Tale ved Copenhagen Pride 2010

Jeg er single. Og når man er single og gerne vil holde op med at være det, kan man prøve lykken på et af utallige dating-websites. Et af dem skriver på forsiden, at deres website er CO2-neutralt. På et datingsite? Klima-bevidsthed er godt, men det stikker lidt i øjnene, synes jeg… Jeg diskuterede det med en kammerat som er fairtrade-aktivist og som hader når firmaer udvander hans hjerteblod med sådan en form for helt umotiveret og enkeltstående klima-sminkning. Han kalder det Green-washing.

På samme måde oplever LGBT-miljøet i disse år en form for Pink-washing, hvor firmaer, organisationer og enkeltpersoner søger at pynte sig med vores sag, men hvor vi kan blive i tvivl om engagementet stikker dybere end nogle pæne ord om plads til forskellighed eller giver dem en kant i deres markedsføring.

Jeg hedder Hans Christian Seidelin og jeg er Landsforperson i LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Landsforeningen uddeler hvert år under Copenhagen Pride en pris til nogen som vi synes styrker arbejdet for LGBT-rettigheder. Nogen hvis arbejde foregår under stor modstand, hvor de svømmer mod strømmen. Vi kalder prisen “Årets Laks”.

Der har i år været en del polemik om, hvorvidt *alle* skal have lov til at deltage i Priden. Nogen mener at LGBT-miljøet bliver udsat for Pink-washing når nogen deltager, selv om de – i vores optik – ikke hører til, men prøver at score nogle point på vores bekostning. På at blive set i Priden sammen med os.

Det er helt tydeligt at Pride-paraden står mange menneesker meget nært. Og det er godt. Og jeg kan sagtens se, at det føles fornedrende for os, for vores pride, at nogen slår plat på noget som vi selv tager seriøst. Når de misbruger priden.

Men når noget bliver mainstream sådan som bøsser og lesbiske er blevet det, så mister vi kontrollen med det. Sko-reklamer, rejseselskaber, politiske partier. Pink-washing? Vi kan ikke vide det.

Vores lille klub holder op med at være eksklusiv. Vi kan på den ene side glæde os over synligheden, men vi kan også hurtigt føle at vi bliver for brede. Føle at det signal som *jeg* vil sende bliver slået i hartkorn med det signal som alkohol-firmaet der har hyret et dusin gogo-boys i små shorts vil sende.

Selvfølgelig skal vi diskutere med folk som helt tydeligt ikke går ind for ligebehandling hvorfor de går med i en parade som handler om netop ligebehandling. Men vi er nødt til at indse, at *vi også* skal ligebehandle. Vi kan ikke tillade os at ekskludere nogen, selv om vi ikke kan lide dem og de ret tydeligt heller ikke kan lide os. Hvorfor går de med? Vi ved det ikke, men hvis vi forskelsbehandler i dag, hvad er så vores argument for at de ikke må i morgen?

Der er nødt til at være højt til loftet i vores fællesskab.

::::::

“Hvorfor er Landsforeningen holdt op med at tale bøssernes sag?” Det er et spørgsmål jeg får med jævne mellemrum, særligt fra mænd der kan huske nogle år tilbage i miljøet.

Men hvad er “bøssesagen”? Hvad er “de lesbiskes sag”? Jeg ved det stadig ikke. Er sandheden ikke, at ingen af os ønsker nogen særstatus? Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner; vi vil gerne bare behandles lige!

Jeg ved godt at nogle politikere, inkl nogle som er gået med i dag, mener at bøsser og lesbiske er blevet nogle rettighedsfascister, som har fået det de skal have og nu bare kræver mere. Men det skældsord, rettighedsfascist, vil jeg godt samle op og tage på som en medalje. For det er nemlig helt rigtigt set. Ligebehandling handler om lige rettigheder – menneskerettigheder – og dem skal vi ikke skamme os over at vi gerne vil have.

Jeg ved godt at det ord, menneskerettigheder, er et stort ord, som normalt er forbeholdt steder i verden hvor krænkelser af rettigheder berører folks liv helt anderledes konkret, nedværdigende, frihedstruende, måske endda livstruende. Men jeg synes ikke vi skal være bange for at sige det: LGBT-rettigheder er menneskerettigheder.

LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Og når det gælder i Danmark, så gælder det også udenfor. Vi har lige vandret gennem København i tusindtal med folk der vinkede fra vinduer og balkoner og stilladser. Lige på den anden side af Østersøen blev Baltic Pride i år gennemført i Litauen, den første Pride-parade i landet nogensinde. Det skete under massivt politiopbud, med voldsomme moddemonstrationer og i skyggen af, at landet har vedtaget en lov der forbyder al information om homoseksualitet til børn og unge. En endnu mere ekstrem lov er undervejs i Uganda i Østafrika, hvor LGBT-personer i værste fald risikerer dødsstraf.

Her kan ingen være i tvivl om, at LGBT-rettigheder *er* menneskerettigheder. Og en af de organisationer der har været mest synlige i kampen for rettigheder i de dele af verden hvor LGBT-personer har det sværest er Amnesty International. I årevis har Amnesty været en bærende kraft i at udpege forskelsbehandling og diskrimination, råbe politikere i hele verden op, indsamle underskrifter – og ikke mindst er Amnesty International massivt tilstede med frivillige aktivister til pride-parader i de lande hvor det er sværest at være åben om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet, for eksempel i Litauen.

Det gør mig stolt, at Amnesty i Danmark fokuserer på LGBT-rettigheder i Uganda, skaber opmærksomhed om sagen – også uden for LGBT-miljøet, og støtter de lokale LGBT-organisationer der arbejder under meget svære forhold. Amnesty i Danmark er en værdifuld samarbejdspartner i kampen for LGBT-rettigheder – menneskerettigheder – i hele verden. Det er som at svømme imod strømmen, og jeg er stolt over i år at kunne uddele “Årets Laks” til Amnesty International.

Giv en stor hånd til kampagneleder for Amnesty Internationals antidiskriminationskampagne Helle Jacobsen.

Tale ved LGBT Danmarks Sankt Hans-fest 2010

Kan nogen af jer huske World Outgames?
Vi har sammen og hver især forhåbentlig mange gode minder fra sommeren 2009. Om det var at stå i silende regn (som man et naivt øjeblik troede var glimmer der faldt ned) og føle samhørighed med kammerater fra hele verden, eller om det var en kort, hed affære med en bowlingspiller fra Dubrovnik…

Jeg må krybe til det usympatiske og selvtilstrækkelige kors og sige, at én af de ting der virkelig har ætset sig i min hukommelse er følelsen af at være sådan lidt homo-normativ. På den totalt politisk ukorrekte måde. Der var jo flest af OS lige pludselig!
Se, et regnbueflag over Københavns Rådhus, over Københavns Universitet, over Københavns Domkirke.
Se, der er en pige og en fyr der kysser hinanden. Ad…

Der er sket meget siden vi sidst fejrede midsommer sammen. Det, som vi alle sammen har lært at kende og elske som “Landsforeningen for bøsser og lesbiske” har skiftet navn, og signalerer nu endelig foreningens bredde, seksuel orientering og kønsidentitet, i sit nye navn, LGBT Danmark.
Et nyt logo, som har premiere i aften – tag pænt imod det – symboliserer en enhed, en samhørighed trods det, at vi er en sammensat og forskelligartet størrelse. Der er mere der forener os end skiller os ad. Det gælder i Landsforeningen såvel som i hele miljøet.
World Outgames gav os alle sammen en oplevelse af, at LGBT-miljøet kan samles om noget helt specielt. Og opnå noget – helt specielt. Outgames’ frontmand Uffe Elbæk gentog for mig dusinvis af gange, at sommeren 2009 blot skulle være begyndelsen på noget større. Og et af Uffes forhåbentlig blivende aftryk på LGBT-miljøet i København er det LGBT community house som foreningerne i miljøet lige nu arbejder på at skaffe. Momentumet og den politiske bevågenhed er der ikke for evigt. Vi skal handle nu, hvis vi skal have et LGBT-hus.

Men skal vi det?

I forbindelse med Outgames sidste sommer mødtes jeg nogle gange med Axel Axgil, grundlæggeren af det som dengang fik navnet “Forbundet af 1948”. Der gik lidt tid – jeg er ikke så hurtig til tal – før jeg kom til at tænke på, at hvis man trækker Landsforeningens alder fra Axels alder, så var han sådan cirka lige så gammel som jeg er nu, da han var med til at starte en meget kontroversiel forening, og kæmpede de første mange hårde sværdslag i et samfund hvor homoseksualitet ansås for at være både sygeligt og strafbart.
Og det giver naturligvis stof til eftertanke når jeg – og vi alle sammen – står hér i 2010, på skuldrene af over 60 års kampe mod overgreb. For accept. For ligebehandling… Vi har været rigtig gode til at kæmpe kampene og vi er nået rigtig langt. Så langt faktisk, at der er mange blandt os der ikke længere kan se et formål med at kæmpe. For hvad er der tilbage at vinde? Et kirkebryllup her. En stedbarnsadoptions der… Når jeg står her og forsøger at bære arven videre fra Axel og hans generation, så er det jo med et klart billede af, at bøsser og lesbiske efterhånden er så mainstream at vi nærmest er kedelige. Hvad er fremtiden så for os? Kan vi overhovedet tale om at “miljøet”, dette så forhadte ord ”miljøet”, har nogen berettigelse?

Svaret er, at det har det! Det, som narrer os er, at kampen ikke længere ligner den som vi har fået for vane at kigge efter.
Jo, der er stadig lovgivning i Danmark som ikke behandler LGBT-personer lige. Og på mange måder ligner den kamp, som transpersoner kæmper i dag den kamp, som bøsser og lesbiske kæmpede for flere årtier siden. Der sker stadig hadforbrydelselser. Der sker stadig marginalisering.
Men vores arbejde er ikke længere altid at tage offerrollen, skille os ud for at slippe for mistænksomme eller hadske blikke og danne fællesskaber i trods. For langt de fleste af os er et sådant negativt defineret fællesskab heldigvis unødvendigt, ja helt utænkeligt.
Jeg er personligt ikke sikker på at miljøets – og LGBT Danmarks – rolle skal blive ved med at være så forholdsvis indadrettet og medlemsfokuseret. Vi er, langt de fleste af os, en ressourcestærk del af samfundet, og det er i langt højere grad ad den vej vi har en mulighed for at vise vores styrker, vores individuelle interesser, vores diversitet – at vi er enestående. Og dybt, dybt trivielle.
Vi skal bidrage aktivt, gennem inklusion og synlighed, til MERE inklusion og synlighed. Ikke for os der ikke har brug for det. Men for dem der har brug for det. Det gælder både i Uganda og hos Underboen. Det gælder både juleaften og i justitsministeriet.

Og det er dét vi kan bruge et LGBT-hus til. Ikke kun til kaffeklub for en lille udvalgt skare, men som et samlingspunkt for kultur, mangfoldighed, dialog og aktivisme. Et udstillingsvindue for en positiv historie og en mulighed for at bringe LGBT-miljøet ud af usynligheden og ud i byen. Men det sker ikke af sig selv – og det sker ikke ved at jeg står her og snakker. LGBT-miljøet har et kolossalt efterslæb når det handler om at aktivere frivillige og skabe projekter der kommer os alle til gode. Vi kan ikke lave de mange ting vi gerne vil med de få frivillige kræfter vi har. Vi er på den ene side nødt til at blive mere professionelle. Og på den anden side er du – og du og du – NØDT til at hjælpe til. Støt det. Vær synlig. Gå med. Deltag. Meld dig ind. Kritisér. Engagér. Gør noget!
Det behøver ikke at være Outgames altid. Og det er nok meget sundt ikke at være alt for meget i flertal hele tiden – det kunne jo blive en vane. Men vi har et enormt potentiale. Hjælp mig – hjælp miljøet – med at skabe en ny platform for frivilligt arbejde i LGBT-miljøet.

Jeg vil gerne sige et stort og glødende tak til Copenhagen Pride for at ville holde fast i den gode tradtition med at holde Sankt Hans sammen med LGBT Danmark. Tak til Peder Holk Svendsen og Jan Mikkelsen for at have stået for hele organiseringen og planlægningen. Tak til alle de frivillige, tak til sponsorer og samarbejdspartnere – og tak til alle jer som fejrer midsommer på Amager Strand – og er med til at gøre LGBT Danmarks, den gamle Landsforenings, fødselsdag til en fest hvert år.

Hav en dejlig aften. Jeg glæder mig til vi ses ude i sommeren. Tak skal I have.