LBL, Landsforeningen for bøsser og lesbiske, har i mange år haft en såkaldt landsledelse som mellem landsmøderne er øverste myndighed. På sit seneste landsmøde vedtog foreningen at oprette et Strategisk Forum, forkortet SF.
SF, Socialistisk Folkeparti, oprettede på sit seneste landsmøde en såkaldt Landsledelse…
Konspirationsteoretikere, sæt igang! 😉
Uagtet at overskriften lyver (på mere end én måde; dels hedder jeg faktisk ingen af de nævnte ting og dels er “magtfuld lobby” ikke ét men to mellemnavne med mindre man indsætter en bindestreg), så ranker jeg i disse dage ryggen på samme måde som da Pia Kjærsgaard i et interview med Bjarne Lundis udtalte
»Jeg vil sige specielt de aktive i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Dem, synes jeg, er meget militante,« (citeret fra den nu hedengangne (ha!) Nyhedsavisen).
I en leder for nylig i Kristeligt Dagblad så redaktionen sig på lederplads kaldet til at give sin uforbeholdne mening om kirkelig vielse af bøsser og lesbiske til kende. Den er ikke positiv. For selv om folkekirken er
en af verdens allermest tolerante kirker over for seksuelle minoriteter
, så er problemet ifølge lederskribenten
at de homoseksuelle kræver noget, som end ikke biologien eller historien kan give dem. De forskelle, som ønskes udvisket mellem ægteskab og registreret partnerskab, kan og vil ikke forsvinde. Ægteskab, familieliv, børneopdragelse og selv adoption vil – med eller uden kirkens velsignelse – fortsat være præget af, at kønnene er fundamentalt forskellige.
Da dette krav er et udtryk for et “rethaverisk mindretalshysteri” konkluderes det, at
folkekirken tjener altså de fleste bedst ved fortsat at mene, at ægteskabet før som nu er for én mand og én kvinde.
Anledningen til lederen er velsagtens en art kulmination på, at Statsministeren i et samråd sparkede selvsamme problemstilling til hjørne ved at sige, at han ikke vil lovgive på området før folkekirken beder ham om det. Da folkekirken – i mangel af et kirkeråd med reel beslutningskompetence – kun kan bede om den slags ved at biskopperne laver en udtalelse, og da Københavns stift står for at skulle vælge ny biskop, var det vel uuindgåeligt at bispekandidaterne ville blive stillet spørgsmål om deres syn på emnet (se deres svar her) og at Himmeltidende og andre toneangivende medier ville hoppe på vognen også.
Man kan mene hvad man vil om Statsministerens lidt omvendte holdning til lovgivningen; på hvor mange andre områder venter regeringen på at fx alle landets borgmestre eller alle bankdirektører laver en udtalelse før man gennemfører eller fjerner anlægslofter i kommunerne og udformer eller dropper bankpakker? Nej vel?
Kunne partnerskabsloven være blevet gennemført så snart LBL fremsendte Dansk Giftefoged-laugs accept af borgerlige vielser af samkønnede par? Ville Sammenslutningen Af Lesbiske Der Vil Insemineres Af Læger På Statens Regning kunne have vundet slaget om retten til insemination ved at indhente en anbefaling fra Lægeforeningen? Vi lader billedet stå et øjeblik…
Man kan også mene hvad man vil om Kristeligt Dagblads diskussion af vielses-problematikken. Ligesom det er svært at diskutere Israel-Palæstina-konflikten fordi man aldrig kan medtage hele konfliktens omfang, historie og kompleksitet i en enkelt sætning, så skal man tilsyneladende være stået tidligt op (evt. tidsnok til at have deltaget i kirkemødet i Nikæa i 325) for at kunne følge med når der argumenteres på lederpladsen i KD.
Jeg hæfter mig for eksempel ved, hvor argumentationen om at “at de homoseksuelle kræver noget, som end ikke biologien eller historien kan give dem” kommer fra. Når par af samme køn ønsker at kunne blive gift i en kirke på lige fod med par af forskelligt køn, så er det ganske korrekt, at det kan hverken biologien eller historien give dem. Det er kirken der skal give dem det. Og hvorfor den ikke kan det melder argumentationen ikke noget om.
“De forskelle, som ønskes udvisket mellem ægteskab og registreret partnerskab, kan og vil ikke forsvinde”. Er det bare mig, eller er fx den norske lov om kønsneutralt ægteskab ikke netop et vidnesbyrd om, at de omtalte forskelle rent faktisk udviskes ved et lovindgreb?
“Ægteskab, familieliv, børneopdragelse og selv adoption vil – med eller uden kirkens velsignelse – fortsat være præget af, at kønnene er fundamentalt forskellige”. Det ku ellers være sjovt hvis kønnene i stedet blev fundamentalt ens ved at kirken velsignede dem. Homos, homos everywhere 😀
Nej, nu ordkløver jeg bare. Undskyld.
Min pointe er at KD’s argumenter er selvopfundne og selvopfyldende. Særligt finurligt er afslutningssvadaen med at folkekirken “tjener de fleste bedst” ved at udelukke homoseksulle fra at kunne blive gift i kirken. Tjener dem hvordan?, tænker jeg – og med hvilket formål?
Suk. Jeg er ikke teolog. Jeg kan ikke bibel-bashe godt nok til at vinde diskussionen. Så lad mig i stedet vende tilbage til mit udgangspunkt, den ranke ryg og det mærkelige mellemnavn. For det, som gør mig “Pia Kjærsgaard kaldte mig militant”-glad er, at KD’s leder nævner “den magtfulde lobby for homoseksuelles ligestilling i Danmark”. Der menes naturligvis ikke kun Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, men velsagtens også hele oppositionen og andre fjolser derude for hvem ligebehandling betragtes som noget så tossegodt som en basal menneskeret. Men jeg tillader mig dog at formode at LBL var i tankerne hos lederskribenten… og er der så noget at sige til at jeg går med rank ryg?
Jeg er jo landsformand for LBL – en tilsyneladende “meget militant” og “magtfuld lobby”!
Hvad kan jeg sige andet end: Det kan I bande på!* Pas bare på derude, eller vi starter en bandekrig på Nørrebro (tjek), forårsager en depressionslignende økonomisk krise over hele den vestlige verden (tjek) og nedkalder en sværm af græshopper over Indre Mission – bare for at vise at vi også er gammeltestamentelige blasfemister.
Jeg må ha nye visitkort…
PS: Bliv militant og magtfuld her
*eller lade være, alt efter religiøs overbevisning. I’m not judging.
*fnis*
HC troede engang at han aldrig ville finde flyvning trælsomt, men nu hader han bare lufthavne og den formodentlig 11. september-relaterede terrorforskrækkelse og analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes.
Da han i 2007 ville medbringe teltstænger i håndbagagen for ikke at skulle betale overvægt fik han besked på at de var et slagvåben og måtte tjekkes ind. Han fik dog lov at beholde sine mellemsvære bjergstøvler, sin højre arm og andre slagvåben. Fik også lov at betale overvægtsafgift.
På tilfældig storbyferie hvor han medbragte sin hverdags-skuldertaske måtte han vinke farvel til sin neglesaks (som han havde overset da han tjekkede tasken for mordvåben). Han fik efter nogen debat dog lov at beholde sin stemmegaffel, selvom den jo ville kunne jage begge øjne ud på kaptajnen på én gang. Især på en kaptajn med umådeligt tætsiddende øjne. Han følte sig heldig over ikke at have forklaret folkene hvordan en stemmegaffel virker. Sætninger a la “den frembringer en konstant tone hvis man sætter den i svingninger” ville sandsynligvis mønstre et dusin væbnede sikkerhedsfolk på under 30 sekunder.
HC er gået foran resten af den syv mand store gruppe der sammen skal på skiferie, og står således alene i kø til security. Han plejer demonstrativt at spilde alles tid ved at tømme sine lommers indhold ud i en bakke, men har faktisk i dag taget bukselommernes indhold op i en jakkelomme. Han har husket at pakke sine væskebeholdere (som alle er på under 100 ml) i en forseglbar plasticpose med et rummål på maksimalt en liter. Han har taget sit bælte af. Han er totalt konform, behagesyg og hygger sig faktisk med at spille med på deres latterlige spil.
Tasken kører igennem apparatet. Securitymanden udbryder brysk: “Er der en computer i tasken? … Den skal jo (!) tages ud. Posen med væsker skal også lægges i en bakke for sig”. Oh well, godt ord igen. Skulle have kigget på instruktionsvideoen mens han ventede… Computer op i bakke for sig. Pose med væsker i en bakke for sig. Tasken køres atter igennem apparatet.
“Er det Deres taske?”
Hvad nu? Skal man have sin taske dissikeret som straf for ikke at have husket det med computeren? Securitymanden går målrettet efter det lille rum ind mod ryggen – and horror strikes! Flot, HC! Glidecreme er også en væske.
Og det er jo ikke bare de gratis, små kommunale portionspakker eller apotekets anonymt udseende. Nænej, det hedder noget i retning af “ANALyze me”. Og tuben er i øvrigt ikke blevet sprittet af, så den er lidt fedtet. Securitymanden ser mellemsvært misbilligende ud, men lader efter nogen tid HC pakke sine ting sammen og gå – storrødmende.
På turen hjem har han pakket anderledes klogt. Dels, naturligvis, belært af udturens hændelser og dels grundet det faktum at pakningen er foregået mindre over hals og hoved. Alle (!) væsker er lagt i indtjekningsbagagen og generelt er håndbagagen holdt på et absolut minimum.
Monkey class-indtjekningen i Grenoble-Isère foregår væsentligt mindre automatisk end i CPH: En ung fyr med overbid og en alt for stor jakke slæber bagagen fra indtjek-skrankerne og over på et bånd længere tilbage i lokalet.
Al bagage for hele gruppen tjekkes ind på én gang, men pludselig standser al aktivitet bag de fire skranker.
“HC, din bagage er taget ud til tjek!”
Han krydser tre køer med nysgerrige blikke for at komme ind til en dame ved det bagagetjeknings-apparat, som det viser sig at overbidet lægger folks bagage ind i. I 250 personers påsyn skiller han sin bagage ad. Damen synes at vide hvad hun leder efter og fremdrager med nogen triumf i blikket … en dåse hårlak.
Come on! Kan man for fanden ikke få lov at have sin fesne livsstil i fred?! Ganske vist er hårlakken i industristørrelse, men den er dog en trykluftsbeholder præcis som alle de andre hundredetusindvis af trykluftsbeholdere der kører gennem den maskine hver dag.
Nå, i det mindste er de fleste hårprodukter deklareret på fransk, så damen stiller sig tilfreds, lægger den tilbage, og hjælper endda med at få tasken lukket igen.
…
Hans irritation over lufthavne og den analfikserethed hvormed udlandsflyvninger rituelt indledes er ikke blevet mindre. Men nu er det krig! Håndbagagen pakkes fremover med regnbueflag, dildoer og Crisco. Bring it on, bitches! I’ll give you analfikseret!
Det går hurtigt nu… Først sad jeg som menigt medlem af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes Landsledelse i ni måneder. Dernæst blev jeg valgt til formand for Landsforeningen. Og kun to måneder efter er jeg nu igen på vej op af rangstigen. I dagbladet Schaffhauser Nachrichten kan man således læse følgende:
Nun wird mit Sigurdardóttir erstmals weltweit eine bekennend homosexuelle Frau zur Regierungschefin. «Das hat einen enormen Symbolwert. Sie kann ein Vorbild für alle Männer und Frauen werden, die es schwer haben, offen über ihre Homosexualität zu reden sein», kommentierte etwa HC Seidelin vom isländischen Homosexuellenverband.
Jeg er måske faktisk målløs omend jeg sikkert ikke burde være det. Citatet er oversat ret direkte fra en artikel i Politiken. Det er ret dårlig research. Men sjovt… Og hvor er stalkerværktøjet pipl.com fantastisk! (tak, Niels) Man kunne fx glemme at man har svaret på en blogpost med titlen “Don’t you dare tell me ‘happy holidays’, you atheist swine“.
Gratisavisen 24 Timer har i dagens udgave en fin artikel om lesbiske kvinders manglende mulighed til at blive insemineret i offentligt regi med sæd fra en såkaldt åben donor, altså en person som kvinden selv har valgt.
Artiklen fokuserer måske lidt ensidigt på det problem at en bøsse ikke kan levere sæden, mens problemet i sin essens er, at loven kræver at den biologiske mor og den åbne donor er i parforhold.
LBL’s talsperson, den alvidende Søren Laursen, siger kloge ting
“Det er et enormt vigtigt valg at træffe, om et barn skal kende begge sine biologiske forældre. Det valg bør forældrene selv, og ikke politikerne, træffe.”
mens DF’s familieordfører René Christensen er forarget (!):
“Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor en homoseksuel vil have børn, hvis han ikke har lyst til at have sex med en kvinde eller at bo sammen med hende. Det er helt forrykt.”
Anette fra kontoret konstaterede blot, at René Christensens største problem tilsyneladende er at forstå konceptet “lesbisk”; “de lesbiske kvinder jeg kender vil hellere end gerne have sex med en kvinde og bo sammen med hende”. Fnis.
Undertastede er i vælten som historiens “menneskelige vinkel”. Og for engangs skyld har journalisten formået at koble mit personlige engagement med mit professionelle; først hvordan problemstillingen berører mig som person og dernæst et LBL-relateret appendix.
Og mit navn er stavet som jeg gerne vil have det. Uden at jeg måtte bede om det. Min sjæl, hvad vil du mer´?
som den blev optaget i Radio Rosas studie i Valby i dag.
“2009.
Det lyder ikke som noget særligt. Hvad adskiller egentlig 2009 fra den endeløse række af nye år vi alle har oplevet? Det synes allerede at være en menneskealder siden at verden var i panik over, om computere ville kunne håndtere det nærmest magiske, mytiske skift fra at skrive noget der startede med 1 til noget der startede med 2. Om mennesker ville kunne håndtere det.
Det er ikke en overdrivelse at sige at glansen er gået af Sankt Gertrud hvad årstal-skift angår. Bevares, vi hopper ned af stole og falder vildtfremmede mennesker om halsen. Men vi er i den grad forvænte med at ting har et hurtigt, hektisk liv for derefter at gå fuldstændig i glemmebogen.
Også med hensyn til de ting der rent faktisk betyder noget, kan det knibe med at mobilisere interessen.
Som den obligatoriske seksuelle minoritet – som ethvert kontor tilsyneladende bør have én af – måtte jeg for et par uger siden svare på hundredvis af spørgsmål, da Folketinget kort før jul førstebehandlede et lovforslag om ligestilling af hetero- og homoseksuelle par i adoptionssager.
Det slog mig i hvor høj grad vi – både de af os som lovforslaget vil gøre noget både principielt og konkret for, og alle andre – på den ene side er helt oppe på barrikaderne fordi “det er da også totalt urimeligt og skævvridende og uanstændigt”, og på den anden side egentlig er forholdsvis ligeglade med den behandling der bliver nogle borgere til del – både i det daglige og i lovgivningen i Danmark.
“Må homoseksuelle par ikke adoptere? Nå, Gud, det anede jeg ikke.”
“Kan lesbiske med-mødre ikke få barselsorlov? – det er da egentlig mærkeligt.”
… og så tavshed. Og ikke mere. Vi har det jo meget godt, de fleste af os. Ikke bare hvad angår familieforøgelse, men på alle områder.
Og det er et gyldigt argument. At mene at vi ikke ønsker at gøre LGBT’ere – altså Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner og andet godtfolk – til et “socialt tilfælde”, som samfundet skal understøtte med overførselsindkomster, sær-ordninger og hvad deraf kan følge af social marginalisering og negativ opmærksomhed, som de færreste af os har brug for.
En eller anden har på et tidspunkt sagt noget i retning af, at som homoseksuel springer du en lille smule ud hver dag. Hos lægen, i banken, i kantinen, i bussen. Og de fleste af os kæmper netop den modsatte kamp af at være noget særligt, nemlig kampen for at få lov til at være almindelig. Ikke at være “hende den lesbiske”, men at være “hende med brillerne på 4 sal”. Ikke at være “ham der er en pige” men “hende der er vildt dygtig til at få e-mailen til at virke når den gør det dér…”. Hvorfor ønsker vi at henlede opmærksomheden på os selv som noget særligt ved at kræve ændrede regler? Lige adgang til ting? Lige stilling? Ligestilling?
Vi gør det, fordi det starter et sted. Hvis det starter nedefra med accept og ligebehandling i hverdagen, så skal nogen sørge for at det også bliver afspejlet i lovgivningen. Hvis det starter med lovgivning, så skal nogen sørge for at det også bliver udbredt i praksis, i hverdagen. Om ligebehandlingen og accepten siver opad eller nedad, så er der nogen der skal skubbe på processen, råbe folk op, oplyse, tage diskussionen på et seriøst og ikke-skingert niveau. Det er Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pligt. Det er alles pligt, men særligt er det LBL’s pligt at starte. At hjælpe til at bryde så meget af muren ned, at andre føler at de kan medvirke til arbejdet.
Vi gør det fordi LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Vi er ikke alene i en verden der er imod os. Vi er én gruppe blandt mange der oplever diskrimination.
Og vi gør det fordi brede skuldre nu engang kan bære væsentligt mere end de smalle. Vi er mange der er heldige at leve et liv, hvor vi møder bred accept, forståelse, venlighed og imødekommenhed. Det skal vi huske at se som et privilegium. Og hvis Spiderman nogensinde har lært os noget, så er det, at med store privilegier følger et stort ansvar.
Jeg mener personligt at for os der har muligheden, er det vores ansvar at springe ud for så mange mennesker som overhovedet muligt, så enhver kan se hvor fantastisk almindelige og forskellige vi er – lige som alle andre. Går på arbejde, laver mad, samler på frimærker, besøger familien, bliver forelsket, synger i kor, henter børn. Ville ønske at vi dyrkede mere motion og spiste flere grøntsager.
Jo mere almindelige vi insisterer på at være, desto mere springer det i øjnene at fordomme, diskrimination, hatecrimes og alle de områder hvor man burde tænke “det kan vi da umuligt være bekendt” også bliver områder hvor vi – alle sammen, på alle nivauer – også gør noget ved problemerne.
Men den normalisering sker ikke ved at gå i ét med tapetet. Den sker ved at vi utrætteligt gør opmærksom på problemerne, taler om dem, sparker opad i systemet. At vi går med til Prideparaden, bare for at vise hvor almindelige vi er. Og svarer på kollegers, familiemedlemmers, politikeres og alle andres spørgsmål, tålmodigt og sagligt.
LBL er involveret i en såkaldt levevilkårsundersøgelse, der skal afdække hvordan sådan nogen som os rent faktisk har det – med spørgsmål om sundhed, seksualitet, kønsidentitet, accept i samfundet, sociale relationer og så videre. LBL har sammen med World Outgames, Center for alternativ samfundsanalyse, også kaldet CASA, og flere andre interessenter og økonomiske støtter kæmpet for, at denne forskningsorienterede undersøgelse kan blive gennemført, så vi med endnu tungere vægt kan fortsætte det arbejde LBL laver, både politisk, socialt og rådgivningsmæssigt.
Netop World Outgames, der i slutningen af juli måned i år vil sætte København på den anden ende med både sportsbegivenheder, en stor menneskerettighedskonference og et massivt internationalt kulturopbud, er en enestående platform for at råbe samfund og politikere, venner og uvenner, skeptikere og ildsjæle op.
Og forhåbentlig vil begivenheden være med til at give det danske og københavnske foreningsliv et velanbragt spark fremad, så vi kan fortsætte og til stadighed forbedre det gode arbejde som hundredvis af mennesker allerede bruger deres frivillige kræfter på – i LBL, Pan-Idræt, HIV/AIDS-organisationerne og alle de mange andre steder hvor de få trækker læsset for de mange.
LBL har i 2008 gennemgået en stor organisations-ændring, og 2009 er året hvor jeg, sammen med repræsentanter for alle foreningens mange aktiviteter starter på en frisk og vil arbejde videre med vores mange projekter med fornyet styrke og gåpåmod.
2008 var også året hvor LBL fyldte 60 år. En udstilling i anledning af jubilæet gjorde det tydeligt, at vi er nået så langt at man næsten ikke kan forstå det – og på kun en lille menneskealder. Men udstillingen gjorde det også pinligt tydeligt hvad det er for store udfordringer vi står foran, i Danmark og i andre lande. Må 2009 blive året hvor vi lægger fundamentet for et styrket arbejde, et styrket samarbejde og, sammen, arbejder for at fjerne skel og forskelle – og erstatte dem med plads og mangfoldighed.
Godt nytår!”
HC Seidelin
Landsformand, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske
… du allerede inden 1. januar er forbi har mødt sætninger som
Det er lidt sjovere at fjolle i skridtet på en anden fyr, når man ved at han kan stave til “dekonstruktionsfestivitas”
og
[jeg] Er et skolastisk kinderæg… Flad humor, prætentiøs klogskab og en overraskelse i midten. Hele 3 ting på én gang!
2009 – jeg er klar!
Billy’s Tale from Falcon Studios
[…]
It’s “Cinderella” with a raunchy, all-boy sex slave twist!
Et pornofilmselskabs marketingafdeling må bare være et anderledes sted at arbejde.
(Dydigt link til imdb.com – hvis du vil se billeder af “raunchy all-boy sex slaves” må du google at your own peril.)
Mens vi venter på fars retur fra plejehjemmet hvor han – by public demand – har afholdt to (!) tjenester vil jeg påbegynde den årlige liste af julede ting du kan underholde dig med på de lange vinteraftener. Havde måske nok været på sin plads at poste før juleaftensdag, men ikke desto mindre…
Goldfrapp’s hyggelige elektro-juleknas (med udvidet tonalitet) er perfekt i selskab med Mike der skriver Rottin’ in Denmark.
Jeg har ledt efter The Muppets og John Denver’s “The Twelve Days of Christmas”, og fandt til overflod:
– Donkey’s The Twelve Days Of Christmas
– The Twelve STI’s Of Christmas
– og flere andre mere eller mindre fantasifulde fremførsler, hvoraf jeg kan nævne følgende highlights:
“Six Happy Meals”
“Three mp3’s”
“Five Point Palm Exploding Heart Techniques” (as featured in Kill Bill)
“And an X-box Three-Sixty”
Det her er en tilbagevendende klassiker…
Lissom den her… Styr rensdyret hen under bouncy-julemanden.
Nå, Ebeltoft og madlavning til en mindre hær med søskende og mor kalder. Klædelig jul alle sammen 🙂
discotango 