min arbejdsdag op med en cykeltur (til lægen i Amagercentret og tilbage på arbejde, men det er ved siden af pointen), og måtte allerede efter et par minutter indse at overtøjet var mere til besvær end til gavn. Mens jeg kørte forbi Børsen, hvor de sidste kulsorte snedynger sveder smeltevand ud over vejbanen i stride strømme, kom en trompetsolo frem over mine læber. Da jeg endelig nåede til omkvædet (som jeg nogle gange må vente på at komme frem til for at kunne huske hvilken sang jeg er i gang med – kender du det?) blev jeg helt gammeldags overstrømmet af glæde, for sangen passede perfekt til forårsdagen:

“Vinterfrakken over armen ned ad Strøget
Mens den sorte sne forsvinder langs en fortovskant
[…]
Det’ godt det du’r – Jens Olsens Verdensur.
Det tikker om de gode tider
– dem som der gik
og dem som vi får
– hvis og hvornår.”
(“Jens Olsens Verdensur”, Shu-bi-dua, “Shu-bi-dua 8”, 1982)

Åh, forår!
Åh, (snarligt kommende Påske-) ferie!
Åh, fjoget smil om munden…

Men hvad har det at gøre med at tabe sig spørger den opmærksomme læser, og det er et helt relevant spørgsmål.

Sagen er ganske enkelt den at jeg som konsekvens af, at der nu er udsigt til plusgrader døgnet rundt, har besluttet at smide vinterpelsen, det blå lag skiundertøj der har dækket mig fra anklerne til halskraven siden november. Jeg har ganske enkelt tabt mig omtrent 400 gram – i blå uld.
Ikke at man skal være ked af at have en blå periode (“midnatsblå, changerende over i en koboltblå” – mere Det Brune Punktum), men hver ting til sin tid.

Nu gælder det i nogle måneder atter at have ét lag tøj på, kunne passe mine stramme jeans, lave mad af ting der ikke er hentet frem fra under et halm-skjul, kunne lide børn og den slags overskuds-agtige ting.

… og som bonus-historie:

Det var først da jeg kom tilbage på arbejde at jeg fik lejlighed til at smide de lange underbukser. Dette foregik anstændigvis på handicaptoilettet med døren låst. Mens jeg stod dér med flere lag bukser nede om anklerne blev der taget i håndtaget og en stemme sagde “… der er nogen derude”. Jeg tog dette som et signal om at blive færdig i en fart, så jeg pakkede sammen, gik ud (der stod ikke nogen og ventede) og tog elevatoren op på første. Her var døren til mit storrumskontor låst (usædvanligt) og lokalet var helt tomt (meget usædvanligt). Det var først da jeg begyndte at rumstere med dør-mekanikken at jeg bed mærke i at den irriterende alarm i det fjerne kom indefra bygningen… og ganske rigtigt: Da jeg atter trådte udenfor i solskinnet på Frue Plads mødte jeg alle mine kolleger der holdt brandalarms-pause.

Nu er uld jo kendt for at være brandhæmmende, så jeg havde nok klaret frisag. Alligevel ville jeg måske en anden gang foretrække en mindre forlegen tilgang til andre folks toiletvaner. For eksempel at man ved brand og brandøvelser ikke nøjes med at konstatere at nogen er på toilettet, men fx ved høflig samtale gennem den lukkede dør gør toiletgængerne opmærksomme på at de med fordel kan færdiggøre deres ærinde og få røven (!) med sig.

Du skylder mig…

Til Fona-pigen: Jeg skal afhente en billet på min søsters telefonnummer.
Fona-pigen: Hmm. Jeg kan ikke se en reservation. Hvad er billetten til?
Jeg (skæver til den lange kø af mennesker): [mumle-mumle]
Fona-pigen: Hvad?
Jeg (lavmælt gennem tænderne): mitney mears.
Fona-pigen (alt for højt): Nååh. BRITNEY SPEARS! Den koncert er til salg gennem billetNET, ikke billetLUGEN. Du skal en tur på posthuset.

Tak for lort, Søster Lystig. Jeg er nu stemplet som både dum og med dårlig musiksmag.
Du skylder mig 410 kr – og min anstændighed tilbage!

The King of Gay faux-pas

HC troede engang at han aldrig ville finde flyvning trælsomt, men nu hader han bare lufthavne og den formodentlig 11. september-relaterede terrorforskrækkelse og analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes.

Da han i 2007 ville medbringe teltstænger i håndbagagen for ikke at skulle betale overvægt fik han besked på at de var et slagvåben og måtte tjekkes ind. Han fik dog lov at beholde sine mellemsvære bjergstøvler, sin højre arm og andre slagvåben. Fik også lov at betale overvægtsafgift.

På tilfældig storbyferie hvor han medbragte sin hverdags-skuldertaske måtte han vinke farvel til sin neglesaks (som han havde overset da han tjekkede tasken for mordvåben). Han fik efter nogen debat dog lov at beholde sin stemmegaffel, selvom den jo ville kunne jage begge øjne ud på kaptajnen på én gang. Især på en kaptajn med umådeligt tætsiddende øjne. Han følte sig heldig over ikke at have forklaret folkene hvordan en stemmegaffel virker. Sætninger a la “den frembringer en konstant tone hvis man sætter den i svingninger” ville sandsynligvis mønstre et dusin væbnede sikkerhedsfolk på under 30 sekunder.

HC er gået foran resten af den syv mand store gruppe der sammen skal på skiferie, og står således alene i kø til security. Han plejer demonstrativt at spilde alles tid ved at tømme sine lommers indhold ud i en bakke, men har faktisk i dag taget bukselommernes indhold op i en jakkelomme. Han har husket at pakke sine væskebeholdere (som alle er på under 100 ml) i en forseglbar plasticpose med et rummål på maksimalt en liter. Han har taget sit bælte af. Han er totalt konform, behagesyg og hygger sig faktisk med at spille med på deres latterlige spil.

Tasken kører igennem apparatet. Securitymanden udbryder brysk: “Er der en computer i tasken? … Den skal jo (!) tages ud. Posen med væsker skal også lægges i en bakke for sig”. Oh well, godt ord igen. Skulle have kigget på instruktionsvideoen mens han ventede… Computer op i bakke for sig. Pose med væsker i en bakke for sig. Tasken køres atter igennem apparatet.

“Er det Deres taske?”

Hvad nu? Skal man have sin taske dissikeret som straf for ikke at have husket det med computeren? Securitymanden går målrettet efter det lille rum ind mod ryggen – and horror strikes! Flot, HC! Glidecreme er også en væske.

Og det er jo ikke bare de gratis, små kommunale portionspakker eller apotekets anonymt udseende. Nænej, det hedder noget i retning af “ANALyze me”. Og tuben er i øvrigt ikke blevet sprittet af, så den er lidt fedtet. Securitymanden ser mellemsvært misbilligende ud, men lader efter nogen tid HC pakke sine ting sammen og gå – storrødmende.

På turen hjem har han pakket anderledes klogt. Dels, naturligvis, belært af udturens hændelser og dels grundet det faktum at pakningen er foregået mindre over hals og hoved. Alle (!) væsker er lagt i indtjekningsbagagen og generelt er håndbagagen holdt på et absolut minimum.

Monkey class-indtjekningen i Grenoble-Isère foregår væsentligt mindre automatisk end i CPH: En ung fyr med overbid og en alt for stor jakke slæber bagagen fra indtjek-skrankerne og over på et bånd længere tilbage i lokalet.

Al bagage for hele gruppen tjekkes ind på én gang, men pludselig standser al aktivitet bag de fire skranker.

“HC, din bagage er taget ud til tjek!”

Han krydser tre køer med nysgerrige blikke for at komme ind til en dame ved det bagagetjeknings-apparat, som det viser sig at overbidet lægger folks bagage ind i. I 250 personers påsyn skiller han sin bagage ad. Damen synes at vide hvad hun leder efter og fremdrager med nogen triumf i blikket … en dåse hårlak.

Come on! Kan man for fanden ikke få lov at have sin fesne livsstil i fred?! Ganske vist er hårlakken i industristørrelse, men den er dog en trykluftsbeholder præcis som alle de andre hundredetusindvis af trykluftsbeholdere der kører gennem den maskine hver dag.

Nå, i det mindste er de fleste hårprodukter deklareret på fransk, så damen stiller sig tilfreds, lægger den tilbage, og hjælper endda med at få tasken lukket igen.

…

Hans irritation over lufthavne og den analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes er ikke blevet mindre. Men nu er det krig! Håndbagagen pakkes fremover med regnbueflag, dildoer og Crisco. Bring it on, bitches! I’ll give you analfikseret!

…

Torsdag aften. Første friaften siden i lørdags – og så kan det godt være at jeg har mega-travlt, men jeg har altså brug for en slapper…

Så jeg har nørdet med min nye telefon, der foreløbig driver mig til vanvid, men jeg skal nok få skovlen under den.

Og jeg har prøvesmagt det nye thai-sted, Noodles and Poodles, (“I Kina spiser de hunde”, anyone?) på hjørnet af Østrigsgade og Holmbladsgade (formerly Leanje Sol).

Jeg hjembragte et menukort på vej fra arbejde og vidste efter 3 sekunder, at jeg naturligvis MÅTTE prøve deres nummer 18: Gay Fat King.

Seriøst, nummer 18 hedder “Gai Phat Khing”. Jeg kommer aldrig til at bestille andet. Det sku da lige være en Nummer 17: “Phat Pet” – a pro pos pudler…

Ting jeg ville skrive…

… hvis jeg havde tid.

– Et kuriosum over hvordan virkeligheden overhalede mine ønsker og tanker til min it-situation og mudrede situationen i almindelighed, min dømmekraft i særdeleshed og gør at jeg nu har købt både ny computer og ny telefon (men ikke har nogen af dem i hænde endnu)

– En post om Marie Key Band. Fordi jeg var til koncert i Pumpehuset for snart en måned siden, og oplevelsen stadig sidder i kroppen

– En post om boybands… og noget med homo. Det skal nok arbejdes lidt på…

Nogen der kender nogen gode koffeinpiller?

Formand…

aka Travlhed overstået; ny travlhed kan begynde…

I går afholdt Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) sit årlige Landsmøde. Foreningen har været igennem en forandring siden Landsmødet i november 2007, hvor bestyrelsens beretning ikke blev godkendt (!), og det blev klart at der var problemer med økonomien og økonomistyringen. Jeg skal ikke kede læseren med detaljer, men blot nå frem til, at dette udgangspunkt – omend på mange måder noget man gerne ville have været foruden – gav anledning til et forandringsarbejde vedrørende foreningens struktur.

Jeg blev således valgt til LBL’s Landsledelse på et ekstraordinært landsmøde i februar i år, da det var blevet etableret, at der var tale om en “brændende platform” (a la Kotter) snarere end en synkende skude. Min første ambition var at få styr på de administrative procedurer efter at foreningen måtte overgå til udelukkende at blive drevet af frivillige, men jeg blev også inddraget i et mere strategisk arbejde med at ændre foreningens overordnede struktur. Arbejdet blev positivt modtaget, men det blev anset for værende meget ambitiøst at ville nå at få en strukturændring klar til Landsmødet 2008. Efterhånden som vi snakkede med afdelingsbestyrelser og foreningens aktive medlemmer blev det imidlertid klart at ingen IKKE ønskede disse ændringer gennemført, og at der derfor var al mulig grund til at forsøge at nå målet i år. Resultatet blev en samling forslag til en ret gennemgribende ændring af foreningen, som altså i går på Landsmødet blev vedtaget.

Jeg ser det som en stor sejr for foreningen, at der efter en tid med usikkerhed (og en længere periode med en foreningsstruktur der ikke ligefrem har været en katalysator for foreningens gode arbejde) nu bliver sat øget fokus på samarbejde, videndeling og opkvalificering af det vigtige arbejde foreningen laver, både vedrørende politik, socialt arbejde og rådgivning. Ambitionen er at LBL atter får sit primære fokus på dette arbejde snarere end på økonomisk konsolidering og andet rod.

Landsmødet valgte en ny Landsledelse, heriblandt et genvalg af Landskasseren (undskyld til hans kæreste på for- og efterhånd) – og søreme om ikke undertastede blev valgt som Landsformand for foreningen – i kampvalg endda.

Så nu ved jeg hvad jeg skal lave de næste par år… Kan man gå både ydmygt, målrettet og ambitiøst til værks?

En dag med blandet…

Lang dag. Noget var godt. Noget var mindre godt.

Jeg dumpede min køreprøve, hvilket var noget biks men ikke den største overraskelse i verden. Der var ikke noget entydigt galt… det var bare lissom ikke godt nok noget af det. Så jeg forsøger igen når jeg kan komme til det. Rimelig irriterende at ventiderne snildt er to måneder, selv når man booker prøver i Holbæk, som det var tilfældet i dag…

Overvejer i mellemtiden at tage konsekvensen af at min kørelærer er rimelig dårlig til at metakommunikere og få et par lektioner hos en anden lærer… Er det totalt no-go? Findes kørelærer-utroskab?

Efter arbejde tog jeg til Fælledparken for at kaste min krop ud i DHL-stafet-helvede. Jeg er jo sport-hader og har gamle gymnastiktime-traumer, men totalt gruppepres på arbejdet gjorde at jeg alligevel fandt mig stående som løber nr 1 med stafet, KU-bordeaux løbetrøje og en startpistol for panden… og 26 minutter senere var min fem-kilometers-løbe-mødom så taget (nej, jeg tror faktisk aldrig tidligere at jeg har gennemført så lang en distance i løb). Og 26 minutter er jo næsten så pæn en tid at man er nødt til at gøre det igen… Damn.

Direkte fra Fælledparken til Islands Brygge hvor *Nstant Boys havde generalprøve før koncerten på lørdag, og så ellers hjem under bruseren og hen på sofadet til en velfortjent flaske vand og til nyheden om at Nyhedsavisen lukker. I den forbindelse vil jeg gerne understrege at jeg jo er et godt og rummeligt menneske der sagtens kan acceptere at en chefredaktør har et aldeles utåleligt og utilstedeligt syn på homoseksuelle, men jeg vover sgu alligevel et: “Så kan I fucking lære det, spassere!”

Har gået en rum tid og overvejet i hvilken form jeg skulle blogge det læserbrev som jeg for et par uger siden skrev til det nu lukkede dagblad på baggrund af (endnu) en omgang letkøbte holdninger om homoseksuelle. Nu er jeg næsten helt ærgerlig over ikke at få lov at udøse af min galde her… Indlægget er både skarpt og surt og sarkastisk og … umami. Hvad er den femte ting?

Vil se frem til at se Simon Andersen sidde i Godmorgen Danmark i morgen og ævle om at “det er fordi bøsserne tager penge fra Københavns nedslidte skoler og de stakkels ældre”. Og jeg kan kun sige: “Ja, klart. Don’t fuck with us; we’ll ruin Kansas!”

</fryd>

I kategorien “ting jeg ikke sagde på Public Service-tv”…

“Der er nogle problemer med den manglende dødelighed…” (link til tv-avisen – DR mangler at lave embed-venlige koder)

Flot Hans Christian!

Det jeg ville have sagt var naturligvis alt det andet:

– “Det er desværre ikke et unikt problem for unge homoseksuelle; blandt unge piger ser vi en stigning i antallet af provokerede aborter, og blandt unge med alle seksualiteter ser vi hyppigere tilfælde af fx klamydia. De unge beskytter sig generelt i mindre grad.”

– “Der er en selviscenesættelses-kultur blandt unge i dag, hvor den perfekte krop, den for egen interesses skyld valgte uddannelse og så videre er i højsædet. Og her passer et kondom altså ikke vildt godt ind… Ved sex mellem to perfekte unge mennesker falder ordene “hey, tag lige det her på, så vi ikke begge to dør” ikke vildt naturligt. Og det er et problem, for hvis et samleje ikke inkluderer mindst én person der har et dogmatisk forhold til sikker sex, så er faren for at det ender med u-sikker sex desværre overhængende (det sagde jeg faktisk).”

– “Det er en meget heterogen (nok ikke det bedste ord at bruge hverken i sammenhængen eller generelt) gruppe man skal ramme med kampagner. Man må ikke tro at man kan ramme alle, lige fra unge teenagere der skal lære gode sikker-sex-vaner fra første gang til midaldrende gifte mænd der har sex med mænd med én kampagne. Og derfor koster det.”

– “Oplysning er ikke nok. Erfaringerne viser at mænd der har sex med mænd bruger kondom og glidecreme hvis det er tilgængeligt. Og det er dyrt at gøre tilgængeligt. Også vest for Valby Bakke. Derudover skal der tages en række overvejelser i forhold til skolernes seksualundervisning. Vedrørende brug af kondom i almindelighed og vedrørende homoseksualitet i særeleshed”

– “Alle der ikke ALTID bruger kondom ved analsex er for nederen og skulle have skældud af deres mor – uanset alder!” Vent… Det sagde jeg faktisk også. Gud ved hvorfor det blev klippet væk? 😉

Hvad sker der desuden for titlen “Projektleder, Bøsse”?! For det første er jeg jo ikke rigtig projektleder, for det andet er jeg jo ikke rigtig… hov, vent. Og den eneste regel der kan retfærdiggøre stort “b” i “bøsse” er vel “bøsse er mit mellemnavn”-reglen. Og det synes jeg jo trods alt ikke… For den sags skyld havde “LBL, Landsledelsen” været helt på sin plads. Men sådan skulle det altså ikke være. Så ka jeg lære det.

Edit: Der viser sig nye misforståelser… Et andet medlem af LBL’s Landsledelse var interesseret i at høre nærmere om det dér “Bøsse”-projekt jeg var leder på og ville vide om det måske var noget vi skulle lægge på lbl.dk. Min umiddelbare tanke er dog at mit personlige bøsse-projekt – uanset at alt hvad jeg laver jo er opmærksomhed værdigt – er uden for kategorien “all the news that’s fit to print”.