“Det sa’ han også i går” – eller: Siden hvornår er 4,7 på Richterskalaen en kompliment i sengen?

Jeg kunne ikke sove i aftes. Af flere årsager, som jeg ikke vil besvære nogen med. Men måske var min i forvejen kriseramte søvnkonto medvirkende til at jeg mere end nogensinde før havde lyst til at fingere en ulykke for min nabo, da hendes vaskemaskine begyndte at centrifugere kl. halv syv i morges… Når Janne vasker sender det nemlig vibrationer ind i mit køkken, hvilket får potter, pander, grydelåg, krydderiglas og andet husgeråd til at ryste og slå mod hinanden i en lystig kakofoni. Rimelig effektivt vækkeur :-/

Forskellen på Jannes normale kulørtvask og denne morgens bratte opvækning var dog, at rystelserne forplantede sig i hele huset. Min seng rystede. Garderobeskabet. Alting. Jeg stod ud af sengen, konstaterede at det ikke var Jannes vasketøj, at der tilsyneladende ikke sad et rutefly fast mellem 2. og 3. sal – og gik så i seng igen.

Samme nonchalante holdning til et mindre jordskælv deles tilsyneladende ikke af medieverdenen eller af netavis-læserne. I skrivende stund handler fire ud af fem topnyheder på politiken.dk om jordskælv; den sidste handler naturligvis om Stein Bagger.

På vej på cyklen på arbejde (da jeg havde været vågen i lidt over 15 minutter og dermed helt naturligt kom til at tænke på sex) kom jeg til at tænke på en pornofilm jeg engang har set, som foregår under et jordskælv (hubba-hubba, innuendo og lumre kommentarer galore).

Og så var der ingen vej tilbage. Tag alle dagens nyheder og lav en søg-og-erstat… Jordskælv > Orgasme

Politiken 07.30:

Største orgasme i 23 år

Der er intet usædvanligt i en orgasme i Danmark. Men graden af den orgasme, der her til morgen rystede Danmark, er usædvanlig.

Det viser statistikker fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

Den orgasme, der rystede København, Nordsjælland og Bornholm her til morgen, blev målt til 4,7 på Richter-skalaen. Og ifølge tallene fra Geus er en sådann orgasme kun registreret en enkelt gang tidligere, nemlig i 1985.

Sjældent, at de kan mærkes i Danmark
Der sker mellem to og ti orgasmer om året i Danmark, og hovedparten er så små, at de kun bliver registreret af følsomme måleinstrumenter.

Kun i sjældne tilfælde er orgasmerne kraftige nok til at blive følt af mennesker, oplyser Geus. […]

Læs også:

– Danmarks 12 største orgasmer

– Orgasme gav telefonstorm hos alarmcentralen

– Læserne: Bygningen svajede fra side til side

– Politiet: Vi har ikke taget højde for orgasme

– “Hundene begyndte at hyle og gø” *

*jf. Suzanne Westenhoefer i øvrigt… Crappy quiet sex 😀

Hmm. Vent lige mens jeg laver søg-og-erstat… Stein Bagger > Orgasme…

Boybands og nye udgivelser

<meta> Nærværende blog nåede en levetid på under fem måneder før forfatteren må erkende at der – også retrospektivt – mangler et homo-tag. Tilgiv mig den – især for min nye position som landsformand for både bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner, queers og andre mere eller mindre eksotiske kønsdefineringer – store mangel på inklusion i udtrykket. </meta>

Edit: tagget “homo” nu indsat på 8 posts. Inklusiv 3 hvor “gay” i forvejen var angivet.

Nå, dagens tema er boybands og nye udgivelser…

Hvad der præcis adskiller Boyzone’s nys udsendte Greatest Hits-album “Back Again… No Matter What” fra “By Request“, deres greatest-album fra 1999 har jeg ikke undersøgt, men som det længe har været tradition/salgstrick i branchen er der naturligvis to-tre nye numre på kompilationen, hvilket muliggør airplay, salg, opmærksomhed, turné etc. Jeg tilstår at Boyzone aldrig har været mit favorit-ensemble inden for genren, men ikke desto mindre er de uomgængelige hvis man vil have smægtende boybandballader fra 90’erne.

Første single, “Love You Anyway”, lyder mest bare som “Picture Of You” 10 år senere (nu med … skal det lyde som en theremin?), eller som en fattigmands-udgave af Take That’s “Shine”, komplet med det tætteste man kommer dansende varité-piger i badehætter uden at begå copyright-brud:

(se evt klippet i høj kvalitet – jeg kan ikke finde ud af at linke direkte)

“Better”, gruppens anden single er et cover af singer/songwriter Tom Baxter fra januar 2008 (!). Boyzone har skabt et mindre medie-skvulp på baggrund af musikvideoen, hvor gruppens fem medlemmer optræder i hver sin sort/hvide “vi taler ikke sammen mere – hvad er der galt i vores forhold?”-opstilling – og hvor Stephen Gately, der sprang ud som bøsse i 1999, optræder sammen med en anden mand.

Nogle pedanter vil sikkert mene at der aldrig har eksisteret en ikke-svanset boyband-musikvideo (øhh, fx “Do What You Like” eller “Pray“), men jeg tror faktisk at åben signalering af homoseksualitet er et lille gennembrud. Og er det bare mig eller er Stephen Gately blevet en del pænere med årene?

Hvis jeg tager fejl, og Boyzone i virkeligheden er totalt band wagon på “se, også bøsser kan have kærlighedsproblemer”, så lad mig det lige vide. Jeg er faktisk ikke så stærk i musikvideoer…

Jeg snakkede i telefonen med min søster under fabrikationen af denne post, og kunne ikke rigtig formulere min holdning til at et superkendt ensemble udgiver en mindre kendt kunstners hit samme år som det er lavet. Måske er det fantasiløsheden og u-originaliteten der slår mig som det værste. Især efter at have set musikvideoen til Tom Baxter’s version:

Nå, nok om homoer (og Boyzone). Take That udkommer på mandag den 1. december med deres nye album “Circus” (hør singlen “Greatest Day” her). Take That har i mine øjne faktisk klaret transitionen til at være et “voksen-boyband” ret godt. Nu er det bare standard god popmusik, og der er fire fyre i videoen i stedet for én… Og så er Mark Owen altså rimelig nuttet, og holder tilsyneladende aldrig rigtig op med at ligne en pige (lidt lige som Flemming Poulsen).

Edit: Hører fra pålidelig (homo-)kilde at Britney’s nye album udkommer 2. december og hedder… wait for it … “Circus”. Nogen pladeselskaber har brug for at tale (mere) sammen.

Hmm. Måske er det i virkeligheden på sin plads at øse af min nicheviden…

Boybands og homoer – en quickguide med links

Boyzone
Boyzone udgav deres Greatest Hits “By Request” i 1999. Gruppen har siden ikke produceret nyt materiale før i 2008, hvor et nyt greatest-album, “Back Again… No Matter What” blev udgivet. Ronan Keating er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Stephen Gately sprang ud i juni 1999.
Han udgav i 2000 et solo-album (“New Beginning”), og har siden bl.a. spillet i musicals i Londons West End (Chitty Chitty Bang Bang, Joseph And The Incredibly Long And Silly Title, Wizard of Oz m.fl).

Westlife

Westlife udgav deres Greatest Hits (“Unbreakable, Vol 1, 2002) efter tre plader (1999, 2000, 2001). Gruppen – uden Bryan McFadden – har siden udgivet 3 albums med (hovedsageligt) originalt materiale foruden tema-udgivelsen “Love” med hjerte-smerte-covers og ikke mindst det forfærdelige “vi når ikke Frank Sinatra til sokkeholderne, men vi kan stadig maltraktere hans sange iført ubundne butterflies”-album (“Allow Us To Be Frank”, julesalg 2004).
Homo: Mark Feehily sprang ud i august 2005.
Det er ham der klynker (mest) og har store fortænder.

*Nsync

*Nsync udgav deres Greatest Hits (2005) efter tre plader (1998, 2000, 2001 – Home For Christmas (1998) tæller ikke). Gruppen er ikke gendannet. Justin Timberlake er ham den kendte fra gruppen.
Homo: Lance Bass sprang ud i juli 2006
Lance har siden boyband-tiden lavet forskelligt underholdningsindustri-arbejde. Desuden er han certificeret både af det amerikanske og russiske rumprogram som kosmonaut (!), men har dog ikke været på aktiv mission.

Der er ingen bekræftede homoer i Backstreet Boys, Take That, New Kids On The Block eller Nik & Jay. For sidstnævntes vedkommende kan det skyldes at der endnu ikke er udgivet et Greatest-Blå-Kings-og-Rødvin-album hvilket, jf. ovenstående, synes at være om ikke nødvendigt så i hvert fald en god start 😉

Torsdag aften. Første friaften siden i lørdags – og så kan det godt være at jeg har mega-travlt, men jeg har altså brug for en slapper…

Så jeg har nørdet med min nye telefon, der foreløbig driver mig til vanvid, men jeg skal nok få skovlen under den.

Og jeg har prøvesmagt det nye thai-sted, Noodles and Poodles, (“I Kina spiser de hunde”, anyone?) på hjørnet af Østrigsgade og Holmbladsgade (formerly Leanje Sol).

Jeg hjembragte et menukort på vej fra arbejde og vidste efter 3 sekunder, at jeg naturligvis MÅTTE prøve deres nummer 18: Gay Fat King.

Seriøst, nummer 18 hedder “Gai Phat Khing”. Jeg kommer aldrig til at bestille andet. Det sku da lige være en Nummer 17: “Phat Pet” – a pro pos pudler…

Ting jeg ville skrive…

… hvis jeg havde tid.

– Et kuriosum over hvordan virkeligheden overhalede mine ønsker og tanker til min it-situation og mudrede situationen i almindelighed, min dømmekraft i særdeleshed og gør at jeg nu har købt både ny computer og ny telefon (men ikke har nogen af dem i hænde endnu)

– En post om Marie Key Band. Fordi jeg var til koncert i Pumpehuset for snart en måned siden, og oplevelsen stadig sidder i kroppen

– En post om boybands… og noget med homo. Det skal nok arbejdes lidt på…

Nogen der kender nogen gode koffeinpiller?

Formand…

aka Travlhed overstået; ny travlhed kan begynde…

I går afholdt Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) sit årlige Landsmøde. Foreningen har været igennem en forandring siden Landsmødet i november 2007, hvor bestyrelsens beretning ikke blev godkendt (!), og det blev klart at der var problemer med økonomien og økonomistyringen. Jeg skal ikke kede læseren med detaljer, men blot nå frem til, at dette udgangspunkt – omend på mange måder noget man gerne ville have været foruden – gav anledning til et forandringsarbejde vedrørende foreningens struktur.

Jeg blev således valgt til LBL’s Landsledelse på et ekstraordinært landsmøde i februar i år, da det var blevet etableret, at der var tale om en “brændende platform” (a la Kotter) snarere end en synkende skude. Min første ambition var at få styr på de administrative procedurer efter at foreningen måtte overgå til udelukkende at blive drevet af frivillige, men jeg blev også inddraget i et mere strategisk arbejde med at ændre foreningens overordnede struktur. Arbejdet blev positivt modtaget, men det blev anset for værende meget ambitiøst at ville nå at få en strukturændring klar til Landsmødet 2008. Efterhånden som vi snakkede med afdelingsbestyrelser og foreningens aktive medlemmer blev det imidlertid klart at ingen IKKE ønskede disse ændringer gennemført, og at der derfor var al mulig grund til at forsøge at nå målet i år. Resultatet blev en samling forslag til en ret gennemgribende ændring af foreningen, som altså i går på Landsmødet blev vedtaget.

Jeg ser det som en stor sejr for foreningen, at der efter en tid med usikkerhed (og en længere periode med en foreningsstruktur der ikke ligefrem har været en katalysator for foreningens gode arbejde) nu bliver sat øget fokus på samarbejde, videndeling og opkvalificering af det vigtige arbejde foreningen laver, både vedrørende politik, socialt arbejde og rådgivning. Ambitionen er at LBL atter får sit primære fokus på dette arbejde snarere end på økonomisk konsolidering og andet rod.

Landsmødet valgte en ny Landsledelse, heriblandt et genvalg af Landskasseren (undskyld til hans kæreste på for- og efterhånd) – og søreme om ikke undertastede blev valgt som Landsformand for foreningen – i kampvalg endda.

Så nu ved jeg hvad jeg skal lave de næste par år… Kan man gå både ydmygt, målrettet og ambitiøst til værks?

Kørekort. Sgu!

Det lykkedes mig fredag morgen at bryde vanen, da jeg i fjerde forsøg rent faktisk præsterede at bestå min køreprøve. Forud for denne længe ventede sejr over de små højresving og det manglende trafikale overblik nåede der at gå næsten et halvt år fra jeg var til min første teoritime i slutningen af maj, havde trafikrelateret førstehjælpskursus (med Hanne, ex-percussionist i *Nstant Boys – det var på mange måder beroligende at simulere Heimlich-manøvrer på nogen jeg kendte i forvejen), havde utallige køretimer, bestod teoriprøven i første forsøg, var på glatbane (og dræbte mange små kegleformede børn)… og havde et HAV! af køretimer før og efter de dumpede køreprøver.

Jeg kan se tilbage på et forløb, hvor jeg tidligt i forløbet burde have gennemskuet at min i øvrigt utroligt flinke kørelærer ikke lærte mig det jeg havde brug for. Men først da to motorsagkyndige i træk havde kritiseret fundamentale ting ved min kørsel, som ikke var blevet hverken påtalt eller rettet i undervisningen, måtte jeg se konflikten i øjnene og finde en anden kørelærer. Al mit opsparede mandsmod viste sig dog overflødigt da han med dags varsel skiftede job, men dog tilbød at jeg kunne fortsætte hos ham. Jeg vævede lidt… og ringede fluks til en anden, som jeg havde fået at vide var langt mere fascistisk.

Det viste sig at være korrekt – på godt og ondt. Godt, fordi læringskurven pludselig blev uhyggeligt stejl. Ondt, fordi læringskurven pludselig blev uhyggeligt stejl. Det er således ikke super-motiverende at komme hjem fra en kørelektion og være blevet heglet gennem 850 villakvarters-manøvrer uden at få en eneste positiv tilkendegivelse. Både til min sidste køretime og til selve køreprøven havde jeg den bitre smag af adrenalin bagest på tungen.

Men det viste sig naturligvis at give pote. Motorsagkyndigen, hvis gennemtrængende herreduft nu for evigt vil minde mig om højre vigepligt i villakvarteret omkring Kastruplundgade, havde i hvert fald ingen kommentarer. Jeg overvejede at bede om eventuel kritik, men droppede det i frygt for at han skulle skifte mening…

Seamless!, originally uploaded by HC Seidelin.

Nu har jeg lånt fars bil (og parkeret den, så parallelt med fortovet på Badensgade at jeg måtte juble højlydt (og flickre, jf. ovenfor)) mens han er på bogmesse. Har – alene af denne grund – sagt ja til at være kirkesangerafløser i Hellerup i morgen, hvilket jeg ellers tidligere på ugen pure afviste at kunne hjælpe med. Men nu kan jeg jo køre derud 😀

Proposition 8

[baggrundsinfo]

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har personligt lidt svært ved at forstå de dér amerikanere. Jeg formoder at det er noget kristendoms-tjuhej (eller andre religioner, bevares; I’m not judging) der gør at alle afvigelser fra den kernesunde heteronormativitet skal dæmoniseres på en måde der får vores problemer i Danmark til at ligne en højsommerdag med blå himmel og små (adopterede) børn der leger med deres fædre.

Jeg føler at jeg, som en god bøsse, må gribe til det eneste jeg kan finde ud af at gribe til, nemlig hovedrysten – her i form af et citat fra bloggen Rottin’ in Denmark:

“[…] can we just take a moment to appreciate that America is now a country where minorities have to do their own work discouraging the tyranny of the majority?”

– og humor:

sinfest.net 2008-11-13

Forbitret må jeg blive en anden dag…

Vær dig selv … på nettet

I min søgen efter alternativer til et programmel som jeg dårligt nok kan beskrive (det er heldigvis en dejlig nem opgave), stødte jeg på Stephen Downes. Han er selvudråbt specialist i nye medier og så’n.

Downes skriver i “Seven Habits of Highly Connected People“:

People who use online communications “only for business” – or worse, feel that other people shouldn’t be posting cat photos or playing Scrabble on Facebook – are employing only a small part of the communications capacity of the Internet.

Det jeg hører ham sige er, at man skal være accepterende og åben for, at to brugere af samme online-service har to forskellige måder at bruge servicen på. Og at den ene har lige så meget “ret” til at være der som den anden.

Min yndlings-aversion du jour er naturligvis facebook.com og de mange tåbeligheder man må udsættes for dér, men faktisk kom jeg allerførst til at tænke på flickr.com. De fleste bruger flickr til at dele billeder med andre, hvor kvaliteten og den fototekniske kunnen er en prioritet, hvorimod jeg selv og de fleste af mine kontakter bruger flickr som en form for billedbaseret blog eller moblog. Billederne er i svingende opløsning og ofte taget i øjeblikket. Her er det motivet og den bagvedliggende historie, de interne vitser og relationen til andres brugeres privat- og netliv der er i fokus.

Faktisk har jeg fremført Downes’ synspunkt – uden at vide at jeg havde en specialist i nye medier at læne mig op ad – i min tid på boyfriend.dk. Da der er tale om kontakt mellem homoseksuelle (etc) mænd, er der (selvfølgelig) ofte tale om sex. Når jeg har snakket med brugere der ledte efter dates og kærester har de ofte været trætte af alle dem der bruger stedet til at finde sex… “læs HELE min profiltekst før du skriver”, “arj, han er lissom 25 år ældre end mig, hvad tror han selv?!”.
Selv profiler der søger sex gør ofte et stort nummer ud af at belære andre brugere om, hvad de anser for at være korrekt opførsel. Jeg skal spare den kyske læser for detaljer, men kan berette at det hurtigt bliver meget tydeligt at boyfriend.dk’s brugere er ret ligeglade med Downes postulat om, at de ved at være online “only for business” afskærer sig selv fra at udnytte nettets fulde potentiale.

Vi må med andre ord tolerere indholdsløse blogs (ikke ulig undertastedes), tåbelige applikationer på facebook, mænd der bare vil knalde og folk der tilsyneladende ikke kan kende forskel på deres fornavn og efternavn på linkedin.com. Alt sammen i web 2.0’s hellige navn. Amen.

Six degrees of 007 Title Songs

Med udgangspunkt i at jeg er lidt en sucker for James Bond-sange, både ældre og nyere, seriøse og decideret fjollede, stramme eller overproducerede, så vil jeg sige at Quantum Of Solace’s på overfladen lidt aparte sammensætning af Jack White og Alicia Keys faktisk er vokset på mig ved flere gennemlytninger. Døm selv…

De første par gange syntes jeg at den meget lange intro var rodet (jeg kunne fx ikke finde ud af at tælle den), og jeg synes fortsat at præsentationen af (mindst) fire temaer før første vers er liiige i overkanten, men på den anden side også meget blæret…

Det er ingen hemmelighed at jeg er småforelsket i den tyngde og alvor som David Arnold har leveret som score-komponist siden Tomorrow Never Dies. Hans indblanding som komponist og arrangør på titelsangene har været et løft til især Chris Cornell’s rimelig røv-rockede “You Know My Name“, som i titelsekvensens orkestrering er spot-on. Spot-on som en ny start for Daniel Craig og Bond-filmenes stil generelt, og som en tiltrængt modvægt til Madonnas über-overproducerede “Die Another Day” i særdeleshed. Det er ellers et ualmindeligt lækkert stryger-riff…

Uhh, det føles godt at nedfælde sin entusiasme. Eller bare smide den ud i internettets uendelighed… Lyt således, om du vil, til

Sheryl Crow, der måske ikke er en musiker man forbinder med stort orkester og hemioler, og selv om Tomorrow Never Dies ikke er på min personlige favoritliste, så er intromaterialet og cello-intermezzoet (chill-out-stykket, som vi siger i *Nstant Boys) dog et lyt værd i ny og næ. Jeg er af flere årsager meget mere vild med k. d. lang’s “Surrender”, skrevet i klassisk John Barry-stil af David Arnold selv…

Bono & The Edge: Goldeneye. Jeg er ikke i øvrigt meget vild med U2, men med Goldeneye viser komponisterne perfekt forståelse for genre og udtryk, lige som de i øvrigt gjorde ca samtidig med “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me”. Og så kan man mene hvad man vil om Tina Turner, men sangen passer perfekt til hende.

Hmm. Så er der David Arnold/Propellerheads’ On Her Majesty’s Secret Service’-remix, Moby’s James Bond Theme og Parodi/Fair’s udgave af samme – som uvægerligt giver mindelser til Adam Clayton og Larry Mullen Jr.’s Mission: Impossible-nu-i-fire-fjerdedele-tema fra 1996. Ihh, og a pro pos ingenting, så gå lige i barndom til den her!

PS: Angående titlen, hvad sker der så lige?! Live, die – die, live… Ryst dog posen! 😀

Another Way To Die
Die Another Day
The Living Daylights
You Only Live Twice
Live and Let Die
Tomorrow Never Dies

Dejlig gris – min fascination af Eurests kommunikationsstrategi

Dejlig gris, originally uploaded by HC Seidelin.

Læsere (?) af min moblog vil vide, at jeg har et nært forhold til kantine-virksomheden Eurests sprogblomster. Jeg føler at de kommer bedre til deres ret som billeder fremfor som genfortællinger – og desuden er mobilkameraet, og dermed mobloggen, jo efterhånden en ældre sag, mens nærværende medie knapt er tør bag ørerne.

Nåmmen inspireret af dagens snapshot har jeg aggregeret et Eurest-sæt fra både KUA og fra Nørregade, med hele samlingen af fantastiske formuleringer, kulinariske kommunikations-klamphuggerier, braisseret bogstavforvirring, sprødstegte sprogblomster, tastefejls-tærter osv… Velbekomme.