Make ’em laugh – aka “møgknæ!”

Jeg må nu officielt ikke løbe for min læge: mit løberknæ skal genoptrænes, og det skal ske mens jeg i øvrigt ikke belaster knæet med løb. Ikke ligefrem hylende morsomt synes jeg, men min læge fik sig dog alligevel et billigt grin…

Kort tid efter DHL-stafetten 2009 (5 km, 24 minutter) begyndte jeg at få knæsmerter efter ca 3 km løb. Jeg holdt op med at forsøge at løbe regelmæssigt (det var ikke svært), men hen over foråret og sommeren har jeg forsøgt at komme i gang igen. Med samme resultat. Møgknæ!

Op til DHL-stafetten 2010 fandt jeg ud af to ting:

1: Man skal gå til en løbebutik og blive filmet og vejledt. Så finder man nemlig ud af, at ens løbesko er slidte, skæve og at man i øvrigt godt kunne bruge en lille smule støtte på indersiden af foden.

2: Man skal lade være med at vente til 2 uger før stafetten med at gøre ovenstående.

Jeg besluttede mig naturligvis for alligevel at gennemføre DHL – i mormor-stil (korte skridt, kun lidt over gå-tempo). Men da jeg først var ude på banen kunne jeg jo ikke helt lade være alligevel… Omkring 4-km-mærket bemærkede mine knæ småfornærmet at de troede vi havde en aftale og resignerede som Madonna: “You took my love for granted, why oh why? The show is over, say goodbye”.
Gående over målstregen blev tiden således 28.30. Langt bedre end forventet, men bestemt ikke behageligt.

Nå, jeg måtte altså for første gang i mit liv til lægen med et sportsrelateret problem. Hun konstaterede “løberknæ” og har sendt mig hjem med et genoptræningsprogram for knæene som involverer mange fine ting. Men ingen løb!

En af anbefalingerne i genoptræningen er at få motion ved at svømme. Jeg fortalte lægen om mine (manglende) svømme-evner og hvordan jeg har det med at drukne når jeg ikke kan bunde… Hun konstaterede herefter opmuntrende at jeg måske kan kombinere min genoptræning med at tage entré-indtægter.

Det er jo en ganske uskyldig kommentar og jeg smågrinede da også høfligt. Mit problem er, at det langt fra er første gang at jeg får det skudsmål. Ikke én men to fitnessinstruktører samt diverse koreografer har uafhængigt af hinanden konstateret at jeg kunne gøre mine forsøg på at koordinere min krop til en levevej.

På den ene side er det altid godt at kunne få andre til at smile. Som underviser og oplægsholder er det en grundregel at man altid skal kunne lave sjov med sig selv og skal være uhyre forsigtig med at gøre det om andre. Så jeg vil mene at jeg har den store selvironi på plads.

På den anden side: STFU! Vi er faktisk nogen som prøver at komme os over vores dybt indgroede krops-skam… Og hvis jeg ligner en spasser mens jeg forsøger at lære din øvelse med at bevæge arme og ben uafhængigt af hinanden, så skulle du måske skrue ned for koordinationsniveauet.

Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at jeg faktisk ikke var helt tåbelig til at løbe. Lange stænger og ikke utåleligt dårlig generel kondition… Skal jeg virkelig ud hvor jeg ikke kan bunde – bogstaveligt talt?

Møgknæ!

Advertisements

En dag med blandet…

Lang dag. Noget var godt. Noget var mindre godt.

Jeg dumpede min køreprøve, hvilket var noget biks men ikke den største overraskelse i verden. Der var ikke noget entydigt galt… det var bare lissom ikke godt nok noget af det. Så jeg forsøger igen når jeg kan komme til det. Rimelig irriterende at ventiderne snildt er to måneder, selv når man booker prøver i Holbæk, som det var tilfældet i dag…

Overvejer i mellemtiden at tage konsekvensen af at min kørelærer er rimelig dårlig til at metakommunikere og få et par lektioner hos en anden lærer… Er det totalt no-go? Findes kørelærer-utroskab?

KU-bordeaux står fabulous til min teint :-PEfter arbejde tog jeg til Fælledparken for at kaste min krop ud i DHL-stafet-helvede. Jeg er jo sport-hader og har gamle gymnastiktime-traumer, men totalt gruppepres på arbejdet gjorde at jeg alligevel fandt mig stående som løber nr 1 med stafet, KU-bordeaux løbetrøje og en startpistol for panden… og 26 minutter senere var min fem-kilometers-løbe-mødom så taget (nej, jeg tror faktisk aldrig tidligere at jeg har gennemført så lang en distance i løb). Og 26 minutter er jo næsten så pæn en tid at man er nødt til at gøre det igen… Damn.

Direkte fra Fælledparken til Islands Brygge hvor *Nstant Boys havde generalprøve før koncerten på lørdag, og så ellers hjem under bruseren og hen på sofadet til en velfortjent flaske vand og til nyheden om at Nyhedsavisen lukker. I den forbindelse vil jeg gerne understrege at jeg jo er et godt og rummeligt menneske der sagtens kan acceptere at en chefredaktør har et aldeles utåleligt og utilstedeligt syn på homoseksuelle, men jeg vover sgu alligevel et: “Så kan I fucking lære det, spassere!”

Har gået en rum tid og overvejet i hvilken form jeg skulle blogge det læserbrev som jeg for et par uger siden skrev til det nu lukkede dagblad på baggrund af (endnu) en omgang letkøbte holdninger om homoseksuelle. Nu er jeg næsten helt ærgerlig over ikke at få lov at udøse af min galde her… Indlægget er både skarpt og surt og sarkastisk og … umami. Hvad er den femte ting?

Vil se frem til at se Simon Andersen sidde i Godmorgen Danmark i morgen og ævle om at “det er fordi bøsserne tager penge fra Københavns nedslidte skoler og de stakkels ældre”. Og jeg kan kun sige: “Ja, klart. Don’t fuck with us; we’ll ruin Kansas!”

</fryd>