Så længe jeg har villet have en blog (hvilket er længe) har jeg vidst at den første post ikke skulle være meta-agtig omkring blog-konceptet. Lad således dette være tilstrækkeligt premiere-meta-meta.
En hurtig dedikation: Uden lillebror, ingen storebror med blog… Frederik, I (l)owe you! Du er bare generelt sejere end mig. Doh!
Og så til sagen: Roskilde 08
Min fjerde Roskilde festival (ja, jeg er indbegrebet af last mover) bød på solskoldninger, pletvis tvivlsomme musikalske prioriteter og cementering af konceptets holdbarhed.
Det er objektivt set forkert at jeg gider komme på Roskilde, for rockmusik er mig i udgangspunktet så inderligt ligegyldigt, og af de 22 bands der var annonceret med store typer på årets plakat hørte jeg nul hele koncerter og kun en håndfuld brudstykker. Men Roskilde-repertoiret spænder forbilledligt bredt og det er hvert år lykkedes mig at få 10-15 fede musikoplevelser til trods for at jeg dybest set er en pop-dreng. Og 10-15 koncerter på en uge er vel at mærke mere end dobbelt så meget som jeg får set og hørt hele resten af året. Dette er den primære årsag til at jeg kommer tilbage igen og igen; for at få kastet musik, talent og oplevelser i hovedet og få udvidet det til daglig alt for snævre musikalske sigte.
Jeg syntes selv jeg havde forberedt mig ret godt i koncertprogram-pensummet, men måtte indse at bandbeskrivelser og myspace-besøg alligevel kun giver et begrænset beslutningsgrundlag når der skal udvælges og prioriteres (og det skal der jo, benhårdt!). Jeg mødte mere end et par gange op til musikalske fusere – i flere tilfælde koncerter der var valgt til fordel for andre, som jeg bagefter hørte irriterende positive ting om 
Desuden går man hvert år glip af et par navne på grund af generel lejrhygge eller gammeldags ladhed.
Men Goldfrapp, Duffy, PPOT, Robyn, Tivolis Symfoniorkester, Sharon Jones and the Dap-Kings, Alphabeat, Miss Platnum, flere gange Balkan-polka-helvede på Astoria og flere andre fine oplevelser er heller ikke sådan at kimse af. A Kid Hereafter And Slaves To The Truth (aka Frederik Thaae pakket ind i strygekvartet, en håndfuld percussionister, en håndfuld blæsere, et dusin korsangere og en endeløs række af gæstesolister, alt sammen under kyndig ledelse af Jakob Faurholt of Tonefilms-fame) var årets pudsigste, men supercool, oplevelse, mens tyske Miss Platnum var ubetalelig i dancehall-balkan-party-stil. Jeg nåede kun 3-4 numre, men der kommer forhåbentlig andre chancer.
På Orange var jeg som nævnt kun til halve koncerter eller mindre. Synes generelt det er svært at elske scenen som spillested selv om jeg altid har beundret den indsats festivalen lægger i at gøre oplevelsen visuelt og auditivt lækker og selv om det skrånende publikumsområde er noget nær ideelt til friluftskoncerter. Måske handler det mest om at de navne der spiller på scenen er de mindst interessante i min koncertplan, men der er også noget energi der går tabt… Jeg vil til enhver tid foretrække fx Tina Dickow-regnvejrskoncerten på Pavilion i 2004 eller Scissor Sisters på Arena samme år fremfor deres optrædener på Orange. Og Teitur som åbningskoncert… Der er en hårfin grænse mellem “modig” og “tåbelig” koncertplanlægning. Nuff said.
Hvad angår solskoldninger, så er emnet “vejret på Roskilde” vist behandlet rigeligt (alle) andre steder. At nakke og underarme brænder og skal holdes under konstant overvågning ændrer ikke ved at solskin trumfer mudder. Men mon jeg nogensinde får lov at opleve normalt dansk vejr på Roskilde? 04 og 07 var klassiske mudder-til-knæene-uger (henholdsvis fjerdevådeste og allervådeste i festivalens historie), mens 06 og 08 var flere døgn i træk uden en sky på himlen (ud over den sky af urinstøv som de 100.000 mennesker selv genererer). Engang kunne det være fint med en festival præget af tørt og solrigt vejr, moderate temperaturer, lidt hyggeskyer og en enkelt byge eller to… Men man skal selvfølgelig passe på hvad man beder om.
Bring on 2009! Jeg mangler stadig at få testet mit 3000 mm vandsøjletryk-telts duelighed.
discotango 