Make ’em laugh – aka “møgknæ!”

Jeg må nu officielt ikke løbe for min læge: mit løberknæ skal genoptrænes, og det skal ske mens jeg i øvrigt ikke belaster knæet med løb. Ikke ligefrem hylende morsomt synes jeg, men min læge fik sig dog alligevel et billigt grin…

Kort tid efter DHL-stafetten 2009 (5 km, 24 minutter) begyndte jeg at få knæsmerter efter ca 3 km løb. Jeg holdt op med at forsøge at løbe regelmæssigt (det var ikke svært), men hen over foråret og sommeren har jeg forsøgt at komme i gang igen. Med samme resultat. Møgknæ!

Op til DHL-stafetten 2010 fandt jeg ud af to ting:

1: Man skal gå til en løbebutik og blive filmet og vejledt. Så finder man nemlig ud af, at ens løbesko er slidte, skæve og at man i øvrigt godt kunne bruge en lille smule støtte på indersiden af foden.

2: Man skal lade være med at vente til 2 uger før stafetten med at gøre ovenstående.

Jeg besluttede mig naturligvis for alligevel at gennemføre DHL – i mormor-stil (korte skridt, kun lidt over gå-tempo). Men da jeg først var ude på banen kunne jeg jo ikke helt lade være alligevel… Omkring 4-km-mærket bemærkede mine knæ småfornærmet at de troede vi havde en aftale og resignerede som Madonna: “You took my love for granted, why oh why? The show is over, say goodbye”.
Gående over målstregen blev tiden således 28.30. Langt bedre end forventet, men bestemt ikke behageligt.

Nå, jeg måtte altså for første gang i mit liv til lægen med et sportsrelateret problem. Hun konstaterede “løberknæ” og har sendt mig hjem med et genoptræningsprogram for knæene som involverer mange fine ting. Men ingen løb!

En af anbefalingerne i genoptræningen er at få motion ved at svømme. Jeg fortalte lægen om mine (manglende) svømme-evner og hvordan jeg har det med at drukne når jeg ikke kan bunde… Hun konstaterede herefter opmuntrende at jeg måske kan kombinere min genoptræning med at tage entré-indtægter.

Det er jo en ganske uskyldig kommentar og jeg smågrinede da også høfligt. Mit problem er, at det langt fra er første gang at jeg får det skudsmål. Ikke én men to fitnessinstruktører samt diverse koreografer har uafhængigt af hinanden konstateret at jeg kunne gøre mine forsøg på at koordinere min krop til en levevej.

På den ene side er det altid godt at kunne få andre til at smile. Som underviser og oplægsholder er det en grundregel at man altid skal kunne lave sjov med sig selv og skal være uhyre forsigtig med at gøre det om andre. Så jeg vil mene at jeg har den store selvironi på plads.

På den anden side: STFU! Vi er faktisk nogen som prøver at komme os over vores dybt indgroede krops-skam… Og hvis jeg ligner en spasser mens jeg forsøger at lære din øvelse med at bevæge arme og ben uafhængigt af hinanden, så skulle du måske skrue ned for koordinationsniveauet.

Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at jeg faktisk ikke var helt tåbelig til at løbe. Lange stænger og ikke utåleligt dårlig generel kondition… Skal jeg virkelig ud hvor jeg ikke kan bunde – bogstaveligt talt?

Møgknæ!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s